Una volta che abbiate conosciuto il volo, camminerete sulla terra guardando il cielo, perché là siete stati e là desiderate tornare.

Leonardo da Vinci.

Cirka: “Har du een gang prøvet at flyve, vil din gang på jorden altid være med blikket vendt mod himlen, for dér har du været, og dér ønsker du at være igen.”

P.S. Vil man ikke fristes, bør man undlade at se videoerne på denne danske paraglider-side (lækre optagelser, bl.a. fra Frankrig).

Så skete det endelig. Jeg var i dag på min første paraglider-flyvetur. Pga arbejde kniber det med tiden til at fortælle, men lige kort:

Det var fantastisk.

Stedet var Ghain Tuffieha, et smukt sted, en bugt der omkranses af skråninger hvis top er cirka 60 meter over vandoverfladen. Oppefra er der en fin udsigt ned til en strand fyldt med soldasere og badere. Der ikke aner hvilken fare de befinder sig i…

Jeg var der med instruktør-Henry. Meningen var at han skulle stå forneden og dirigere rute og landingssted, men han ville godt lige se mig have tjek på skærmen først. Og da jeg så stod der med skærmen på plads i luften over mig, blev vi enige om at jeg bare skulle komme afsted. Jeg løb et par skridt nedad skråningen og trak i bremsen for at få akut lift – og vupti; jeg fløj!

Jeg blev båret lidt opad, af den opvind der skabes når modvinden støder ind i skråningen – men begyndte så simpelthen at svæve nedefter. En spektakulær oplevelse. Der dog varede alt for kort – for det tager ikke lang tid at svæve ned for enden af en sådan skråning. Og i øvrigt nåede jeg knapt nok at fatte at jeg faktisk fløj, før jeg stødte ind i et problem.

For på den sti som jeg skulle følge og lande på, kom nu pludselig en lastbil trillende. For hulen!

Jeg måtte derfor dreje af og gå efter at lande i noget morads. Og var så forhippet (og befippet) på at undgå nogle små træer at jeg kom til at lande i sidevind, i stedet for modvind. Så jeg landede med lidt for stor fart. Og glemte at bremse. Jeg vil ikke sige at jeg faldt, men det var ikke verdens mest elegante landing. Ok, jeg faldt som en sæk.

Men pyt. Ingen brækkede lemmer – og jeg havde gennemført min første flyvetur!

Op igen – og ud på tur nr 2. Men så kom problemet. For nu begyndte skærmen at gøre sig til. Jeg kunne ikke rigtigt få den til at hænge stabilt i længere tid, og Henry blev temmelig frustreret. Der var dog også en del misforståelser. Jeg troede at han ville have mig til at øve mig – men han ville faktisk bare have at jeg fik skærmen op og kom afsted. Da det gik op for mig, lykkedes det mig såmænd at gøre det nogenlunde hurtigt.

Jeg fløj igen. Og denne gang landede jeg nøjagtigt hvor jeg havde planlagt. Uden at falde. Ikke en perfekt landing, men temmelig god.

Der er langt igen før jeg er en fuldbefaren pilot. Masser af øvelse skal der til, og jeg skal også lære at udnytte opvinden så jeg kan hænge deroppe i timevis

Men skidt med det lige nu. Jeg har fløjet!

Se hér for at finde de øvrige beretninger om mit paraglider-kursus. I øvrigt: Nej, igen formåede jeg ikke at tage billeder af noget som helst. Men i beretning nr 1 er der faktisk nogle billeder og videooptagelser netop fra Ghain Tuffieha.

Se dette klip.

Vanvid – men fascinerende vanvid…

Og nej, det er ikke mig. Jeg venter stadig på min første flyvetur. Vinden har været for hård den seneste uges tid; det ser bedre ud i den kommende uge.

Lektion 12.
Mandag 4. august. Bahar ic-Caghaq.

Efter mere end to ugers pause (pga for stærk vind og dårlig timing) kommer jeg endelig afsted til en træningssession, denne gang alene. Kun mig og instruktør-Henry. Sidst det kun var os to, endte jeg med at blive bundet til et træ og banket op og ned af en grum poltergeist-vind.

Sådan går det ikke denne gang. Og faktisk har jeg ikke, som frygtet, glemt alt i den lange pause. Det sidder sgu i hænderne og rygraden nu (så nogenlunde) – det der med at trække i de rigtige liner, på det rigtige tidspunkt.

Det går fint med at styre skærmen, trods en ret hård og lunefuld vind. Og med at lave såkaldte dry runs… Dvs få skærmen op og stabilisere den, og så vende rundt og løbe og lette en lille smule. Bare en meter eller to; mere kan ikke lade sig gøre på flad grund.

Og efter endt træning melder Henry at jeg er klar.

JEG ER KLAR! Til at flyve. Så næste gang vinden er god, skal jeg op på en skrænt og flyve ned…

Jeg glæder mig som et lille barn. Sommerfugle? Jep, i kondor-størrelse, men hvad fanden.

Der KAN ske det at jeg kikser når jeg står foroven, når det er alvor. Ikke kan få den uvante skærm til at makke ret (trænings-skærmene kan ikke bruges til at flyve med, i hvert fald ikke hvis man som jeg vejer cirka 83 kilo og gerne vil helt ned for enden af skrænten). Men lad os nu se. Det kan naturligvis også være at jeg reagerer som den elev Henry brokker sig over: Han har totalt styr på skærmen, også oppe på bakken/bjerget. Men idet han skal træde ud over kanten og svæve, går han i panik, sætter sig ned og flæber som et lille barn. Det er sket to gange, og Henry har prøvet at antyde over for ham at flyvning måske bare ikke er ham…

Nå, sådan går det ikke for mig. Håber jeg…

Og nu sidder jeg lige og tæller sammen. I dag var nominelt lektion nr 12, men reelt har jeg vist kun haft 9-10 styks (et par gange har jeg stort set kun fået spændt skidtet på, før det skulle af igen, pga manglende tid eller vind). Og det endda hvis jeg medtæller den gang hvor jeg var fuld og derfor INTET fik ud af det… Og flere af lektionerne har været lidet effektive fordi vi har været tre elever. Det er for mange; man skal højst være to.

Så helt skidt er det vist ikke… Men ok, et naturtalent er jeg sgu ikke. Nå, men lad os nu bare se om jeg overlever den første flyvetur… Jeg har tjekket nogle klip på YouTube af paraglider-ulykker. Hæ, det kan sgu godt gå galt hvis man ikke har tjek på det.

Læs de andre paragliding-indlæg: http://eskapisme.wordpress.com/tag/paragliding/

Lektion 11.
Mandag 17. juli. Bahar ic-Caghaq.

Som led i sin psykiske krigsførelse over for de nordeuropæiske barbarer, har instruktør-Henry i dag arrangeret det sådan at vi skal træne samtidig og side om side med en maltesisk knøs på 17. “He started after you – and look how good he is…” bliver Henry ved med at hvæse. Mens knøsen igen og igen får skærmen op og styrer den, som om det var en leg.

Hrmpf. Vi befinder os i øvrigt på den lillebitte bakke, den som vi havde vores allerførste lektion på, for cirka halvanden måneds tid siden. Børnebakken, kalder vi den. Men den er nu ikke for børn; meget lidt plads at bevæge sig på – så man skal have tjek på teknikken.

Og i øvrigt har knøsen fået den nemme skærm – mens vi må trækkes med det grønne monster. Som er langt hurtigere og mere lunefuld. Sværere at tøjle. Nå!

Men det går faktisk! Efter en indledning hvor jeg får tæv af monstret, har jeg kigget den ud og knægter den. Man skal bare ikke være bange for den; den kan lugte angsten. Og så er vi tilbage ved kvinde-analogien…

Nå, men. Desværre går det ad helvede til for Glenn. Glenn der ellers normalt har et godt tag på det grønne monster. En off-day. Shit happens. Kan det hænge sammen med at han og jeg aftenen forinden har været til blues-festival i Valletta og fået lidt vin og øl…? Midtjysk svagdrikker. I øvrigt en fin koncert med den efterhånden 74-årige britiske godfather of blues, John Mayall. The MAN! Men lidt irriterende at han ikke lige samlede en guitar op og viste hvordan han inspirerede folk som Eric Clapton. Multiinstrumentalisten Mayall holdt sig denne aften til keyboard og mundharmonika.

Lektion 10.
Fredag 13. juli. Bahar ic-Caghaq.

Glenn og jeg har en rigtig god træningsgang. Det føles faktisk som om det er os der styrer skærmen, ikke omvendt. For det meste, i hvert fald.

Instruktør-Henry er også tilfreds. I bilen på vej hen til trænings-stedet er han pessimistisk mht hvornår vi kan få vores flyvetur: “I expect to die before…” Men på vej hjem mener han at der kun skal tre yderligere træningsgange til.

Fantastisk! Endelig udsigt til luft under vingerne.

Jeg skal i øvrigt beklage at der igen mangler billeder. Jeg glemmer altid det elendige kamera!

Lektion 9.
Mandag 09. juli. Bahar ic-Caghaq.

Efter at have prøvet søndag uden held – nul vind – tager vi, dvs undertegnede og Pekka samt instruktør-Henry, allerede afsted kl. 11 i dag. Her er der stadig brugbar vind – den dør typisk sidst på eftermiddagen.

Vi tager en grus-parkeringsplads nede ved vandet; ikke så mange buske og andet pjat der besværliggør. Her kan vi få en masse drage-kontrol-forsøg på relativt kort tid.

Og det virker. Vi får begge nogenlunde styr på skidtet. Vinden er god, for det meste – med enkelte lunefulde undtagelser, hvilket inspirerer os til diverse sammenligninger mellem kvinder og paraglider-skærme…

Fortsættelse af føljetonen, tredje del (se første del hér – og anden del hér).

Lektion 8.
Mandag 02. juli. Bahar ic-Caghaq.

Man skal sove med støvlerne på hvis man vil paraglide. Jeg får en sms fra instruktør-Enrico kl. 9:10. Ready to go at 9:40?

Jep, ok. Jeg får ringet til midtjyden og finnen (der for een gangs skyld tager sin telefon) og får gjort mig klar. Og er på vej ud af døren – da jeg kommer i tanker om at min scooter står i den anden ende af byen (Sliema). Jeg efterlod den lørdag nat da jeg var på Exiles (strandbar). Fornuftigt nok i momentet, men irriterende når man står og skal bruge den mandag morgen. Jeg må derfor løbe ned til scooteren. Og det lykkes mig naturligvis at banke min venstre albue ind i et åbentstående vindue på vejen. Hvormed jeg har en lammet arm og et blåt øje (resultatet af et mislykket hovedspring fra 3 meter under lørdagens Gozo-tur). Jeg er klar til paragliding.

Det kønne resultat af et mislykket hovedspring fra 3 meter. Jeg lander normalt på ryggen når jeg forsøger den slags og lader derfor typisk helt være, men ikke denne gang, desværre. Jeg fortrød halvvejs nede og forsøgte i stedet at lande på benene. Og landede så med ansigtet forrest, derefter brystet. Ikke smart. Om billedet generelt (som ifølge en bekendt får mig til at ligne en undvegen forbryder endnu mere end normalt): Man har spurgt om vinklen får midterste del af ansigtet til at se uforholdsmæssigt stor ud. Muligvis, men min næse ER faktisk så stor…

Vinden er god til en omgang ground handling-træning, og vi får alle tre lejlighed (jeg kommer dog for sent og får kun et par minutter) til at vise at vi er kommet et godt stykke siden vi startede – vi kan faktisk stå og kontrollere skærmen i lang tid nu. Vi (eller jeg) mangler dog stadig en del før manøvrerne er helt naturlige, og man kan godt mærke at man er rusten: Sidste reelle træningsgang var d. 16. juni…

Teoriprøve uden forberedelse
Men pludselig falder bomben: Enrico meddeler at han drager til Italien i morgen. Så hvis vi vil tage teoriprøven, så er det nu. Eller om to måneder… Vi kan fortsætte praksis-undervisningen med Henry, men teorien er Enricos gebet.

Pokkers! For vi har jo for pokker ikke læst på skidtet siden sidste teorilektion, hvilket er 3 uger siden, cirka.

Vi får lige 10 minutter til at tyre stoffet, men det er jo slet ikke nok til at komme det hele igennem, så det er med bange anelser vi sætter os på en sten med 25 spørgsmål (heldigt nok, at det er multiple choice) foran os.

Men vejrguderne er med os. Vi består alle. Hvad vi ikke ved (og det er meget), lykkes det os at gætte os frem til.

Den basale teori er altså på plads nu. På papiret, i hvert fald. Nu skal vi bare lære at håndtere skærm-krabaten ordentligt. Når Enrico kommer tilbage, bør vi for længst have haft vores første flyvetur.

Føljetonen fortsætter (se begyndelsen hér):

Lektion 7: Den flyvende rodeotyr
Tirsdag 26. juni. Ta’ Qali.

Jeg tager alene afsted med instruktør-Henry; Glenn er på arbejde, og Pekka, tjah, han svarer ikke på opkald eller beskeder. For meget vodka?

Denne gang kører vi til Ta’ Qali, ved siden af det maltesiske nationalstadion. Ingen bakker, men en græsplæne, og hvis vinden er god, kan man lave en masse ground handling-træning.

Da vi ankommer, står det dog meget klart at vinden er alt for kraftig. Henry er lige ved at vende om og køre hjem, men tøver. “Do you want to give it a go?”. “Sure,” siger jeg.

Vi pakker skærmen ud og binder harnisket/seletøjet fast til et træ med et reb. Jeg synes egentlig det er lidt hysterisk, men hvad pokker.

Og så prøver jeg: Skærmen brager op, jeg forsøger at styre med bremserne, forsøger at holde den stabil. Men befinder mig pludselig et par meter oppe i luften, og skærmen kaster mig hid og hid, rusker mig som en kludedukke, som en mus i et kattegab. Hvis jeg ikke havde været bundet fast til træet, ville jeg være blæst ad helvede til, eller i hvert fald et stykke ind på en mark. Jeg flås fra side til side, bankes ned i jorden – og op igen.

Skærmen kollapser. Skal jeg stoppe? Nej, fandeme, een gang mere. Jeg hiver skærmen op – og HOPLA! Rodeotyren flyver derudad, og jeg får samme ublide behandling som før.

Indtil Henry synes det er for meget, og han hjælper med at hive i den ene side, så skærmen kollapser.

Tilbage står jeg – ør i hovedet og øm diverse steder. Begrænset hvad jeg fik ud af det (i alt måske eet minut), men sikke et trip!

“Dangerman,” beslutter Henry: Det skal være mit tilnavn. Hæ.

Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Muligvis, men den slags kedsommelig snusfornuft kan og vil jeg ikke tage alvorligt. At svæve som en fugl må være en fantastisk oplevelse. Det er min drøm.

Derfor slog jeg til da jeg fandt ud af at der er mulighed for at tage certificat som paraglider-pilot her på Malta. Foreningens hjemmeside har ganske vist ikke været opdateret siden 1999, og der er kun en håndfuld aktive udøvere – men to veteraner, maltesiske Henry og italienske Enrico, underviser gerne håbefulde formedelst en sum der er rørende lav (80 MTL) i betragtning af hvor meget tid de bruger på det, de to ildsjæle der begge er i 60′erne.

Sammen med to kammerater, en smånervøs midtjyde ved navn Glenn og en flyvende finne ved navn Pekka (med faldskærmsudsprings-erfaring), gik jeg i gang med kurset sidst i maj. Forneden følger beretningen (endnu ufuldendt), men først lige det allermest fundamentale:

Hvad er en paraglider?
En paraglider er ikke en faldskærm, men en glide-skærm, om man så må sige. Hvis man er dygtig og kan fange thermaler og opvinde, kan man faktisk flyve opad. Men generelt handler det om at svæve ned fra et højereliggende sted til et lavereliggende. I modsætning til en hangglider der har stive vinger og er hurtigere (men meget mindre handy; man kan ikke bære rundt på den i en rygsæk), og hvor piloten ligger ned, sidder piloten i en stol under paraglideren.

En paraglider er en stor (30-40 kvadratmeter) vingeformet skærm. Den består af celler der er åbne i den ene ende, lukkede i den anden. Dvs at den fyldes med luft, hvormed den pustes op og får den vingeform, som den jo skal have hvis den skal kunne svæve (Bernoulli-princippet, som jeg ikke vil gå nærmere ind på hér; slå det op. Ok lige kort: Luften deles når den rammer vingen – og den del af luften der bevæger sig ovenover den buede form, skal skynde sig for for at nå hen til enden på samme tid som den del der ryger nedenunder. Det betyder mindre tryk ovenfor, og mere tryk nedenfor. Vupti!).

Egentlig er det meget simpelt: Man løber ned ad en skrænt; luften fylder skærmens celler, den pustes op og danner en vinge – og vupti, den bærer din vægt (den kan bære en bils vægt) mens den svæver nedad. Med et cirka-fald på 1 meter per otte fløjne meter.

Men helt så simpelt er det nu ikke. Skærmen skal nemlig op at svæve og hænge stabilt over piloten før denne kan “lette”. Og på Malta er der generelt meget lidt plads – og næsten ingen bakker som man kan løbe nedad indtil man svæver. Man må finde på noget andet – nemlig “reverse launch”.

Skærmen ligger på jorden, med “bugen” opad; og man står selv foran, med ryggen mod skærmen og front mod løberetningen (ned ad bakke), spændt fast til bære-linerne og med styre-linerne i hånden. I princippet klar til at løbe fremad. Men da det er Malta, må man vende sig om, med krydsede liner. Og med et kraftigt ryk og bagudtrin hive skærmen op. Jo mere vind (modvind) der er, jo nemmere kommer skærmen op (men ikke for meget vind, for så har man ikke kontrol). Når den så er oppe og er stabil, kan man vende rundt – og “take off” (træde ud over en kant, fx).

Fint nok – men hvordan stabiliserer man skidtet? For skærmen opfører sig som en stor drage, kastes hid og did af vinden. Medmindre man altså sørger for at kontrollere den!

Det gør man med de to kontrol-liner; bremserne. Som trækker nedad i hver sin side af skærmen og nedsætter farten. Så hvis skærmen er ved at kæntre, skal man sørge for at bremse i den anden ende – så de to sider hænger symmetrisk.

Sagen er bare, at man med reverse launch står med krydsede liner. Dvs at man for at bremse i højre side skal trække med venstre hånd. MEGET ulogisk og svært!

Nå, men. Man skal altså lære at kontrollere skærmen – dvs styre den som en kæmpestor drage – før man overhovedet kan komme ud at svæve. Ground handling, som det hedder. Og de første mange gange bruges på det, sideløbende med teori-undervisning…

Anyway, here goes: The never-ending story about the boy who wanted to learn how to fly:

Lektion 1.
Søndag 27. maj. Bahar ic-Caghaq.

Allerførste gang: Kun en introduktion. Derfor foregår det på en lillebitte bakke – ikke vendt mod havet. Det vil sige at vinden er turbulent. Skærmen er derfor umulig at styre for os nybegyndere – men vi får en fornemmelse af skærmen og af linerne. Og smag for mere.

Lektion 2.
Søndag 2. juni. Bahar ic-Caghaq.

Bedre bakke (omend stenet og hullet), ned til havet (dvs lav højde, uden chance/risiko for at man letter). Men vinden er svag, så det er svært at øve reverse launch (her skal der en del vind til). Vi øver derfor forward launch. Dvs løbe fremad og få skærmen op at hænge.

Sagen er bare at jeg er fuld… Jep. Bytur lørdag – for meningen var jo at vi først skulle paraglide søndag eftermiddag. Men instruktøren ringer allerede kl 9 (et par timer efter min slingrende hjemkomst fra byen) – så er det afsted!

Så jeg får rent ud sagt intet ud af det.

Uansvarligt, siger du? Jojo, men jeg fløj jo ingen steder. Faldt blot over mine egne ben og blev viklet ind i alverdens snore…

Lektion 3
Fredag 8. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Bedre vind. Nu kan vi så øve reverse launce. Meningen er så at man skal få kontrol over skidtet – og når det er der, kontrollen og balancen, så skal man vende rundt og i princippet være parat til at svæve (hvis man altså havde været højere oppe). Svært.

Lektion 4: Endelig kontrol (men nej…)
Fredag 15. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Pludselig lykkes det: Kontrollen er der! Jeg løber baglæns, får skærmen op at hænge – og kan ved at løbe sidelæns, hen under den, sørge for at den holder sig symmetrisk og stabilt over mig. Og jeg kan vende rundt – og foretage et hop på skrømt. Naturligvis uden at komme op at flyve – vi er næsten nede ved havniveau – men tegningen er der.
Imidlertid er der denne gang TO paraglidere. Og efter at jeg har fået styr på den sædvanlige trænings-paraglider, prøver jeg med med en ny – en hurtigere, mere labil én. En grøn paraglider: Det grønne monster…

Og nu er min kontrol pist væk! Jeg hiver skærmen op – og den kæntrer straks og falder ned…

Årsagen er naturligvis at det ikke er nok at løbe sidelæns; man skal også bruge bremserne. Og det duer jeg slet ikke til. Jeg kan ikke koordinere så mange ting på een gang. Jeg kan løbe, baglæns, forlæns, sidelæns, men fanden tage mig om jeg kan finde ud af at hive i den rigtige line!

Lektion 5: This is your first time?
Lørdag 16. juni

Nyt sted: Ghajn Tuffieha. En flot bugt med høje og stejle skrænter ned til vandet.

Vi starter næsten nede ved vandet, lige over en sandstrand der vrimler med mennesker.

Der er ikke plads til at løbe sidelæns, så man skal have tjek på bremserne.

Det kniber i starten, men efterhånden går det lidt bedre. Meningen er så at man skal løbe et kort stykke og så foretage et hop – så vil man i princippet svæve cirka en meter og så lande igen.

Det gør jeg: Får skærmen fint op og løber – og hopper. Idet jeg lander, ryger benene væk under mig, og jeg lander på røvetten. Til strandfolkets jubel: Stående applaus!

Derefter går vi højere op ad skrænten. Her er mere vind, men stort set ingen plads. Meget svært at kontrollere skærmen.

Der er dog en smule fremgang at spore. Men man føler stadig at flyvning ligger meget langt forude…

Mens vi træner, kommer en gut (fra Gozo, naboø til Malta) der skal ud på sin første svævetur. En elev ligesom os, blot lidt længere fremme. Mens han venter på at komme til, betragter han os og vores patetiske forsøg på at styre skærmen. Og spørger venligt: “This is your first lesson?”

Hrmph (vi får heldigvis vores hævn da malteseren Henry fortæller hvorfor gozotianeren er så god til at styre skærmen: Fordi han er analfabet og ikke kender forskel på højre og venstre…).

Men vi får også en opmuntring: Vores instruktør tager sin egen skærm frem og letter – og svæver frem og tilbage, trods svag vind. Ser fantastisk ud!

Det er også fascinerende at se førnævnte elev på den første svævetur. Han har problemer med at få skærmen til at makke ret (godt at se at det ikke kun er os), men pludselig hænger den der, og så tager han nogle få løbeskridt nedad, og SÅ svæver han. Og flyver nedover skrænten – og lander forneden, lige før stranden. Se to korte video-klip på min MySpace-side:

Paragliding: First flight of Gozotian (ground handling)

Paragliding: First flight of Gozotian (actual flight)

Det bliver os, en dag. Måske.

Lektion 6: Første flyvetur (ups)
23. juni. Ghajn Tuffieha

Samme sted som sidst. Denne gang går vi næsten helt op – og har en imponerende udsigt ud over bugten.

Desværre er vinden svag OG turbulent, og vi får næsten ingen træning ud af det.

Til sidst prøver vi dog at lave noget forward launch, et temmelig stejlt sted. 10 meter nede står instruktøren så og agerer bagstopper. Meningen er at vi skal få skærmen op og løbe – og så stoppe og bremse skærmen i sidste øjeblik.

Jeg får skærmen op og løber. Men den trækker til venstre, og mens jeg er optaget af at korrigere, glemmer jeg at stoppe og løber udenom instruktøren. Og pludselig hænger jeg i luften; jeg flyver!

Jeg når lige at tænke to ting. Først: SHIT! Dernæst: Ok, hvad nu…

Men så kaster den 65-årige instruktør sig i en rugby-tackling og får fat i linerne, så jeg falder ned og rammer skråningen og får skærmen ned over mig (og rammes i hovedet af instruktøren; godt man har hjelm på). Bag mig kan jeg høre latterbrøl fra min finske kammerat…

Jeg er både lettet og lidt ærgerlig. Hvis jeg havde fået lov at flyve, var jeg nok landet i et krat og havde sikkert forstuvet en ankel – men alligevel, det kunne have været interessant…

Lektion 7
Mandag 25. juni. Bahar ic-Caghaq.

Aflyst pga manglende vind. Lidt fik jeg dog ud af scooterturen derhen; jeg slugte et stort insekt.

Føljetonen fortsætter. Hold øje med siden.