Power to the cat

Som trofaste læsere (måske lidt dristigt at sætte det i flertal, men skidt nu med det) af denne blog vil vide, har jeg en hang til at falde over (og for) fascinerende sangerinder. Her er een til samlingen: Cat Power.

Lyt også til dette Otis Redding-cover.

En kvindelig Bob Dylan? Blot en del kønnere at se på – og lytte til. Sikke en stemme.

Beyonce – gå hjem og vug

En større stjerne end Beyonce Knowles er svær at finde . Ex-frontfiguren for Destiny’s Child har en særdeles succesrig solo-karriere, og for nyligt kårede musikbladet Rolling Stone hendes “Single Ladies (Put A Ring On It)” til den bedste  single i 2008.

Hvad sker der for Rolling Stone? Hvad sker der for verden?

Beyonce er hamrende kedsommelig. Banalt girlpower-budskab pakket ind i glat, ligegyldig pop. Og hendes stemme er temmelig trættende i længden.

Lyt i stedet til Jazmine Sullivan.

Denne kun 21-årige sangerinde synger bedre end Beyonce, og hendes musik er langt mere interessant (“Elements of reggae, dub, pop, jazz, classical music and doo-wop can be heard in her work,” ifølge Wikipedia – og det summerer det såmænd meget godt op). Teksterne er ikke noget særligt, men skidt-pyt.

Tjek dette nr, fx: Bust Your Windows

(Ret skal være ret: Jazmine Sullivan er ikke totalt overset. Hun er nomineret til fem Grammy’er, og hendes producere tæller den magtfulde og knalddygtige Missy Elliott. Men alligevel: Come on – vågn nu op derude. Beyonce når ikke Jazmine til hofteholderne!)

KT Tunstall: Wauw

Ok, jeg vidste godt at den skotske sangerinde KT Tunstall var dygtig og værd at lytte til; fantastisk stemme og gode sange. Men tjek lige dét hér. Hun er alt for cool.

Aura og gåsehud

Jeg har ikke en dyt forstand på musik; jeg er ikke tonedøv (-stum, derimod!), men jeg kan sgu ikke argumentere særligt overbevisende for at Mozart er bedre end Britney Spears (men det ER han!). Når jeg skal afgøre om noget er godt, bruger jeg typisk Gåsehuds-indikatoren.

Lige pt står nålen og dirrer oppe i det røde felt pga Aura Dione, ny stjerne på den danske musikhimmel. En pige, en guitar og en fantastisk stemme (og nogle fine produktioner, af folk som Kenneth Bager og Thomas Troelsen…).

Der er ikke grænser for hvor meget overskruet pjat der kommer fra hende selv og pladeselskabets PR-afdeling mht hendes baggrund: Hun er dansk/færøsk/fransk/spansk, og har boet halvdelen af sit liv på land, den anden halvdel på en båd, på alverdens have. Hun er et “wild child, en gypsie, hippie unge…”. Hun er “pocahontas møder flashdance…”

Come on, gimme a break! I virkeligheden hedder hun vist Maria og kommer fra Bornholm (dermed ikke sagt at ovenstående ikke kan være sandt, i ét eller andet omfang). Det er fedt at folk er anderledes, men show it, don’t tell it, som man siger…

Men for hulen, hun kan synge! Og skrive musik. Something from Nothing er blevet grovspillet i radioen. En god sang – men ikke helt vildt. Helt vild er derimod Glass Bone Crash. Tjek den ud på hendes MySpace-side.

Nåja, og så ser hun hamrende sød ud . Lad os bare erkende det, det hjælper sgu også.

Why am I soft in the middle now?

Why am I soft in the middle now?

Denne stump fra en Paul Simon-sang (“You Can Call Me Al” – ) kommer mig oftere og oftere i hu. Jeg kan nemlig konstatere at hvad der engang var flad og relativt muskuløs, nu er godt på vej til at blive en decideret ølmave.

Det hænger naturligvis sammen med at jeg drikker for mange øl. Men alderen skal sgu også have sin del af skylden. Da man var yngre, teenager og i tyverne, skulle der næsten ingenting til for at holde sig i form. Nu – i en alder af 35 – skal der slides og slæbes. Og det orker man jo ikke.

Der er ikke andet for end at favne sin blødhed, se den som et statussymbol og strø om sig med tåbelige eufemismer som “kærlighedshåndtag”. Men det nager mig nu alligevel.

Oh, for resten: Jeg ved godt at freudianere fortolker Paul Simons tekst som en impotens-klage. Men det er noget vrøvl. Og SÅ gammel er jeg trods alt ikke. Eller hvad… Er det det næste der ryger? Oh tid, din slyngel!

Trommernes triumvirat

Verdens bedste jazz-trommeslagere?

Tjah, vil man ikke sige Art Blakey, Elvin Jones og Max Roach?

Nu er de alle væk. Blakey (født i 1919) døde i 1990, Jones (født 1927) i 2004. Og 84-årige Roach sagde farvel i sidste uge, d. 17. august.

Ikke helt unge, altså, men alligevel lidt trist.

Man bliver helt nostalgisk.

En tilrøget kælderbeværtning, et lille jazz-orkester og en velvoksen fadøl. Min sjæl, hva’ vil du mer’?

Selfish Jean

Supersang af ellers småkedelige Travis! Tjek min MySpace-side – og skru godt op for lyden.

Robert Plant kan sgu endnu

Årets maltesiske højdepunkt var i går. Robert Plant gav koncert i Valletta, The Waterfront, nede ved vandet og med udsigt til middelalderbyens imponerende arkitektur.

Jeg har altid været pjattet med Led Zeppelins blanding af tung rock og smukke sjælere. Og jeg er stor fan af den energiske Plant med den meget karakteristiske stemme der udfordrer guitaren og tvinger den højere og højere op.

Men jeg har ikke lyttet til ham post-Led Zeppelin hvor han har eksperimenteret med diverse eksotiske musikformer.

Det kan jeg så fortryde nu – og forsøge at gøre noget ved. For hulen, hvor er det godt!

Plant gav en super-koncert med congas, gulvbas og samplinger af indisk og nordafrikansk musik – naturligvis koblet med keyboard, trommer og et par guitarer – i ryggen. Velspillende musikere. Ikke guitarkongen Jimmy Page, bevares, men så fik sangene blot en anden kvalitet, mere funky fx.

59-årige Plant var sprælsk som i de gamle dage (og lignede i øvrigt sig selv, set et godt stykke udefra (dvs hvor man ikke kunne se rynkerne); slank og lange lyse krøller), uhyre veloplagt og havde publikum i sin hule hånd. Han diverterede med en række Led Z-numre, naturligvis, og så en masse nye ting. Virkelig gode. Protestsange mod Tony Blair (“the next pope…”) og George Bush, bl.a. Og det swingede og groovede, eller hvad fanden det hedder. Jeg er stadig høj.

Skidt så med at man kun kunne købe øl i børnestørrelse (25 centiliter) og derfor konstant skulle stå i kø ved baren. Ah ja, hvor man i øvrigt skulle gennem to køer. Først skulle man nemlig købe tokens, og SÅ kunne man bytte dem til øl. Tåbeligt.

Gamle mennesker kan også sparke røv

Årets bedste musikvideo!

En fascinerende udgave af The Who-klassikeren “My Generation” – indspillet i det berømte Abbey Road-studie.

Bandet hedder The Zimmers, forsangeren hedder Alf og er 90 år…

Thou shalt always kill

Brok når det er bedst. Intelligent og underholdende angreb på pop-kulturen: http://www.youtube.com/watch?v=yoN6XfyQsr4