“At heart I am a democrat” (Vladimir Putin)

At heart I am a democrat…

Citat Vladimir Putin (ved et møde i 2003 med en række (regerings-håndplukkede) russiske menneskerettigheds-forkæmpere).

Skal man le eller græde over den slags absurditeter? Anna Politkovskaya græd ikke, men bed tænderne sammen og skrev sin ”Russisk Dagbog” – fra december 2003 til januar 2005. Sideløbende med en karriere som frygtløs journalist der skrev artikler (der somme tider, men ikke altid, blev bragt; ind i mellem turde avisens redaktør ikke) om krigen i Tjetjenien og alle de andre ting der var grueligt gale i Putins Rusland.

Hendes dagbog er en åbenbaring. I et nøgternt og klart sprog opbygger hun en uigendrivelig sag mod Putin og hans mafiavælde (og mod den patetiske opposition). Rædsel efter rædsel løftes frem. Fra AIDS-syge Tjetjenien-veteraner over valg-svindel til utrøstelige Beslan-mødre. Det er svært ikke at bryde sammen mens man læser, men man er nødt til at tage sig sammen. Af respekt for Annas stoiskhed, selvopofrelse og fantastiske mod. Til sidst er det dog umuligt at holde tårerne tilbage – for man ved jo hvordan det endte for Anna Politkovskaya.

Anne Politkovskaya blev myrdet af ukendte gerningsmænd d. 7. oktober 2006.

D. 7. oktober er Vladimir Vladimirovic Putins fødselsdag.

Krig i Tjetjenien

Putin startede Den Anden Tjetjenske Krig – i 1999 da han var regeringschef under en mere og mere senil/fordrukken præsident Boris Jeltsin. Kort efter blev Putin selv præsident, og han har siden holdt den tjetjenske gryde i kog – med alle midler. De russiske tropper har begået stribevis af krigsforbrydelser, voldtaget, plyndret og dræbt. Og de Ruslands-venlige tjetjenere, under ledelse af den brutale kretiner Ramzan Kadyrov, er endnu værre. Uskyldige mennesker hives ud af deres senge midt om natten og bankes – eller bortføres, tortureres og dræbes.

Resultatet af de groteske metoder er naturligvis en radikalisering af de unge tjetjenere. Og det er årsagen til at islamistiske volds-psykopater som Basajev (død i 2006; men konflikten fortsætter) har haft mulighed for at rekruttere folk til diverse terror-handlinger.

Terror-handlinger som tjener Putin og hans håndlangeres interesser. I en grad så man har dem mistænkt for at have mere end en finger med i spillet i katastrofer som Dubrovka og Beslan.

Beslan og Dubrovka

Dubrovka er et teater i Moskva hvor tjetjenske terrorister i 2002 tog 850 teatergængere som gidsler. Da sikkerhedsstyrker stormede teatret, brugte de giftgas og dræbte 39 gidseltagere og langt over 100 gidsler.

Beslan er en skole i Nord-Ossetien hvor 1.100 mennesker, heraf 777 børn, blev taget som gidsler af terrorister i 2004. På tredjedagen angreb de russiske sikkerhedsstyrker med tanks og diverse tunge våben. Mindst 334 gidsler døde.

Stod Putin i et eller andet omfang bag disse rædsler? Svært at sige. Men man kan konstatere at i begge tilfælde var prioriteringen for sikkerhedsstyrkerne IKKE at få gidslerne ud i live, men at slå alle terroristerne ihjel. Og i begge tilfælde har regimet nægtet at foretage en tilbundsgående undersøgelse af hvad der egentlig foregik.

Der har også været en række mystiske terrorbombninger af lejlighedsblokke i Moskva, startende i 1999. Tjetjenske terrorister, hævder Putin og co. Men hvorfor blev to FSB-agenter grebet i at placere bomber i en bygning? Det er heller ikke blevet undersøgt; FSB hævder at der var tale om en øvelse – og så er dén ikke længere.

Tilbage står at Putin har udnyttet terroren som påskud til at stramme grebet, ikke bare om Tjetjenien, men om hele den russiske føderation.

Fascisme i Rusland

Over hele Rusland har militser lov til at anholde folk uden at bekymre sig om beviser og den slags pjat-detaljer. Domstolene er intet andet end gummistempler for styret i Kreml. Politiske modstandere – fx Kommunisternes ungdomsorganisation – tæves på åben gade af bøller som regimet har udsendt. Som var der tale om Italien og Tyskland under fascismen/nazismen. Typisk er der tale om fodbold-hooligans, skinheads, der bruges som våben mod dissidenterne. Og politi og dommere lader stå til.

Tillader man sig at demonstrere mod Putin, vil man typisk havne i fængsel og få tæv. Det er således sket for Kasparov, ex-skakverdensmester der forsøger at samle den russiske opposition. Og det er sket for hundredevis af andre.

De politiske modstandere nøjes ikke altid med at få bank og et kortvarigs fængselsophold. Hvis de virkelig regnes som farlige, så iværksætter regimet en skueproces og idømmer dem langvarige fængselsstraffe. Det skete for Khodorkovsky, øverste chef for Yukos, en stor og succesrig koncern. I stil med andre oligarker var han blevet styrtende rig efter kommunismens fald. Dét var ikke problemet. Problemet var at han pludselig besluttede sig for at Yukos skulle følge vestlige principper mht åbenhed og anti-korruption. Og at han ville støtte Putin-oppositionen økonomisk. SÅ faldt hammeren. Regimet opfandt diverse vanvittige anklager og idømte ham 8 års fængsel. Og Yukos? Blev splittet ad, og aktiverne gik til Putins venner.

Man må gerne være rig, men man skal sørge for at give zaren hvad der tilkommer ham.

Og i dag?

Vi skriver i dag 2008; det er snart to år siden Anna blev skudt. Har noget ændret sig i Rusland? Nej. Putin er ganske vist ikke længere præsident, men han er premierminister og i høj grad stadig ved magten. Hele det korrupte og psykopatiske bureaukrati han var med til at opbygge, sidder stadig som igler og beriger sig på folkets bekostning. Og Rusland har stadig vanvittige stormagtsdrømme – og har senest invaderet et demokratisk naboland, Georgien…

De onde ler stadig. Og nu kan Anna Politkovskaya ikke længere udstille forbrydelserne. Hvem tager over?

No dirty words

There are no dirty words in this book, except for “hell” and “God”…

Kurt Vonnegut, in “Hocus Pocus” (1990)

Unhappy and at home

Out there in Jutland
In the old man-killing parishes
I will feel lost,
Unhappy and at home.

Seamus Heaney, i digtet om The Tollund Man.

Er det ikke smukt? Læs hele det fine digt.

Jeg tager kokkens datter når jeg vil – det er min ret

Jeg tager kokkens datter, når jeg vil, det er min ret… Jørgen Leth i selvbiografien “Det Uperfekte Menneske”.

En gammel gris?
En gammel racistisk gris der udnytter sin overlegenhed, sit koloni-overherredømme, til at misbruge en ung haitiansk pige?

Nej.

Pigen var ung, ja, men ikke ude af stand til at sige til og fra. Hun havde: Ungdom og skønhed. Han havde: Relativ rigdom og status – og så var han udlænding og dermed spændende. Begge var interessante for den anden. Og hun brugte ham lige så meget som han brugte hende. Et ligeværdigt forhold.

En del taler faktisk for at han fik flere sår på sjælen af forholdet end den temmelig robuste pige gjorde.

Jamen selve formuleringen?
Leth er digter – og hans ord skal ikke læses som udtryk for at han faktisk MENER det: Han mener selvfølgelig ikke at det er hans ret som husets herre at bolle en ung pige når han har lyst, uanset hvad hun måtte synes.

Det skal nok snarere ses, dels som en slags seksuel fantasi, dels som en implicit kritik af førnævnte hvide koloniherre-tankegang. For sådan er der vitterligt mange der har tænkt. Og måske er der stadig en del.

Ikke særligt sympatisk
Rent bortset fra det, fremstår Leth langt fra sympatisk i sin selvbiografi “Det Uperfekte Menneske”. Jeg har ikke tal på hvor mange koner og børn han forlader fordi han skal realisere sig selv. På et tidspunkt rejser han væk fra sin højgravide kone, fordi han “simpelthen er nødt til at komme væk..”

Ekstremt neurotisk, selvoptaget og navlebeskuende.

Men det er jo netop dét: Han er ikke perfekt. Det erkender han og lægger åbent frem.
Og han er som altid uhyre velskrivende og interessant.

Læs bogen – og døm selv (men først da).

Blekingegadebanden: Psykopatiske drengerøve

“Blekingegadebanden” er en fremragende bog om den danske gruppe af venstreekstremister der for at støtte terroristorganisationen PFLP begik diverse røverier op igennem 70′erne og 80′erne (kulminerende med Købmagergade-røveriet i 1988 hvor en ung politimand blev dræbt – hvilket førte til deres anholdelse i 1989).

En dokumentarbog der er spændende som en kriminalroman. Godt gået af Peter Øvig Knudsen der godt nok er kommet langt siden han spurgte sine interviewofre hvilken slags træ de var, hvis de altså var et træ…

Læs den.

Mao wannabe
Bogen fortæller historien om den maoistiske organisation KAK stiftet af den karismatiske, højt begavede og dybt forstyrrede Gotfred Appel (næstkommanderende var i nogle år Benito Scocozza der siden sprang fra og stiftede KAP hvor han selv kunne være kalif). Sammen med sin ikke mindre usympatiske kone Ulla Hauton samlede Appel sidst i 60′erne en flok unge mennesker der var oprørte over Vietnam-krigen og Vestens (og det officielle Danmarks) reaktion herpå. Op igennem 70′erne var der tale om en Tvind-lignende organisation, med tøjindsamling til Afrika – og sektagtige forhold. Medlemmerne måtte kun socialisere med andre medlemmer – hvilket gjorde det nemmere at holde styr på dem; også fordi de dermed havde ekstremt meget at miste hvis de skulle blive udstødt. Sideløbende var der en hård kerne der – i starten orkestreret af Appel – begik hård kriminalitet (bortførelse, røverier).

Tæv til de onde mænd
Sekten eksploderede sidst i 70′erne da Ulla Hauton og nogle af KAKs kvindelige medlemmer nedsatte en komité der skulle udrense mandschauvinistiske elementer. Det indebar Tvind-agtige forhør: Alle mænd (undtagen Appel) blev én efter én sat på en stol i et lokale hvor man så blev udspurgt på klassisk Stalin-manér (man ER skyldig; man kan ligeså godt indrømme) af en gruppe kvinder. Manden skulle bekende sine synder og beklage dem. Gik det for langsomt eller hvis han virkede utroværdig, så tyede kvinderne til vold. De tævede ham simpelthen. De kaldte også allerede omvendte mænd ind, så de kunne tæve deres kammerat…

Et groteskt forløb. Chokerende, men også en smule morsomt…

Det blev trods alt for meget – især for den førnævnte hårde kerne der kun indeholdt mænd, og som, trods alle idealerne, var temmelig macho, med volds- og våben-fascination. De forlod KAK og stiftede deres egen gruppe – og PFLP-røverierne fortsatte.

Idealister?
Hvem var de så, disse Blekingegadebande-medlemmer? Idealister der gik for langt?

Nej, ikke som jeg ser det. Vel var der et eller andet sted en vis idealisme; man følte for de fordrevne palæstinensere. Men det var der så mange der gjorde – uden at ty til vold mod uskyldige. Vigtigst for Blekingegadebanden var snarere handlingen, action-euforien, og overbevisningen om at man var bedre end andre.

Psykopater, med andre ord. Psykopater der var pjattede med at lege cowboyder og indianere.
Brutalt og med skarpe skud i revolverne.

Hvad de i øvrigt stadig ikke er blevet straffet for! Ingen blev dømt for mordet på politibetjenten. De ville ikke sladre; fair nok. Men så burde de alle have været dømt for drab. De vidste alle at der var skarpe skud i geværet, og at man skulle skyde mod eventuelle forfølgere.

So it goes

Så blev Verden endnu fattigere på sympatiske mennesker. Kurt Vonnegut Jr. er død. Vonnegut er (var) bedst kendt for “Slaughterhouse-Five” (1969), en fremragende bog om (bl.a.) den allierede sønderbombning af Dresden under 2. Verdenskrig. Vonnegut var krigsfange i Dresden.

84 er en pæn alder, og den vej skal vi jo alle, men alligevel. Trist at måtte sige farvel til et så hæderligt, indsigtsfuldt og velskrivende vidne til Historien. Vel. So it goes.

Læs hans bøger, især Slaughterhouse-Five naturligvis, men såmænd også hans (øvrige) skæve science-fiction. Sort humor fås næppe bedre.

To pudsigheder: Ligesom Primo Levi, en anden storartet forfatter (og vidne til Verdenskrigens rædsler, i hans tilfælde som KZ-lejrfange), var Vonnegut udddannet biokemiker. I modsætning til Levi, arbejdede han dog ikke som biokemiker.

Tidsrejse er en vigtig faktor i “Slaughterhouse-Five” – og i flere andre af Vonneguts bøger. På den baggrund er det ironisk-sjovt at læse dette i Wikipedia-artiklen om Jill Krementz, Vonneguts kone:

“She is the widow of author Kurt Vonnegut…”

Artiklen blev senest opdateret d. 3. december 2006. Vonnegut døde d. 11. april 2007.