Eskapisme

En blog om livet. Det grimme og det smukke…

Religiøs naivitet (rettet fra: “Kristen…”)

Dagens tåbe-præmie går til Sissel Jo-Gazan, krimiforfatter der i et interview i Politiken kommer med en henrivende udtalelse om Gud og Jörg Haider:

“Nogle gange – for eksempel når jeg læser i avisen, at Jörg Haider er kørt galt og er blevet dræbt i en soloulykke – strejfer det mig: Nå, var det mon Gud, der mistede tålmodigheden og hentede ham op i himlen til lidt genopdragelse?”

Hmm: Holocaust eller Haider – hvornår skal man gribe ind?

Så Gud skulle altså pludselig miste tålmodigheden og beslutte at befri verden for en usympatisk karl?

Den samme Gud der tillod Holocaust og folkemordet i Rwanda og hver dag lader en masse uskyldige børn dø af sult, tørst, sygdom ?

PLUDSELIG gider selvsamme Gud godt gribe ind? Ved at rydde en østrigsk populist af vejen?

Jeg kunne godt nævne en anden østrigsk populist der i højere grad havde fortjent at blive verfet af brættet…

Troen på Gud

Årsagerne til Gazans Guds-tro (eller håb, skulle man måske sige), er de sædvanlige: Dels kan hun ikke lide tanken om døden:

“Det er for meget for et menneske at bære, at når det er slut, er det bare slut…”

Dels er der ting hun ikke forstår – og så må Gud jo være bag…:

“…man har netop brug for at være troende, hvis man skal kunne kapere naturvidenskab, for det er sgu da for vildt, at to ting, man ikke kan se med det blotte øje, kan blive til en baby, for eksempel. Jeg har tit mærket Guds nærvær, når jeg har siddet og kikket i et mikroskop og set farver og sammenhænge, der ellers ikke er til at kapere. Jeg tror, Gud har en finger med i spillet.”

Det er en uddannet biolog der taler hér. Lidt skræmmende.

Gud: Sadist eller uden almagt?

Det er temmelig simpelt: Enten findes Gud ikke (alt, inklusive den biologi som Sissel-Jo åbenbart ikke har fattet ret meget af, tyder på at dette er tilfældet), eller også findes han.

Hvis han findes, er han enten usympatisk eller UDEN almagt. Og er Gud Gud hvis han ikke er almægtig?

Værsgo Sissel-Jo: Du har altså enten et gudløst univers, styret af naturlove og tilfældigheder. Eller et univers forpestet af en sadistisk og behagesyg diktator-gud. Hvad synes du selv er bedst? Og: Hvad er mon mest logisk…?

november 11, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Religion | | 45 Kommentarer

Ud af Irak? Nej, ud af Afghanistan, sgu!

Mange er kritiske over for eller direkte modstandere af Vestens tilstedeværelse i Irak. Pacifister og USA-hadere er det fordi “en selvstændig nation blev invaderet på illegal vis…” (jep, for Saddam Hussein var super-legal og sympatisk…). Fornuftigere gemytter begrunder deres kritik med den inkompetence og skruppelløshed Bush, Cheney og Rumsfeld (og bette Anders Fogh) greb det an med.

I dag – hvor Bush og Cheney i praksis er impotente – er der gudskelov kommet mere styr på sagerne i Irak, bl.a. pga. general Petreus. Men mange hvæser stadig bevidstløst: UD af Irak.

Afghanistan, derimod… Dét morads har USA og allierede været i i syv år, og pt er dødstallet større dér end i Irak. Alligevel har mange mennesker stadig et anderledes forhold til Afghanistan og Vestens tilstedeværelse. Det hænger naturligvis sammen med at det var hér Osama Bin Laden holdt til, sammen med de vanvittige Taliban – der stadig kæmper med næb og klør.

Jeg er klar tihænger af et vestligt engagement i Afghanistan (og i Irak, i øvrigt), men der må fandentagemig være en grænse. Overskrides den, så må vi trække os ud og overlade dem til sig selv. Kort og godt.

Og den grænse er overtrådt nu: En afghansk journalist er blevet idømt 20 års fængsel for blasfemi (Politiken). BLASFEMI?! Efter sigende fordi han havde tilladt sig at stille kritiske spørgsmål om kvinders rettigheder i Islam.

Umiddelbart ser Vesten ud til at være tilfreds med at kravet om at den oprindelige dødsstraf er blevet omstødt (det var således Dansk Folkepartis krav; ellers ville de ikke længere støtte den danske regerings Afghanistan-mission). Men det er simpelthen ikke godt nok. Vesten skal kræve at han sættes på fri fod.

Hvad kæmper vi ellers for i Afghanistan? Det er vel først og sidst et samfund der er tåleligt at leve i? Og et sådant får man ikke uden plads til kritiske spørgsmål.

Jeg er med på at man er nødt til at tage det skridt for skridt; man kan ikke indføre et skandinavisk demokrati i Afghanistan fra den ene dag til den anden. Men der bør være grænser for hvad man skal acceptere.

oktober 21, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik, Religion | | 3 Kommentarer

Et hjerteslag fra en religiøs tåbe som præsident

I en tid med (forståeligt nok) stor opmærksomhed om fundamentalistiske muslimer og deres primitive verdenssyn – og med (usympatisk) groteske anklager mod Obama for at være muslim, flyver de fundamentalistiske kristne desværre under radaren.

For pokker – hvis Obama taber præsidentvalget, vil USA og verden være blot et hjerteslag (og come on – McCain er 72 år og har ikke just et jernhelbred) fra en præsident der tror på Bibelens nonsens om at Verden blev skabt af Gud for nogle få tusinde år siden…

Jep. McCains vicepræsident-kandidat Sarah Palin er en forstokket tåbe der ikke bare er heftig abort-modstander, men også mener at kreationisme skal være en del af undervisningen i skolerne. Nåja, og så har hun kaldt Irak-krigen “en del af Guds plan”…

september 12, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik, Religion | | 3 Kommentarer

De er skøre, de amerikanere (og danskere)

Undersøgelser viser at 10-15 procent af amerikanerne tror at Barack Obama er muslim. Hvilket både er til at grine ad og græde over. Lidt uhyggeligt at oplysningsniveauet er så lavt derovre på den anden side af dammen.

Men ok, han hedder jo Hussein til mellemnavn – og ser noget fremmedartet ud. Selvfølgelig må han være muslim…

Det er så USA. I Danmark ved vi bedre. Her er alle uddannede, oplyste og immune mod propaganda. Eller hvad?

Nej, desværre.

Her er et illustrativt uddrag af debatten på en blog der gør sig i hysterisk muslim-bashing:

“Det kryber mig koldt ned af ryggen over, at USA måske havner med en islamisk præsident. Er hele verden på LSD, eller hvad sker der?”.

Herregud. Spørgsmålet er om disse idioter taler mod bedre vidende, eller om de rent faktisk er lige så retarderede som deres paranoide udtalelser tyder på?

september 8, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik, Religion | | 7 Kommentarer

Rohde roder rundt

“Det er med Bush, som det var med Reagan. De taler med samme drævende texanske dialekt, og det gør altså, at danskerne synes, de virker lidt dumme.”

Jens Rohde, Venstres spidskandidat til Europaparlamentet, tidligere politisk ordfører (og TV2 Radio-direktør). I Politiken. Baggrund: Undersøgelse der viser at 7 ud af 10 Venstre-vælgere støtter Obama i præsidentkampen mod McCain (ditto med Rohde, i øvrigt i modsætning til en anden V-løve, Søren Pind), og at kun 6% af alle danskere anser Bush som en god præsident.

Tjah, lige nu synes jeg det er Rohde der virker lidt dum.

Mig bekendt var Ronald Reagan fra Illinois og boede i de første godt 20 år af sit liv i Chicago og andre Illinois-byer. Derefter et par år i Iowa, og så til Californien. Texas? Ingen tilknytning. Og Reagans dialekt var naturligvis ikke texansk.

For pokker, Jens Rohde.

Fair nok at man kan komme til at sige noget forkert, men er problemet mon ikke at Rohde er så fandens kæk? Lidt mere ydmyghed, lidt mere selverkendelse (han ER jo ikke verdens smarteste); så ville der nok ryge færre finker af fadet. Som dengang han – erklæret Liverpool-fan – kaldte klubben “Red Devils“. Enhver ægte Liverpool-fan – og en hel del andre – ved at den betegnelse dækker over Manchester United, Liverpools værste fjende. Liverpool er: Reds.

Og så er vi tilbage ved hovedproblemet. At danske medier alt for ofte citerer folk der reelt ikke ved hvad de taler om. Rohde kan ikke komme med andet end lommepsykologisk nonsens; hvorfor i alverden så give ham mikrofon-tid?

Medmindre det er del af en sindrig, kulturradikal dagsorden hos Politiken; lad fjolset udtale sig og træde i spinaten; så er der færre der stemmer på ham… :-)

september 7, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Religion | | 2 Kommentarer

Fitna er fin

Så kom Fitna, Geert Wilders’ film om Islam. Og straks gik den politiske korrektheds velsmurte maskineri igang: Wilders er højreekstremist, og Fitna er hadsk og manipulerende propaganda i stil med nazisternes “Der Ewige Jude”…

Men er det nu også tilfældet?

Fitna blev i første omgang publiceret på Internet-siden LiveLeak – men blev hurtigt fjernet efter dødstrusler mod firmaet bag siden (i øvrigt ironisk – men en ironi der nok går hen over hovederne på de militante idioter – at ekstreme elementer dermed bekræfter filmens budskab. Ganske som det var ironisk at man reagerede med vold mod en tegning fordi den IKKE fremstillede Muhammed som fredselsker…). Men Fitna kan stadig ses, bl.a. på YouTube. Og hér.

Og dermed kan man selv se filmen – og selv dømme. Den varer kun cirka et kvarter, så det er til at overskue.

En tikkende bombe
Fitna – et arabisk ord der kan oversættes med kaos eller strid (eller borgerkrig) – åbner med Kurt Westergaards berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Der vises derefter nogle grumme Koran-vers der bl.a. handler om at slå hårdt ned på ikke-muslimer – samt en masse klip af islamistiske terror-handlinger og af fundamentalistiske imamer og andre galninge (ingen billeder af Bin Laden, pudsigt nok) der hidser muslimske folkeskarer op mod Vesten. Dertil kommer et kig på en statistik der fortæller hvordan antallet af muslimer er steget voldsomt i Holland – så der nu er cirka en million. Og filmen slutter med endnu et kig på Muhammed-tegningen – nu med zoom på den tikkende bombe.

Budskabet er umisforståeligt: Holland – og Vesten som sådan – skal tage sig i agt. Det går galt hvis man lukker for mange muslimer ind, og hvis man ikke sørger for at stå værn om de vestlige værdier. Det går galt fordi der er disse volds-forherligende elementer i Koranen, og fordi de intolerante muslimske værdier ikke er forenelige med den vestlige friheds-tankegang, herunder synet på kvinder, på homoseksuelle, etc.

Propaganda?
Er filmen propaganda? Tjah. Der er i høj grad tale om et partsindlæg. Et subjektivt syn på Islam og på muslimer. Men særligt manipulerende vil jeg faktisk ikke kalde den.

Nuanceret er Fitna ikke. For den viser jo ikke det fulde billede. Der er også masser af imamer der prædiker ikke-vold. Masser af muslimer der ikke læser Koranen med samme militante briller som Bin Laden og co. Faktisk er det jo kun et meget lille mindretal der decideret kan kaldes ekstremistisk.Men Fitna hævder heller ikke at alle muslimer er morderiske terrorister. Filmen fremlægger nogle ubestridelige fakta: Ja, der begås terrorhandlinger i Allahs navn. Ja, der findes fundamentalister der forsøger at få alle muslimer til at foragte Vesten. Sådan er det. Hvor stort problemet er, dvs. hvor stor gennemslagskraft fundamentalisterne har, kan man så diskutere. Wilders mener at det er et kæmpe-problem.

Denne mangel på nuancer gør ikke Fitna til en anti-muslimsk udgave af “Der Ewige Jude” (der jo for pokker var racistisk – og decideret løgnagtig). Sammenligningen er ahistorisk og faktisk meget mere manipulerende end Fitna selv.

Fitna er generelt temmelig bombastisk – og kunstnerisk ikke specielt vellykket – men kun eet sted får filmen mig for alvor til at krumme tæer. Nemlig hvor Wilders mere eller mindre antyder at der bag enhver muslimsk emigration ligger en konspiration, et ønske om at islamisere verden. Det er et paranoidt ræsonnement. Der skal nok være nogle skumle elementer der håber at kunne bruge muslimer som en femtekolonne, men det turde da sige sig selv at den typiske muslim flytter til Vesten for at tjene flere penge og/eller for at undslippe krig/undertrykkelse i hjemlandet.

Derudover er der vist en tåbelig faktuel fejl; i stedet for et billede af Van Goghs morder har Wilders indsat billedet af en rapper. Men det må tilskrives inkompetence, snarere end ond vilje.

Og ud over det, synes jeg ikke Fitna går over stregen.

Man kunne – og burde – også lave en film om de fundamentalistiske kristne i USA. Og vise de uhyrligheder prædikanter som Robertson og Falwell har lukket ud gennem årene. Såsom at 9-11-angrebet var Guds Straf for dagens skørlevned i USA (herunder at homoseksualitet er tilladt)… Ville en sådan film være propaganda hvis instruktøren undlod at bringe billeder fra de tusindevis af amerikanske kirker hvor præsten IKKE udspyr svovlende had? Naturligvis ikke.

Det religiøse højre har alt for stor magt i USA – og det skal naturligvis kigges på. Men man har også ret – ja pligt – til at kigge på farerne ved fundamentalistisk Islam.

Og ved Islam som sådan. For det er jo ikke kun Bin Laden der ikke bryder sig om homoseksuelle og emanciperede kvinder. Selv mere moderate muslimer har ofte svært ved at goutere den vestlige livsstil. Mainstream-Islam er så at sige mere fundamentalistisk og fylder mere end mainstream-Kristendom. Naturlig evolution, i øvrigt. Islam er simpelthen yngre end Kristendom (og Jødedom, naturligvis). I sig selv er Kristendom cirka lige så kvindeundertrykkende og generelt intolerant – det er blot i de fleste sammenhænge blevet slebet en del af med årene.

Bemærk i øvrigt at problemet ikke kun er religionen, men nok så meget den generelle kultur (eller rettere forskellige kulturer – med intolerancen til fælles). Men det er svært at skille tingene ad. Religion er jo i øvrigt ikke andet end et værktøj magthaverne kan bruge til at undertrykke og hjernevaske folk.

Hjernevask
Sagen er at mange muslimske indvandrere er stærkt præget af kulturen og værdierne i deres hjemlande. Der jo typisk er stik modsat Vesten: Diktatur i stedet for demokrati. Propaganda i stedet for dialog. Ensretning i stedet for tolerance. Hjernevask i stedet for uddannelse og selvstændig tankegang. Social elendighed i stedet for (relativ) velfærd. Og ja – overdreven religiøsitet frem for fornuft og sekularitet.

Er det så mærkeligt at der kan være problemer når de kommer til Vesten?

I Fitna vises et klip af en lille muslimsk pige der kalder jøder “aber og svin”. Wilders budskab er naturligvis ikke at muslimer fødes som jødehadere, men at mange hjernevaskes til at blive det. Jeg oplevede denne kulturkløft da jeg for nogle år siden underviste indvandrere i dansk på en sprogskole: I en klasse bestående næsten udelukkende af muslimer, var stort set alle overbeviste om at Israel og USA stod bag 9-11-terrorangrebet, ikke Al-Qaeda. De var simpelthen blevet gjort fortræd af propagandaen. (Det er i øvrigt værd at bemærke at klassen indeholdt en enkelt kineser; han var også tilhænger af konspirationstankegangen).

Er denne kulturkløft ikke et problem? Og havde Pim Fortuyn sin tid og har Wilders ikke ret til at påpege det?

For slet ikke at tale om mine helte, Ayaan Hirsi Ali og Theo Van Gogh (sidstnævnte blev dræbt af en islamist). Se deres modige, fascinerende og næsten ubærlige (men den SKAL sgu ses) film Submission om det muslimske kvindesyn.

Jeg synes IKKE at muhamedanerne, som usympatiske Glistrup med flere ville sige det, bare skal smides hjem. Og jeg nægter at deltage i en generel dæmonisering af alle muslimer. Det er naturligvis ikke sådan at muslimer ikke kan være fredelige og fornuftige mennesker. Eller at man ikke kan påvirke muslimske indvandrere positivt. Tag Naser Khader: Da han var knægt, var han homofob. I dag er han fortaler for homoseksuelles rettigheder…

Men man skal være opmærksom på hvor mange indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed man lukker ind – og hvordan man håndterer dem. Hen ad vejen vil de fleste indvandrere blive påvirket af kulturen i det land de lever i. Men ikke hvis der er for mange af dem, og ikke hvis vi er for eftergivende og kulturrelativistiske (for halalhippie-fløjlsmavede). Så magter samfundet ikke at påvirke dem positivt (alt for ofte vil de derimod blive marginaliseret og dermed nemmere ofre for fundamentalistisk propaganda); i stedet kan det blive samfundet der påvirkes.

Også for indvandrerenes egen skyld er det bedst at sørge for at der ikke kommer flere end samfundet kan integrere.

Jeg vil meget nødigt se fx en million muslimer i Danmark (lige så lidt som jeg har lyst til at se en million højre-kristne amerikanere komme til landet…). Vi kan ikke håndtere så mange. Vi kan ikke engang håndtere dem vi har nu…

Samtidig skal det dog siges at verdenssituationen – med diverse konflikter – har øget flygtningestrømmen i en grad så det er svært at holde indvandrerantallet nede på et virkelig håndterbart niveau. Det må vi leve med; vi kan ikke lukke øjnene, er nødt til at hjælpe. Men Danmark har været for åben for ikke-flygtninge. Det er vi i mindre grad nu. Men vi er stadig for eftergivende over for de reaktionære elementer i de kulturer vi har lukket ind.

Hysteriske reaktioner
Med andre ord er de politisk korrekte reaktioner på Wilders’ film hysteriske. Igen al dette vrøvl om “ansvarlig ytringsfrihed” og hensyn til religiøse følelser… Anders Fogh og Politiken går endda hånd i hånd i denne sag. Føj.

Hvis man skærer alt bullshit væk, så handler det jo ikke om hensyn til folks følelser. Men om at man er bange for ekstremisternes (og de vildførte massers) voldelige reaktioner. Og det kan simpelthen ikke være rigtigt. Grow a pair, Anders Fogh.

marts 30, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik, Religion | | 8 Kommentarer

Sex, alkohol og fodbold

Intelligent design? Hold nu op med det vrøvl. Kan I stave til e-vo-lu-ti-on?

Jeg gider ikke engang argumentere for det indlysende, vil blot henvise til folk som Richard Dawkins. Gak hen, læs ham og bliv klogere. Og tjek så også lige hans gode ven Douglas Adams, den fremragende (alt for tidligt afdøde) humorist og, ifølge eget udsagn, “radikale ateist”. Adams havde en fin lille lignelse til dem der var så lalleglade at fremture med det sædvanlige sjask om at verden er så fantastisk, fx er mennesket så sindrigt indrettet, at nogen (Gud) MÅ stå bag det…

Lignelsen handler om en vandpyt der er overbevist om at hullet den fylder, er skabt for DENS skyld. Og det bliver pytten ved med at tro – indtil den er udtørret af solen…

Henrivende naive, disse kreationister – eller utålelige?

Nå, men til mit egentlige ærinde. Mit knæ som jeg smadrede til fodbold i sidste uge.

Apropos intelligent design/evolution, er knæet jo et fremragende indicium. Alt for skrøbeligt; slet ikke stærkt nok til det vi udsætter det for; de kilo vi stabler ovenpå. Og her taler jeg ikke bare om fodbold, men alene det at gå og løbe; det kan knæet sgu ikke tåle i længden. Hvis Gud har skabt os, har han huleme gjort et sjusket job. Et endnu bedre eksempel er blindtarmen, for længst overflødiggjort af evolutionen – men skidtet er der stadig. For sådan fungerer evolutionen: Det bevæger sig, men ikke gnidningsfrit, ikke 100 procent hensigtsmæssigt hele tiden.

Nå, røg igen ud ad en tangent. Tilbage.

Var hos specialist i dag. Knæ stadig for hævet til at man sige noget med sikkerhed, men det ser skidt ud. Værre end frygtet, nærmest. Ledbånd røget; korsbånd sandsynligvis også. Og menisk kan være skadet.

Og jeg kan ikke drikke sorgerne væk længere. Må ikke indtage alkohol mens jeg tager piller for at reducere hævelse; ellers får jeg mavesår.

Jeg kan ikke engang dyrke sex mens knæet er i denne tilstand.

Fodbold, alkohol, sex… Hvad fanden er der så tilbage at leve for?

P1, har en bekendt foreslået. Tjah. Jeg skal se om jeg kan undertrykke min begejstring. Indtil videre klynger jeg mig til førnævnte Douglas Adams. Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er en god måde at abstrahere på. Og Woody Allen-film…

marts 25, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Privat, Religion | | 5 Kommentarer

Terror-udvisninger: Danmark er en bananrepublik

Formålet med terrorisme er – det ligger ligesom i ordet – at indgyde frygt. Gøre folk bange.

Det er lykkedes i Danmark. Rædde er vi. I en grad så vi tilsidesætter hævdvundne principper om retssikkerhed.

Et uhyggeligt eksempel er den verserende sag om de tre mænd der er anklaget for at ville myrde Muhammed-tegner Kurt Westergaard. Problemet er at “anklaget” er det forkerte ord, for de er netop ikke blevet præsenteret for en formel anklage og er ikke blevet fremstillet for en dommer med henblik på at afgøre om de er skyldige eller uskyldige.

Ikke desto mindre straffes de. Den ene, en marokkaner med dansk statsborgerskab, slipper med en advarsel. De to andre, begge tunesere uden dansk statsborgerskab (men dansk gift), udvises af Danmark.

Dette er muligt i henhold til udlændingelovens såkaldte terror-bestemmelser (indført i 2002) der siger at terror-mistænkte udlændinge kan udvises uden at blive stillet for en dommer. Det er altså politiet og Justitsministeriet/Integrationsministeriet der bestemmer om en person skal udvises. En såkaldt administrativ udvisning…

Retsprincipper er uundværlige
Og det er vel godt nok? Nødvendigt med skarp lud til skurvede får: Nødvendigt i disse tider hvor flag og ambassader brændes af, tårne styrter i grus og hollandske filmskabere myrdes på åben gade?

Skændigt, skændigt og atter skændigt. Men nej.

Uanset hvilken forbrydelse man mistænkes for, om det er i Mammons, hidsighedens eller Allahs navn, så skal man jo for pokker stadig dømmes skyldig.

Og jo mere ekstreme midler terrorister tager i brug, desto vigtigere er det at holde fast i de helt fundamentale retsprincipper, herunder at man har ret til at blive stillet for en dommer, ret til en advokat, ret til at få sin sag hørt. Og ret til at blive dømt uskyldig hvis politiet ikke kan fremvise tilstrækkeligt med beviser.

Uden disse principper fungerer retsstaten ikke. Næste logiske skridt er Guantanamo, og glidebanen ender i fascisme. Og hvad fanden er det så egentlig vi kæmper for? Er det ikke netop retsløse tilstande som diktatur og religiøs fanatisme, vi ønsker at hæve os over?

Den danske stat har med den gældende lovgivning ophævet skellet mellem den udøvende og den dømmende magt. Og hvad så? Tjah, der er jo for pokker en årsag til at delingen blev indført i sin tid, af forstandige mennesker. Det handler naturligvis om at den udøvende magt ikke skal være for stærk, den skal kunne kontrolleres. Blandt andet så man reducerer risikoen for fejltagelser (justitsmord)…

PETs dagsorden skal tjekkes
Hvad er ræsonnementet bag lovgivningen og dermed politiets mulighed for at stritte mistænkte ud af landet uden dom? At PET vil have svært ved at skaffe sig meddelere i fundamentalistkredse hvis en sag rulles op i retten?

Det er et ræsonnement jeg for så vidt godt kan forstå. Sagen er blot at det ikke vejer tungt nok i forhold til behovet for at tjekke om der nu også er hold i mistanken. I bedste fald kan der være tale om at meddelerne eller PET selv har fejlet. Det sker. I værste fald er der tale om skjulte dagsordener. Der er masser af eksempler på meddelere der har løjet, opfundet sager – for at tjene penge eller på anden måde tjene egen sag (Irak-krigen er et godt eksempel; her valgte USA at tro blindt på diverse åbenlyst utroværdige eksil-irakere der kæftede op om masseødelæggelsesvåben). Og PET kan også sagtens have lyssky hensigter. Jo mere snak der er om terror, jo flere bevillinger får tjenesten jo…

Dermed ikke sagt at det er dét der er sket. Men humlen er at det er det en retssag skal afgøre. Man kan simpelthen ikke undvære en sådan.

Er disse tunesere muslimske fundamentalister? Sikkert. Og dermed nogle temmelig usympatiske fæ. Men det er ikke nok til at udvise dem (hvis usympatisk og fundamentalistisk var nok til at udvise folk, burde Søren Krarup og co. ryste i bukserne).

Er de terrorister? Havde de rent faktisk planlagt at myrde Kurt Westergaard (der i øvrigt i min bog er en helt)?

Vi ved det ikke. Og pga den afsindige danske lovgivning, fostret af paniske (eller populistiske) politikere, får vi det ikke at vide.

Integrationsminister uden integritet
Føj for pokker.

Men i det mindste har vi en integrationsminister med integritet, en kvinde der står værn om retsprincipperne og holder fast i sine synspunkter. Ikke?

Nej. Birthe Rønn-Hornbech var bestemt ingen fan af terror-pakken i 2002. Men det seneste man har hørt hende sige i udvisningssagen er at Regeringen ikke har planer om at ændre udlændingeloven. Hæ. Nej, gu har den da ej, så længe den er afhængig af dybt usympatiske populister som Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard. Men er det en regering du har lyst til at være medlem af, Fru Hornbech? Åbenbart.

Rygrad? Jeg kan ikke se den.

februar 14, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik, Religion | | 18 Kommentarer

Terrorisme: Katolsk vrøvl

Skal politiet have lov til at aflytte præster (herunder imamer) så man kan slå til hvis en terrorist skrifter sine synder?

Det diskuteres lige nu – fordi den tyske indenrigsminister Wolfgang Schäuble er indstillet på at ændre tysk lovgivning så politiet kan aflytte præster og forsvarsadvokater, grupper der pt. er undtaget fra politets vide terror-beføjelser. Ditto ifølge dansk lovgivning.

Politiken har blandt andre spurgt Iben Thranholm, informationschef i Den Katolske Kirke i Danmark:

»I skriftemålet har man krav på anonymitet, og det kan der ikke laves om på. I skriftestolen taler man direkte med Gud. I skriftestolen bekender et menneske sin synd for Gud, og det skal selv den værste forbryder og terrorist have lov til«, siger hun.

Kirke eller jungle – lige skidt
Hvad i alverden er det for et argument? Den værste forbryder skal have lov til anonymitet i samtale med Gud (ikke fx i samtale med sin brugsuddeler), dvs. FORDI han tror på Gud?

Det er den samme gamle sang: Troende skal have særstatus; deres forhold til en højere magt skal respekteres.

For pokker da. Religiøsitet skal respekteres. Men kun så længe den ikke går ud over andre. I det øjeblik den religiøse dunker andre i hovedet, så skal han stoppes. Er der begrundet mistanke om terrorisme (og godkender en dommer det), så bør politiet vel have lov til at aflytte selv en skriftestol.

Under alle omstændigheder: Ikke-troende skal fanme også respekteres.

Jeg kommer altid til at tænke på Rwanda. Der er helt alvorligt mennesker der får særlige tårer i øjnene ved tanken om de massakrer der fandt sted i kirker. Massakrer på tutsier der troede sig i sikkerhed fordi de befandt sig på hellig grund.

Ja, det var tragisk. Frygtelige, utilgivelige gerninger. Men det er pokkerme ikke værre at slagte et menneske foran alteret end ude i bushen. Men det er lige præcis dén implikation der er i Iben Tranholms holdning.

Det burde ikke overraske at høre den slags fra Den Katolske Kirke, men alligevel. Utroligt at de kan blive ved med at lukke den slags vanvid ud.

Metafysisk vrøvl
Religiøse argumenter er i sagens natur irrationelle. I bedste fald barnlige, i værste fald sindssyge. Jævnfør Bin Laden der mener at være Allahs forlængede arm.

Jeg er uendeligt træt af Iben Tranholm og andre religiøse tågehorn. Og jeg er træt af at de bruges som autoriteter i medierne.

Der er bestemt brugbare argumenter imod aflytning af præster.

Hvis de kan aflyttes, vil det nok afholde en del terrorister fra at betro sig til deres præst/imam. Og hvad så, kan man sige? Hvis præsten alligevel ikke må sladre, og hvis politiet ikke må lytte med, hvad taber samfundet så ved at holde terroristerne væk fra skriftestolen? Tjah, der er jo en lillebitte chance for at præsten kan og vil forsøge at tale en skriftende terrorist (efter eller før gerningen) til fornuft…

Se, dét er et nogenlunde rationelt argument – som man kan være enig eller uenig i. Tranholms metafysiske vrøvl er patetisk. Selv om, jaja, hun jo ansat til at komme med det, ganske som fx Shell’s pressechef er ansat til at spinne. Hvad er du så, Iben? En fantast eller prostitueret for Vorherre? Tsk.

januar 26, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik, Religion | | Endnu ingen kommentarer

No dirty words

There are no dirty words in this book, except for “hell” and “God”…

Kurt Vonnegut, in “Hocus Pocus” (1990)

november 29, 2007 Skrevet af Jens Bøye | Citater, Litteratur, Religion | | Endnu ingen kommentarer