Fra en hospitalsseng

Noter fra et kort hospitalsophold (blev indlagt i torsdags, fik rekonstrueret forreste korsbånd i venstre knæ – og blev udskrevet fredag). Skrevet torsdag, i morfinrus:

Operation seems to have gone fine. And then i got a bottle of morphine and a button i could control myself. Nice feature

I have to stay overnight. Irritating as I can’t work here, the keyboard and the internet connection is shite (this takes forever to write). but i guess it makes sense what with the pain and the drugs. Am trying to watch a film but keep nodding off. They almost did not want to let me use the toilet by myself, thinking i might faint, so it was either a bottle in bed or an escort. A nurse followed me there, me on crutches, she carrying the bottles that are attached to me, one with the morphine, one for the blood coming out of the knee. but at least she left while i was peeing.

Funny by the way. the day nurse was a sweet woman. the night nurse, however, is a big, bald man. who came in, looked at me and said: “I know you…”

“Is that good or bad? From where?” I asked. but he didnt explain, letting me wonder how he knows me; does he carry a chip on his shoulder, have i done something to him? Weird , I dont remember him. maybe the morphine is messing with my mind.

Anyway. He then went on to explain that i needed to take some antiinflammatory medicin: “Do you want tablets to swallow or the alternative?”

Me: “What is the alternative?”"
Him: “To be put up your bum.”
Me: “Ah, yeah I dont think…”
Him: “Dont worry, we’ll do it for you.”
Me: “Yeah, no I’ll just take the ones I can swallow, thanks…”

All in all, though , they are nice here. But I long to get out. oh well, better get some rest now.

Jesus. Another nurse just came in: “Are you roman catholic?”

Me: ‘Ehm… why?’
Her: ‘A priest will come by tomorrow.’
Me: ‘ What, I am dying now?! The last oil?’
Her: ‘No no, it’s just the holy communion.’ (or something)
Me: ‘Well I’m not catholic. But thanks.’

Maybe it’s just me but this is kind of weird. And outside some goddamn brass band is playing away in the street. Loudly and badly, Typically Maltese.

Paragliding: Like a bird (a clumsy one)

Så skete det endelig. Jeg var i dag på min første paraglider-flyvetur. Pga arbejde kniber det med tiden til at fortælle, men lige kort:

Det var fantastisk.

Stedet var Ghain Tuffieha, et smukt sted, en bugt der omkranses af skråninger hvis top er cirka 60 meter over vandoverfladen. Oppefra er der en fin udsigt ned til en strand fyldt med soldasere og badere. Der ikke aner hvilken fare de befinder sig i…

Jeg var der med instruktør-Henry. Meningen var at han skulle stå forneden og dirigere rute og landingssted, men han ville godt lige se mig have tjek på skærmen først. Og da jeg så stod der med skærmen på plads i luften over mig, blev vi enige om at jeg bare skulle komme afsted. Jeg løb et par skridt nedad skråningen og trak i bremsen for at få akut lift – og vupti; jeg fløj!

Jeg blev båret lidt opad, af den opvind der skabes når modvinden støder ind i skråningen – men begyndte så simpelthen at svæve nedefter. En spektakulær oplevelse. Der dog varede alt for kort – for det tager ikke lang tid at svæve ned for enden af en sådan skråning. Og i øvrigt nåede jeg knapt nok at fatte at jeg faktisk fløj, før jeg stødte ind i et problem.

For på den sti som jeg skulle følge og lande på, kom nu pludselig en lastbil trillende. For hulen!

Jeg måtte derfor dreje af og gå efter at lande i noget morads. Og var så forhippet (og befippet) på at undgå nogle små træer at jeg kom til at lande i sidevind, i stedet for modvind. Så jeg landede med lidt for stor fart. Og glemte at bremse. Jeg vil ikke sige at jeg faldt, men det var ikke verdens mest elegante landing. Ok, jeg faldt som en sæk.

Men pyt. Ingen brækkede lemmer – og jeg havde gennemført min første flyvetur!

Op igen – og ud på tur nr 2. Men så kom problemet. For nu begyndte skærmen at gøre sig til. Jeg kunne ikke rigtigt få den til at hænge stabilt i længere tid, og Henry blev temmelig frustreret. Der var dog også en del misforståelser. Jeg troede at han ville have mig til at øve mig – men han ville faktisk bare have at jeg fik skærmen op og kom afsted. Da det gik op for mig, lykkedes det mig såmænd at gøre det nogenlunde hurtigt.

Jeg fløj igen. Og denne gang landede jeg nøjagtigt hvor jeg havde planlagt. Uden at falde. Ikke en perfekt landing, men temmelig god.

Der er langt igen før jeg er en fuldbefaren pilot. Masser af øvelse skal der til, og jeg skal også lære at udnytte opvinden så jeg kan hænge deroppe i timevis

Men skidt med det lige nu. Jeg har fløjet!

Se hér for at finde de øvrige beretninger om mit paraglider-kursus. I øvrigt: Nej, igen formåede jeg ikke at tage billeder af noget som helst. Men i beretning nr 1 er der faktisk nogle billeder og videooptagelser netop fra Ghain Tuffieha.

Paragliding: Klar til første flyvetur

Lektion 12.
Mandag 4. august. Bahar ic-Caghaq.

Efter mere end to ugers pause (pga for stærk vind og dårlig timing) kommer jeg endelig afsted til en træningssession, denne gang alene. Kun mig og instruktør-Henry. Sidst det kun var os to, endte jeg med at blive bundet til et træ og banket op og ned af en grum poltergeist-vind.

Sådan går det ikke denne gang. Og faktisk har jeg ikke, som frygtet, glemt alt i den lange pause. Det sidder sgu i hænderne og rygraden nu (så nogenlunde) – det der med at trække i de rigtige liner, på det rigtige tidspunkt.

Det går fint med at styre skærmen, trods en ret hård og lunefuld vind. Og med at lave såkaldte dry runs… Dvs få skærmen op og stabilisere den, og så vende rundt og løbe og lette en lille smule. Bare en meter eller to; mere kan ikke lade sig gøre på flad grund.

Og efter endt træning melder Henry at jeg er klar.

JEG ER KLAR! Til at flyve. Så næste gang vinden er god, skal jeg op på en skrænt og flyve ned…

Jeg glæder mig som et lille barn. Sommerfugle? Jep, i kondor-størrelse, men hvad fanden.

Der KAN ske det at jeg kikser når jeg står foroven, når det er alvor. Ikke kan få den uvante skærm til at makke ret (trænings-skærmene kan ikke bruges til at flyve med, i hvert fald ikke hvis man som jeg vejer cirka 83 kilo og gerne vil helt ned for enden af skrænten). Men lad os nu se. Det kan naturligvis også være at jeg reagerer som den elev Henry brokker sig over: Han har totalt styr på skærmen, også oppe på bakken/bjerget. Men idet han skal træde ud over kanten og svæve, går han i panik, sætter sig ned og flæber som et lille barn. Det er sket to gange, og Henry har prøvet at antyde over for ham at flyvning måske bare ikke er ham…

Nå, sådan går det ikke for mig. Håber jeg…

Og nu sidder jeg lige og tæller sammen. I dag var nominelt lektion nr 12, men reelt har jeg vist kun haft 9-10 styks (et par gange har jeg stort set kun fået spændt skidtet på, før det skulle af igen, pga manglende tid eller vind). Og det endda hvis jeg medtæller den gang hvor jeg var fuld og derfor INTET fik ud af det… Og flere af lektionerne har været lidet effektive fordi vi har været tre elever. Det er for mange; man skal højst være to.

Så helt skidt er det vist ikke… Men ok, et naturtalent er jeg sgu ikke. Nå, men lad os nu bare se om jeg overlever den første flyvetur… Jeg har tjekket nogle klip på YouTube af paraglider-ulykker. Hæ, det kan sgu godt gå galt hvis man ikke har tjek på det.

Læs de andre paragliding-indlæg: http://eskapisme.wordpress.com/tag/paragliding/

Sejltur til Comino & Gozo

I fredags meldte vi os ud af samfundet for en dag, nogle venner og undertegnede. Vi lejede en sejlbåd og cruisede op til Maltas naboøer, Comino og Gozo. En dag uden computer og mobiltelefon. 9 1/2 time med soldaseri, snorkling, klippeklatring og -udspring. Og et par håndbajere… Alt i alt en pragtfuld dag, især for os der ikke var så skvattede at vi blev søsyge (bittesmå bølger).

Bagefter var man solskoldet, men afstresset. Kan varmt anbefales.

Her er nogle links til billeder (som sædvanlig glemte jeg mit eget kamera. Klask Dobby! Men andre var smartere) :

Søren Munters pics fra fredags-turen: http://flickr.com/photos/munter/tags/boattrip270707/

Glenns billeder (blandet, også lidt paragliding, fx. Dette link fokuserer på mig; så undlad at klikke hvis du har æstetisk sans): http://www.flickr.com/photos/glenn_rasmussen/tags/jens/

Benno og Rikke: http://farezone.wordpress.com/2007/08/03/vores-l%c3%a6kre-badtur/

Robert Plant kan sgu endnu

Årets maltesiske højdepunkt var i går. Robert Plant gav koncert i Valletta, The Waterfront, nede ved vandet og med udsigt til middelalderbyens imponerende arkitektur.

Jeg har altid været pjattet med Led Zeppelins blanding af tung rock og smukke sjælere. Og jeg er stor fan af den energiske Plant med den meget karakteristiske stemme der udfordrer guitaren og tvinger den højere og højere op.

Men jeg har ikke lyttet til ham post-Led Zeppelin hvor han har eksperimenteret med diverse eksotiske musikformer.

Det kan jeg så fortryde nu – og forsøge at gøre noget ved. For hulen, hvor er det godt!

Plant gav en super-koncert med congas, gulvbas og samplinger af indisk og nordafrikansk musik – naturligvis koblet med keyboard, trommer og et par guitarer – i ryggen. Velspillende musikere. Ikke guitarkongen Jimmy Page, bevares, men så fik sangene blot en anden kvalitet, mere funky fx.

59-årige Plant var sprælsk som i de gamle dage (og lignede i øvrigt sig selv, set et godt stykke udefra (dvs hvor man ikke kunne se rynkerne); slank og lange lyse krøller), uhyre veloplagt og havde publikum i sin hule hånd. Han diverterede med en række Led Z-numre, naturligvis, og så en masse nye ting. Virkelig gode. Protestsange mod Tony Blair (“the next pope…”) og George Bush, bl.a. Og det swingede og groovede, eller hvad fanden det hedder. Jeg er stadig høj.

Skidt så med at man kun kunne købe øl i børnestørrelse (25 centiliter) og derfor konstant skulle stå i kø ved baren. Ah ja, hvor man i øvrigt skulle gennem to køer. Først skulle man nemlig købe tokens, og SÅ kunne man bytte dem til øl. Tåbeligt.

Paragliding: Monster falder til patten

Lektion 11.
Mandag 17. juli. Bahar ic-Caghaq.

Som led i sin psykiske krigsførelse over for de nordeuropæiske barbarer, har instruktør-Henry i dag arrangeret det sådan at vi skal træne samtidig og side om side med en maltesisk knøs på 17. “He started after you – and look how good he is…” bliver Henry ved med at hvæse. Mens knøsen igen og igen får skærmen op og styrer den, som om det var en leg.

Hrmpf. Vi befinder os i øvrigt på den lillebitte bakke, den som vi havde vores allerførste lektion på, for cirka halvanden måneds tid siden. Børnebakken, kalder vi den. Men den er nu ikke for børn; meget lidt plads at bevæge sig på – så man skal have tjek på teknikken.

Og i øvrigt har knøsen fået den nemme skærm – mens vi må trækkes med det grønne monster. Som er langt hurtigere og mere lunefuld. Sværere at tøjle. Nå!

Men det går faktisk! Efter en indledning hvor jeg får tæv af monstret, har jeg kigget den ud og knægter den. Man skal bare ikke være bange for den; den kan lugte angsten. Og så er vi tilbage ved kvinde-analogien…

Nå, men. Desværre går det ad helvede til for Glenn. Glenn der ellers normalt har et godt tag på det grønne monster. En off-day. Shit happens. Kan det hænge sammen med at han og jeg aftenen forinden har været til blues-festival i Valletta og fået lidt vin og øl…? Midtjysk svagdrikker. I øvrigt en fin koncert med den efterhånden 74-årige britiske godfather of blues, John Mayall. The MAN! Men lidt irriterende at han ikke lige samlede en guitar op og viste hvordan han inspirerede folk som Eric Clapton. Multiinstrumentalisten Mayall holdt sig denne aften til keyboard og mundharmonika.

Paragliding: Første flyvetur nærmer sig

Lektion 10.
Fredag 13. juli. Bahar ic-Caghaq.

Glenn og jeg har en rigtig god træningsgang. Det føles faktisk som om det er os der styrer skærmen, ikke omvendt. For det meste, i hvert fald.

Instruktør-Henry er også tilfreds. I bilen på vej hen til trænings-stedet er han pessimistisk mht hvornår vi kan få vores flyvetur: “I expect to die before…” Men på vej hjem mener han at der kun skal tre yderligere træningsgange til.

Fantastisk! Endelig udsigt til luft under vingerne.

Jeg skal i øvrigt beklage at der igen mangler billeder. Jeg glemmer altid det elendige kamera!

Paragliding: Bedre kontrol

Lektion 9.
Mandag 09. juli. Bahar ic-Caghaq.

Efter at have prøvet søndag uden held – nul vind – tager vi, dvs undertegnede og Pekka samt instruktør-Henry, allerede afsted kl. 11 i dag. Her er der stadig brugbar vind – den dør typisk sidst på eftermiddagen.

Vi tager en grus-parkeringsplads nede ved vandet; ikke så mange buske og andet pjat der besværliggør. Her kan vi få en masse drage-kontrol-forsøg på relativt kort tid.

Og det virker. Vi får begge nogenlunde styr på skidtet. Vinden er god, for det meste – med enkelte lunefulde undtagelser, hvilket inspirerer os til diverse sammenligninger mellem kvinder og paraglider-skærme…

Paragliding: Sæbeøjet og teoriprøven

Fortsættelse af føljetonen, tredje del (se første del hér – og anden del hér).

Lektion 8.
Mandag 02. juli. Bahar ic-Caghaq.

Man skal sove med støvlerne på hvis man vil paraglide. Jeg får en sms fra instruktør-Enrico kl. 9:10. Ready to go at 9:40?

Jep, ok. Jeg får ringet til midtjyden og finnen (der for een gangs skyld tager sin telefon) og får gjort mig klar. Og er på vej ud af døren – da jeg kommer i tanker om at min scooter står i den anden ende af byen (Sliema). Jeg efterlod den lørdag nat da jeg var på Exiles (strandbar). Fornuftigt nok i momentet, men irriterende når man står og skal bruge den mandag morgen. Jeg må derfor løbe ned til scooteren. Og det lykkes mig naturligvis at banke min venstre albue ind i et åbentstående vindue på vejen. Hvormed jeg har en lammet arm og et blåt øje (resultatet af et mislykket hovedspring fra 3 meter under lørdagens Gozo-tur). Jeg er klar til paragliding.

Det kønne resultat af et mislykket hovedspring fra 3 meter. Jeg lander normalt på ryggen når jeg forsøger den slags og lader derfor typisk helt være, men ikke denne gang, desværre. Jeg fortrød halvvejs nede og forsøgte i stedet at lande på benene. Og landede så med ansigtet forrest, derefter brystet. Ikke smart. Om billedet generelt (som ifølge en bekendt får mig til at ligne en undvegen forbryder endnu mere end normalt): Man har spurgt om vinklen får midterste del af ansigtet til at se uforholdsmæssigt stor ud. Muligvis, men min næse ER faktisk så stor…

Vinden er god til en omgang ground handling-træning, og vi får alle tre lejlighed (jeg kommer dog for sent og får kun et par minutter) til at vise at vi er kommet et godt stykke siden vi startede – vi kan faktisk stå og kontrollere skærmen i lang tid nu. Vi (eller jeg) mangler dog stadig en del før manøvrerne er helt naturlige, og man kan godt mærke at man er rusten: Sidste reelle træningsgang var d. 16. juni…

Teoriprøve uden forberedelse
Men pludselig falder bomben: Enrico meddeler at han drager til Italien i morgen. Så hvis vi vil tage teoriprøven, så er det nu. Eller om to måneder… Vi kan fortsætte praksis-undervisningen med Henry, men teorien er Enricos gebet.

Pokkers! For vi har jo for pokker ikke læst på skidtet siden sidste teorilektion, hvilket er 3 uger siden, cirka.

Vi får lige 10 minutter til at tyre stoffet, men det er jo slet ikke nok til at komme det hele igennem, så det er med bange anelser vi sætter os på en sten med 25 spørgsmål (heldigt nok, at det er multiple choice) foran os.

Men vejrguderne er med os. Vi består alle. Hvad vi ikke ved (og det er meget), lykkes det os at gætte os frem til.

Den basale teori er altså på plads nu. På papiret, i hvert fald. Nu skal vi bare lære at håndtere skærm-krabaten ordentligt. Når Enrico kommer tilbage, bør vi for længst have haft vores første flyvetur.

Paragliding: Den flyvende rodeotyr

Føljetonen fortsætter (se begyndelsen hér):

Lektion 7: Den flyvende rodeotyr
Tirsdag 26. juni. Ta’ Qali.

Jeg tager alene afsted med instruktør-Henry; Glenn er på arbejde, og Pekka, tjah, han svarer ikke på opkald eller beskeder. For meget vodka?

Denne gang kører vi til Ta’ Qali, ved siden af det maltesiske nationalstadion. Ingen bakker, men en græsplæne, og hvis vinden er god, kan man lave en masse ground handling-træning.

Da vi ankommer, står det dog meget klart at vinden er alt for kraftig. Henry er lige ved at vende om og køre hjem, men tøver. “Do you want to give it a go?”. “Sure,” siger jeg.

Vi pakker skærmen ud og binder harnisket/seletøjet fast til et træ med et reb. Jeg synes egentlig det er lidt hysterisk, men hvad pokker.

Og så prøver jeg: Skærmen brager op, jeg forsøger at styre med bremserne, forsøger at holde den stabil. Men befinder mig pludselig et par meter oppe i luften, og skærmen kaster mig hid og hid, rusker mig som en kludedukke, som en mus i et kattegab. Hvis jeg ikke havde været bundet fast til træet, ville jeg være blæst ad helvede til, eller i hvert fald et stykke ind på en mark. Jeg flås fra side til side, bankes ned i jorden – og op igen.

Skærmen kollapser. Skal jeg stoppe? Nej, fandeme, een gang mere. Jeg hiver skærmen op – og HOPLA! Rodeotyren flyver derudad, og jeg får samme ublide behandling som før.

Indtil Henry synes det er for meget, og han hjælper med at hive i den ene side, så skærmen kollapser.

Tilbage står jeg – ør i hovedet og øm diverse steder. Begrænset hvad jeg fik ud af det (i alt måske eet minut), men sikke et trip!

“Dangerman,” beslutter Henry: Det skal være mit tilnavn. Hæ.