Astrologi er for idioter
Følgende mail blev sendt til mig i min egenskab af redaktør for BetXpert.com – et website der informerer om sport og bookmaking. Baggrunden var en artikel jeg havde skrevet.
Jeg griner stadig – og har sådan set kun eet spørgsmål: (nåja, et par) Exam. astrolog? Hvem pokker eksaminerer disse charlataner? Er der faktisk en divinations-skole et eller andet sted? Hvor ugler kommer flyvende med posten?
Hvis staten på nogen måde betaler for det humbug, så… Galt nok at man som skatteyder betaler for teologi.
Nå, men til mailen:
I artiklen betblafferens guide til oddsuniverset er I for anden gang på et halv års tid ude med riven efter astrologi og kalder det fup og fidus.
Hvad er betxperts baggrund for at svine astrologi til på den måde. Har I nogen indsigt i hvad det er I fordømmer eller svarer det måske til at når nogle folk hører man er interesseret i betting så tror de straks at man nok er lidt ludoman. Den slags uvidenhed og fordomme er ikke særlig rart for spillere men det er heller ikke noget man som astrolog synes er rart.
Jeg går ind for ytringsfrihed og mener da bestemt at I må mene hvad I vil, men hvis I fortsætter med at svine astrologi til vil det klæde jer betragteligt hvis I lader ytringsfriheden gælde for samtlige indlæg her på sitet. Og det kan man vist næppe sige har været tilfældet hidtil !
Med delvis venlig hilsen
xxxxxxxxx
Exam. astrolog
Politisk rutsjebane
Det går op og ned. Den ene dag begejstres jeg over at Khader og Samuelsen endelig tager konsekvensen af deres åbenlyse uenighed i Jelveds tåbelige linje i Det Radikale Venstre, den næste får jeg morgenkrydderen galt i halsen da jeg læser at Leif Mikkelsen forlader Venstre og slutter sig til Ny Alliance.
Leif Mikkelsen?!
For hede hule helvede.
Leif Mikkelsen var eksponenten for Venstres og dermed Regeringens nepotistiske forhold til Danske Spil. Han er tidligere formand for DGI (medejer af Danske Spil) og har altid været en ivrig forkæmper for det danske spille-monopol.
Anders Samuelsen, derimod, har ved flere lejligheder påpeget det utidssvarende og ulogiske i den danske spillelovgivning.
Det kan synes som en lille sag i den store sammenhæng, men for pokker da, Samuelsen – hvordan kan du samarbejde med Leif Mikkelsen?
Skriv under mod tipsmonopolet
Danskerne har nu chancen for at fortælle regeringen at det ikke kun er EU og nogle bookmakere der har noget imod den protektionistiske danske spillelov.
EU-kommissionen har for nyligt anmodet Danmark om at åbne for fri konkurrence for sportsspil, dvs bookmaking. Hvis den danske regering nægter at gøre noget ved Danske Spils monopol på at udbyde spil (anmodningen gælder ikke lotto, skrabespil, etc), kan konsekvensen blive en retssag ved EF-Domstolen.
Indtil videre har signalet fra regeringen været trodsigt. Skatteministeriet melder at man er parat til at tage en sag om retten til at have et monopol på sportsspil.
Jeg er bestemt ikke upartisk (det firma jeg arbejder for, er landsforvist pga lovgivningen), men vil ikke tie af den grund:
Danmark bør lytte til EU og ændre loven!
Ikke bare for at falde i hak med EUs regler om ”fri udveksling af tjenesteydelser” – men i høj grad fordi det simpelthen er det mest hensigtsmæssige (Læs evt denne artikel).
Jeg opfordrer hermed alle der er enige i kritikken, til at deltage i følgende underskriftsindsamling:
Spilledjævelen og monopol-manipulation
Danske unge er åbenbart bidt af en gal spilledjævel. 7,6 procent har problemer med spil, og andre 10,8 procent risikerer at få det (kilde: Politiken). Bekymrende, bestemt (hvis tallene står til troende; jeg kender ikke undersøgelsens kriterier). Men lige så bekymrende er det at opleve politikernes kortsyn og ikke mindst den manipulerende reaktion fra Danske Spil.
Oppositionen kræver flere penge til forebyggelse og behandling af ludomani – og disse penge skal bl.a. komme fra Danske Spil. Hvilket er fint nok.
Men hvad med simpelthen at forbyde spil for unge under 18 år, også kaldet børn…? Nul skraberi, nul tipning, nul lotto. Indtil de er gamle nok til at vide hvad de laver… ![]()
Røgslør og manipulation
Og Danske Spil – der jo har monopol i Danmark (hvis man ser bort fra kasinoerne og spilleautomaterne hér og dér)? Informationschef Thomas Rørsig melder at DS er klar til at spæde til. Selskabet vil velkomme en lovændring der giver flere penge til ludomanibehandling.
Den fiffige Rørsig påpeger dog, at en stor del af spiludbyderne vil gå fri af en sådan lovgivning: “En større og større del af markedet ligger jo hos de udenlandske spiludbydere.”
Røgslør og manipulation. Mig bekendt forlanger de fleste udenlandske spiludbydere at kunden er mindst 18 år. I modsætning til Danske Spil der glad og gerne tager imod børnenes gysser…
Og i øvrigt kunne Danske Spil og de lidt for gode venner i Venstre jo lade være med at sætte monopol-hælene i. Så kunne Danmark endelig få en tidssvarende (og EU-overensstemmende) liberal spille-lovgivning:
Liberalisér det danske spillemarked
Afskaf spillemonopolet. Åbn det danske marked for udenlandske bookmakere. Lad dem annoncere (forbudt i dag) og åbne kontorer (forbudt i dag). Til gengæld skal de betale licens. Og naturligvis skat af indtjeningen.
Det vil give de (voksne) danske kunder bedre odds, altså bedre produkter. Og det vil give den danske stat bedre indtjening (færre kroner vil forsvinde ubeskattet ud af landet) – og mulighed for fortsat at støtte diverse gode formål. Og bedre kontrol med hvad der foregår.
Ludomani og hysteri
Ludomani er et faktum og ubehageligt for dem der lider af det. Men langt de fleste (voksne) mennesker kan godt styre personlig frihed, også hvad spil angår. Ganske som de færreste mennesker bliver alkoholikere selv om spiritus og øl kan købes frit på det lokale værtshus.
Det handler om at håndtere det på en uhysterisk, men ansvarlig måde – og f.eks. identificere de ting der er særligt ludomani-befordrende (skrabespil er et godt bud). Og evt, som nævnt, forbyde spil for mindreårige.
Personlig interesse
Jeg erkender blankt at jeg har en personlig interesse i denne sag. Jeg er nemlig landsforvist pga den restriktive danske spillelovgivning (mit firma bringer annoncer for og henviser til udenlandske spiludbydere; ulovligt i DK). Men jeg ville ikke beskæftige mig med denne branche hvis jeg ikke havde en grundfæstet liberal holdning: Voksne, bevidste mennesker skal have lov til at gøre nogenlunde hvad de vil, så længe det ikke tager overhånd og risikerer at skade andre. Spil er ren og skær sjov adspredelse for langt de fleste. Nogle få kan ikke styre det; de skal hjælpes. Men ikke være årsag til at det store flertal behandles som børn. Find den rette balance. Den er man langt fra i dag – og Danske Spils manipulationer og udtalelser mod bedre viden hjælper ikke…
