Løgnagtige fjerkræ

To danske vindere af Verdens største cykelløb. Og begge har åbenbart været fulde af løgn.

Fra Riis til Rasmussen går en rød (gul?) tråd af rænker og bedrag.

14 negative dopingprøver havde Michael Rasmussen i årets Tour de France. Jamen, så må han jo være uskyldig…

Nej. Han kan have dopet sig i juni (hvor han gemte sig for dopingkontrollerne) med henblik på at kunne forberede sig optimalt. Og hans løgne om hvor han befandt sig, tyder på at han har haft noget at skjule.

Summasummarum: Naturligvis skulle kyllingen smides ud på røv og albuer.

Paragliding: Kursus på Malta

Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Muligvis, men den slags kedsommelig snusfornuft kan og vil jeg ikke tage alvorligt. At svæve som en fugl må være en fantastisk oplevelse. Det er min drøm.

Derfor slog jeg til da jeg fandt ud af at der er mulighed for at tage certificat som paraglider-pilot her på Malta. Foreningens hjemmeside har ganske vist ikke været opdateret siden 1999, og der er kun en håndfuld aktive udøvere – men to veteraner, maltesiske Henry og italienske Enrico, underviser gerne håbefulde formedelst en sum der er rørende lav (80 MTL) i betragtning af hvor meget tid de bruger på det, de to ildsjæle der begge er i 60′erne.

Sammen med to kammerater, en smånervøs midtjyde ved navn Glenn og en flyvende finne ved navn Pekka (med faldskærmsudsprings-erfaring), gik jeg i gang med kurset sidst i maj. Forneden følger beretningen (endnu ufuldendt), men først lige det allermest fundamentale:

Hvad er en paraglider?
En paraglider er ikke en faldskærm, men en glide-skærm, om man så må sige. Hvis man er dygtig og kan fange thermaler og opvinde, kan man faktisk flyve opad. Men generelt handler det om at svæve ned fra et højereliggende sted til et lavereliggende. I modsætning til en hangglider der har stive vinger og er hurtigere (men meget mindre handy; man kan ikke bære rundt på den i en rygsæk), og hvor piloten ligger ned, sidder piloten i en stol under paraglideren.

En paraglider er en stor (30-40 kvadratmeter) vingeformet skærm. Den består af celler der er åbne i den ene ende, lukkede i den anden. Dvs at den fyldes med luft, hvormed den pustes op og får den vingeform, som den jo skal have hvis den skal kunne svæve (Bernoulli-princippet, som jeg ikke vil gå nærmere ind på hér; slå det op. Ok lige kort: Luften deles når den rammer vingen – og den del af luften der bevæger sig ovenover den buede form, skal skynde sig for for at nå hen til enden på samme tid som den del der ryger nedenunder. Det betyder mindre tryk ovenfor, og mere tryk nedenfor. Vupti!).

Egentlig er det meget simpelt: Man løber ned ad en skrænt; luften fylder skærmens celler, den pustes op og danner en vinge – og vupti, den bærer din vægt (den kan bære en bils vægt) mens den svæver nedad. Med et cirka-fald på 1 meter per otte fløjne meter.

Men helt så simpelt er det nu ikke. Skærmen skal nemlig op at svæve og hænge stabilt over piloten før denne kan “lette”. Og på Malta er der generelt meget lidt plads – og næsten ingen bakker som man kan løbe nedad indtil man svæver. Man må finde på noget andet – nemlig “reverse launch”.

Skærmen ligger på jorden, med “bugen” opad; og man står selv foran, med ryggen mod skærmen og front mod løberetningen (ned ad bakke), spændt fast til bære-linerne og med styre-linerne i hånden. I princippet klar til at løbe fremad. Men da det er Malta, må man vende sig om, med krydsede liner. Og med et kraftigt ryk og bagudtrin hive skærmen op. Jo mere vind (modvind) der er, jo nemmere kommer skærmen op (men ikke for meget vind, for så har man ikke kontrol). Når den så er oppe og er stabil, kan man vende rundt – og “take off” (træde ud over en kant, fx).

Fint nok – men hvordan stabiliserer man skidtet? For skærmen opfører sig som en stor drage, kastes hid og did af vinden. Medmindre man altså sørger for at kontrollere den!

Det gør man med de to kontrol-liner; bremserne. Som trækker nedad i hver sin side af skærmen og nedsætter farten. Så hvis skærmen er ved at kæntre, skal man sørge for at bremse i den anden ende – så de to sider hænger symmetrisk.

Sagen er bare, at man med reverse launch står med krydsede liner. Dvs at man for at bremse i højre side skal trække med venstre hånd. MEGET ulogisk og svært!

Nå, men. Man skal altså lære at kontrollere skærmen – dvs styre den som en kæmpestor drage – før man overhovedet kan komme ud at svæve. Ground handling, som det hedder. Og de første mange gange bruges på det, sideløbende med teori-undervisning…

Anyway, here goes: The never-ending story about the boy who wanted to learn how to fly:

Lektion 1.
Søndag 27. maj. Bahar ic-Caghaq.

Allerførste gang: Kun en introduktion. Derfor foregår det på en lillebitte bakke – ikke vendt mod havet. Det vil sige at vinden er turbulent. Skærmen er derfor umulig at styre for os nybegyndere – men vi får en fornemmelse af skærmen og af linerne. Og smag for mere.

Lektion 2.
Søndag 2. juni. Bahar ic-Caghaq.

Bedre bakke (omend stenet og hullet), ned til havet (dvs lav højde, uden chance/risiko for at man letter). Men vinden er svag, så det er svært at øve reverse launch (her skal der en del vind til). Vi øver derfor forward launch. Dvs løbe fremad og få skærmen op at hænge.

Sagen er bare at jeg er fuld… Jep. Bytur lørdag – for meningen var jo at vi først skulle paraglide søndag eftermiddag. Men instruktøren ringer allerede kl 9 (et par timer efter min slingrende hjemkomst fra byen) – så er det afsted!

Så jeg får rent ud sagt intet ud af det.

Uansvarligt, siger du? Jojo, men jeg fløj jo ingen steder. Faldt blot over mine egne ben og blev viklet ind i alverdens snore…

Lektion 3
Fredag 8. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Bedre vind. Nu kan vi så øve reverse launce. Meningen er så at man skal få kontrol over skidtet – og når det er der, kontrollen og balancen, så skal man vende rundt og i princippet være parat til at svæve (hvis man altså havde været højere oppe). Svært.

Lektion 4: Endelig kontrol (men nej…)
Fredag 15. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Pludselig lykkes det: Kontrollen er der! Jeg løber baglæns, får skærmen op at hænge – og kan ved at løbe sidelæns, hen under den, sørge for at den holder sig symmetrisk og stabilt over mig. Og jeg kan vende rundt – og foretage et hop på skrømt. Naturligvis uden at komme op at flyve – vi er næsten nede ved havniveau – men tegningen er der.
Imidlertid er der denne gang TO paraglidere. Og efter at jeg har fået styr på den sædvanlige trænings-paraglider, prøver jeg med med en ny – en hurtigere, mere labil én. En grøn paraglider: Det grønne monster…

Og nu er min kontrol pist væk! Jeg hiver skærmen op – og den kæntrer straks og falder ned…

Årsagen er naturligvis at det ikke er nok at løbe sidelæns; man skal også bruge bremserne. Og det duer jeg slet ikke til. Jeg kan ikke koordinere så mange ting på een gang. Jeg kan løbe, baglæns, forlæns, sidelæns, men fanden tage mig om jeg kan finde ud af at hive i den rigtige line!

Lektion 5: This is your first time?
Lørdag 16. juni

Nyt sted: Ghajn Tuffieha. En flot bugt med høje og stejle skrænter ned til vandet.

Vi starter næsten nede ved vandet, lige over en sandstrand der vrimler med mennesker.

Der er ikke plads til at løbe sidelæns, så man skal have tjek på bremserne.

Det kniber i starten, men efterhånden går det lidt bedre. Meningen er så at man skal løbe et kort stykke og så foretage et hop – så vil man i princippet svæve cirka en meter og så lande igen.

Det gør jeg: Får skærmen fint op og løber – og hopper. Idet jeg lander, ryger benene væk under mig, og jeg lander på røvetten. Til strandfolkets jubel: Stående applaus!

Derefter går vi højere op ad skrænten. Her er mere vind, men stort set ingen plads. Meget svært at kontrollere skærmen.

Der er dog en smule fremgang at spore. Men man føler stadig at flyvning ligger meget langt forude…

Mens vi træner, kommer en gut (fra Gozo, naboø til Malta) der skal ud på sin første svævetur. En elev ligesom os, blot lidt længere fremme. Mens han venter på at komme til, betragter han os og vores patetiske forsøg på at styre skærmen. Og spørger venligt: “This is your first lesson?”

Hrmph (vi får heldigvis vores hævn da malteseren Henry fortæller hvorfor gozotianeren er så god til at styre skærmen: Fordi han er analfabet og ikke kender forskel på højre og venstre…).

Men vi får også en opmuntring: Vores instruktør tager sin egen skærm frem og letter – og svæver frem og tilbage, trods svag vind. Ser fantastisk ud!

Det er også fascinerende at se førnævnte elev på den første svævetur. Han har problemer med at få skærmen til at makke ret (godt at se at det ikke kun er os), men pludselig hænger den der, og så tager han nogle få løbeskridt nedad, og SÅ svæver han. Og flyver nedover skrænten – og lander forneden, lige før stranden. Se to korte video-klip på min MySpace-side:

Paragliding: First flight of Gozotian (ground handling)

Paragliding: First flight of Gozotian (actual flight)

Det bliver os, en dag. Måske.

Lektion 6: Første flyvetur (ups)
23. juni. Ghajn Tuffieha

Samme sted som sidst. Denne gang går vi næsten helt op – og har en imponerende udsigt ud over bugten.

Desværre er vinden svag OG turbulent, og vi får næsten ingen træning ud af det.

Til sidst prøver vi dog at lave noget forward launch, et temmelig stejlt sted. 10 meter nede står instruktøren så og agerer bagstopper. Meningen er at vi skal få skærmen op og løbe – og så stoppe og bremse skærmen i sidste øjeblik.

Jeg får skærmen op og løber. Men den trækker til venstre, og mens jeg er optaget af at korrigere, glemmer jeg at stoppe og løber udenom instruktøren. Og pludselig hænger jeg i luften; jeg flyver!

Jeg når lige at tænke to ting. Først: SHIT! Dernæst: Ok, hvad nu…

Men så kaster den 65-årige instruktør sig i en rugby-tackling og får fat i linerne, så jeg falder ned og rammer skråningen og får skærmen ned over mig (og rammes i hovedet af instruktøren; godt man har hjelm på). Bag mig kan jeg høre latterbrøl fra min finske kammerat…

Jeg er både lettet og lidt ærgerlig. Hvis jeg havde fået lov at flyve, var jeg nok landet i et krat og havde sikkert forstuvet en ankel – men alligevel, det kunne have været interessant…

Lektion 7
Mandag 25. juni. Bahar ic-Caghaq.

Aflyst pga manglende vind. Lidt fik jeg dog ud af scooterturen derhen; jeg slugte et stort insekt.

Føljetonen fortsætter. Hold øje med siden.

Skandale-kamp: Svensk held & dansk hysteri

Fodbold er ikke et spørgsmål om liv eller død. Det er meget mere end det…

Liverpool-legenden Bill Shanklys budskab om passion er 40 år gammelt, men stadig højaktuelt. Senest illustreret af begivenhederne under og efter lørdagens fodboldlandskamp i Parken i København.

Der var nemlig drama for alle pengene – og lidt til – da Danmark spillede EM-kvalifikationsopgør mod Sverige, broderfolket der denne aften var arvefjenden.

Svenskerne kom foran 3-0 på 26 minutter, men det danske hold fik udlignet på en manér der – apropos Liverpool – vakte mindelser om Champions League-finalen i 2005 hvor den engelske klub hentede Milans tremåls-forspring. Målet til 3-3 blev sat ind i 75. minut af det indskiftede løvehjerte, Leon Andreasen, og derefter bølgede angreb efter angreb ned mod det svenske mål, båret frem af det berømte momentum. Dansk sensations-sejr virkede realistisk, ja sandsynlig – indtil Christian Poulsen pludselig, i 89. minut, fik det røde kort af dommer Fandel der derefter pegede på straffesparkspletten.

Mens hjerter gik i stå over hele Danmark, var det i hjernen det kortsluttede for en tilskuer der forcerede hegnet omkring banen, løb ind og slog dommeren i ansigtet. Og dermed var det slut. Kampen kom aldrig i gang igen, den forskækkede opmand blæste af og gik i gang med sin rapport til UEFA.

Fodboldorganisationen skal nu bestemme hvad der skal ske. Skal de sidste minutter spilles – hvor Sverige i givet fald skal sparke straffespark. Eller skal Danmark – mere sandsynligt – dømmes som taber af kampen, med 3-0? Det vil vise sig.

Hvor blev fornuften af?

Et vanvittigt forløb som selv den allermest forskruede manuskripforfatter ikke kunne have drømt sig frem til. Og reaktionerne hos danskerne, på Parkens tilskuerpladser og hjemme foran stuens TV-skærm, spændte da også fra chokeret måben til voldsomt raseri. Rettet skiftevist mod Christian Poulsen, mod dommeren, mod hans overfaldsmand, mod svenskere og alt svensk…

Og bestemt da. Til et ordentligt drama hører helte og skurke – farverige skikkelser man kan elske eller hade uden nuancer. Således også i lørdagens fodbold-operette.

Men alligevel: hvad blev der af proportionerne, af den sunde fornuft?

Her følger en gennemgang af de forskellige aktører og deres indsats.

Det danske hold

Aftenens soleklare helt. Naturligvis ikke ufejlbarlig, det er ægte helte nemlig ikke, men sikke et mod, sikken gejst!

Danskerne startede kampen temmelig godt, men forsvarsfejl af bl.a. Michael Gravgaard og Jan Kristiansen, og rent og skært uheld betød at stillingen efter blot 22 minutter var 0-3… Det kunne have ledt til et totalt sammenbrud og en pinlig afklapsning, men i stedet rankede danskerne ryggen og kæmpede og spillede sig tilbage. Virkelig imponerende, og der er slet ingen tvivl om hvem der var det bedste hold denne aften.

Ros, især til indskiftede Nicklas Bendtner og til Jon Dahl Tomasson. Og til Daniel Jensen på midtbanen, og såmænd også Martin Jørgensen der ved gud ikke er den hurtigste kniv i skuffen længere, men skarp og snu er han stadig. Michael Gravgaard bør også fremhæves, ikke så meget for sit spil; han var skyld i et mål. Men for at reagere hurtigt og træde ind mellem dommeren og overfaldsmanden.

Morten Olsen/Peter Bonde

Hidsigproppen Olsen havde karantæne efter sin bortvisning mod Spanien og måtte overdrage tøjlerne til assistenten, Peter Bonde. Dermed optrådte Olsen kun indirekte som aktør – men ikke umarkant, for han må bære skylden for den fejlslagne opstilling. Jan Kristiansen spillede venstreback selv om han er bedst som midtbanemand – og den lidt tunge ex-esbjergenser blev lynhurtigt gjort til snurretop af den fiffige Christian ”Chippen” Wilhelmsson. Kristiansen var slet ikke hurtig nok på de første meter – og ikke smart/backrutineret nok til at regne ud hvor han skulle placere sig.

Olsen kan dog til dels undskyldes for denne fejl; dels kunne han ikke vide at Chippen ville få en startplads, dels har Jan K. tidligere gjort det ganske pænt som backafløser. Man kan i øvrigt sige at Bonde, aftenens fungerende landstræner, viste handlekraft ved at udskifte Kristiansen allerede i første halvleg.

Mere kritisabelt var det at formstærke Jesper Grønkjær ikke fik en startplads. Den hurtige og teknisk dygtige fløj har gang på gang vist at han er holdets bedste offensive kort – alligevel skulle man et stykke ind i anden halvleg før han kom ind. Mystisk.

Sverige

Hvor heldig kan man være? Svenskerne scorede tre hurtige mål på een (ok, halvanden) chance, og siden, da danskerne havde fået udlignet og var på vej mod sejrsmålet, fik Sverige en mirakuløs håndsrækning af Christian Poulsen.

Et ordentligt drama har naturligvis en Deus ex machina…

Svenskerne kan juble over tre point, men kan bestemt ikke være stolte over forløbet. Spille- og gejstmæssigt var danskerne lysår bedre.

Christian Poulsen

Det er ikke særligt smart at slå en modstander i maven, og at gøre det – endda i straffesparksfeltet, i en situation hvor det danske mål IKKE er særligt truet – to minutter før tid i en vigtig EM-kvalifikationskamp hvor stillingen er 3-3, er decideret dumt.

Vold skal undgås og fordømmes når det sker. Og Poulsen får da også en velfortjent karantæne. Fint nok.

Men jernmanden fra Holbæk er ingen skidt knægt. Han er en god fodboldspiller og en sympatisk fyr udenfor fodboldbanen. På banen? Tjah, Poulsen er faktisk ikke en svinsk spiller, han er hård og kontant. Og vender ikke den anden kind til. Får han et slag eller et spark, jamen så kvitteres der.

Det er Poulsen ikke ene om. Det gælder rigtigt mange fodboldspillere; vi skal vel op til en helgen som Michael Laudrup før vi finder en der ikke kunne finde på det. Selv svenske Henke Larsson, en sand gentleman, kan gå amok, så man sidste år hvor han slog en modstander i maven. Han var naturligvis blevet provokeret.

Ganske som Poulsen blev det i lørdags, af svenske Marcus Rosenberg. Han skulle ikke have reageret som han gjorde, men i stedet for at vælte en skidtspand ud over Poulsen, burde man måske snarere kigge på selve fodboldspillet: Hvorfor er det så voldsomt, og hvorfor er dommerne så dårlige til at slå ned på provokationerne (bruger man kamera-muligheden for lidt)?

En hævn-aktion er jo en reaktion.

Poulsen tog en forkert beslutning i en overophedet situation, og han udførte sin handling, sin hævn-aktion, på klodset vis. Slagudvekslinger hænder masser af gange i en kamp; her blev det blot set af linjedommeren, og da det var i straffesparksfeltet, udløste det straffespark. Foruden naturligvis det røde kort til synderen.

Men faktisk var der ret beset IKKE straffespark. Den korrekte dom ville have været frispark til Danmark, rødt kort til Poulsen samt gult eller endog rødt til Rosenberg.

Hvis linjedommeren altså havde set hele forløbet, og ikke kun Poulsens knytnæve og svenskerens dramatiske fald.

Sådan er det: Tilfælde kan afgøre en fodboldkamp. Og Poulsen fortjener ikke at blive lagt på hjul og stejle over dette. Det var dumt af ham, men han var også uheldig.

Overfaldsmanden

”Fæet skal klynges op…”

Hvis nogen har det værre end Christian Poulsen i disse dage, er det den mand der iført patriotisk rød trøje løb på banen og overfaldt dommeren kort før tid.

Tåben kan forvente en fængselsdom og en langvarig karantæne. Fortjent nok. Men han har også pådraget sig en nations vrede. I en grad så frusterede ”roligans” belejrer hans bopæl – der i øvrigt pudsigt nok ligger i Sverige, uden at man af den grund har belæg for konspirations-paranoia (som ellers kunne være noget i stil med dette: Hvem drog fordel af idiotens overfald på dommeren? Jep, rigtigt gættet: Sverige… ).

Hans bopæl belejres, Ekstra Bladet – denne usympatiske parodi på en avis – og andre medier driver heksejagt på ham, og visse elementer kan finde på at skrive uhyrligheder som det der står foroven.

Til alle der har erstattet hjernen med en bold og hjertet med en rød-hvid, hævngerrig blævremasse:

Få jer et liv. Et liv med proportioner og omtanke i stedet for hjernedød aggressivitet.

For hvad er folk rasende over? Selve det at idioten slog dommeren? Nogle er, og det er for så vidt forståeligt nok – men det er ikke forståeligt at man går ind for at der drives hetz på et fjols.

Andre Ku Klux Klan-danskere glammer over at voldsmanden kostede Danmark EM-deltagelsen. Men faktisk er det ikke rigtigt. EM-deltagelsen var allerede en sags blott før klovnen løb på banen. Svenskerne havde fået straffespark og ville med stor sandsynlighed have vundet kampen. Og selv uafgjort ville være et alvorligt skud for danskernes EM-bov.

Og selv hvis det var tilfældet, hvis han faktisk havde kostet os EM-deltagelsen, selv da ville den forfølgelse manden udsættes for, være overdreven. Det ER altså bare fodbold, uanset hvad Shankly og andre siger.

Hvorfor al dette hysteri? Slap dog af og lad manden skamme sig i fred.

DBU

Det kan ikke undgås, fra tid til anden, at idioter løber på banen, nøgne eller ej, voldsmænd eller ej. Ikke medmindre man vil have høje hegn, og det vil man ikke hvis man har Hillsborough-billederne printet på nethinden. Og det bør man have.

Men det betyder ikke at man kan frikende kontrollørkorpset og dermed DBU/Parken for ansvar for hvad der skete i lørdags. En mand fik lov til at forcere et hegn og løbe ind på banen – hvor han ved gud havde tid til både at slå dommeren OG til at blive holdt tilbage af Gravgaard og Agger.

Man var ikke just imponeret over kontrollørernes reaktionstid…

Løsningen må være at hæve antallet af kontrollører – og forbedre uddannelsen af dem.

Dommeren

Tyske Fandel er en fremragende dommer. Han blev kåret som årets bedste opmand i Bundesligaen i denne sæson – og han dømte Champions League-finalen.

Men han har fået en del kritik efter sin håndtering af lørdagens kamp i Parken. Og det er for så vidt fair nok, for hans afgørelser kan bestemt diskuteres. Men er der egentlig så meget at komme efter?

Christian Poulsens udvisning og straffesparket: Ret beset er der ikke straffespark, eftersom Rosenberg laver frispark på Poulsen før danskeren slår ham i maven. Men eftersom linjedommeren kun ser danskerens slag, så er der ikke andet for end at dømme som Fangel gjorde.

Afbrydelsen af kampen: Var det ok at dommeren blæste af i stedet for at afvikle de sidste minutter? Ja. Dommeren var forståeligt nok forskrækket efter at han var blevet overfaldet, men hans udtalelser efter kampen tyder ikke på at afbrydelsen skete fordi han frygtede for sin sikkerhed. Han blæste af fordi han ville sende et markant signal til alle fodbold-tilskuere om at den slags adfærd er uacceptabel.

Det er svært at være uenig med ham.

Tilskuerne

Idioten der løb ind på banen og slog dommeren, var ikke den eneste der havde parkeret hjernen udenfor Parken. Masser af danskere krængede svinehunden ud.

I minutterne efter udvisningen og straffesparks-kendelsen blev der smidt tonsvis af øl ud over svenske tilskuere og journalister. Virkelig logisk. Som om det var deres skyld…

En del mennesker bør skamme sig.

Bjarne Griis

Hvis jeg for alvor går i gang, tror jeg ikke jeg kan stoppe. Så meget irriterer han mig, den arrogante knudemand – krejleren fra Herning.

Så derfor helt kort: I mere end et årti har bæstet løjet og bedraget. Det gjorde mange andre også, ja. Er det en undskyldning? Naturligvis ikke. Og Bjarne Riis har tjent temmelig mange flere penge end de fleste andre på sit bedrag.

Nu er han så endelig trådt frem med sandheden – eller rettere noget af den (i øvrigt også kritisabelt at han ikke fortæller det hele – og faktisk stadig lyver, bl.a. om omfanget) – og bekræftet hvad alle nok havde en kraftig mistanke om: Ja – han var dopet i sin aktive karriere. Ja – han tog EPO.

Særligt tåkrummende i dén forbindelse er hans totale mangel på anger. Det lyser ud af ham hvor irriteret han er over at folk da for fanden ikke bare kan lade fortiden ligge.

Og samtidig gør han alt for at fremstille sig som en af de fremmeste forkæmpere for at cykelsporten skal være ren NU.

Fanden tage mig om jeg synes man skal stole på ham. Manden er jo en patologisk løgner, kynisk helt ind til benet. Han er KUN trådt frem, fordi han simpelthen ikke havde noget valg – efter det væld af Telekom-tilståelser der har været på det seneste. Det ville være ødelæggende for hans nuværende forretning hvis han ikke trådte frem. Ganske som det kan betale sig for hans cykelhold at han spiller renheds-spillet nu. Det er årsagen til hans tilsyneladende frelsthed.

Altså er der ingen forskel på Bjarne Riis anno 1996 og Bjarne Riis anno 2007. Han er fortsat en kynisk og beregnende slyngel.

Bjarne Riis bør tilbagelevere ikke bare sin gule trøje fra Tour-sejren i 1996, men også alle de mange millioner han har tjent på sit bedrag.

For pokker, jeg husker stadig hvordan folk betalte i dyre domme for at hylde ham i Tivoli da han kom hjem til Danmark efter den store sejr i 1996. Han var jo en helt.

Han var en løgner og bedrager, var han. Og er det nok stadig. Det bærer dog lidt straffen i sig selv, eftersom han – og her bliver jeg lidt morbid, men hvad fanden – i lighed med andre sportsudøvere der har hældt alskens midler i kroppen, næppe bliver særligt gammel.