Bossa nova og depression

Why am I soft in the middle now?

Why am I soft in the middle now?

Denne stump fra en Paul Simon-sang (“You Can Call Me Al” – ) kommer mig oftere og oftere i hu. Jeg kan nemlig konstatere at hvad der engang var flad og relativt muskuløs, nu er godt på vej til at blive en decideret ølmave.

Det hænger naturligvis sammen med at jeg drikker for mange øl. Men alderen skal sgu også have sin del af skylden. Da man var yngre, teenager og i tyverne, skulle der næsten ingenting til for at holde sig i form. Nu – i en alder af 35 – skal der slides og slæbes. Og det orker man jo ikke.

Der er ikke andet for end at favne sin blødhed, se den som et statussymbol og strø om sig med tåbelige eufemismer som “kærlighedshåndtag”. Men det nager mig nu alligevel.

Oh, for resten: Jeg ved godt at freudianere fortolker Paul Simons tekst som en impotens-klage. Men det er noget vrøvl. Og SÅ gammel er jeg trods alt ikke. Eller hvad… Er det det næste der ryger? Oh tid, din slyngel!

Working hard to put food on my family

For at aflede min opmærksomhed fra Ingmar Bergmans utidige død gik jeg her til aften på rov efter sjove videoer på www.comedycentral.com – og faldt over denne genistreg. Opdag hemmeligheden bag George Bush og hans bemærkelsesværdige veltalenhed: H. McCraney: Presidential Speechalist.

Synske prinsesser og indavl

Norges prinsesse Märtha Louise der ifølge eget udsagn har haft overnaturlige evner siden barndommen, starter nu en alternativ skole der skal undervise i hvordan man kommer i kontakt med engle. (Politiken).

Et underholdende eksempel på hvad indavl kan føre til. Prins Charles’ ører er et andet.

P.S. En undersøgelse viser ifølge Ekstra Bladet at 4 ud af 10 nordmænd er enige med prinsessen i at man kan kommunikere med engle… Uha, det kribler i mig efter at komme med en hånlig bemærkning om nordmænds intelligens eller mangel på samme. Men mon ikke danskerne kan fremvise lige så uhyggelige tal? I stedet vil jeg fokusere på denne interessante detalje: 34 procent af de norske mænd er på linje med prinsessen, mens det for kvindernes vedkommende er hele 46%…

Engleansigtet med den beskidte mund

Fremragende stand-up komikere?

Jep, jep – der var folk som Woody Allen, Richard Pryor, Eddie Murphy, Jerry Seinfeld, Chris Rock…

Nu er der folk som Eddie Izzard, Pablo Francisco…

Og så er der hende hér: Sarah Silverman!

Beskidt mund i et engleansigt.

Hun var vært ved MTV Movies Award 2007 og leverede blandt andet denne linje, som del af en hudfletning af de tilstedeværende berømtheder (Paris Hilton fik også én over nakken): “Oh my God, Jack Nicholson: You have been in all my favorite… actresses…”

Utroligt komisk talent. Veltimet mangel på respekt. Tåkrummende og hyper-morsomt. Politisk ukorrekt? Naturligvis. Racistiske vittigheder? Selvsagt. “I blew a mexican and had diarrhea for a week…” (se flere godbidder hér).

Hvilket har fået en del – tåber der tager alting bogstaveligt – til at tro at hun faktisk ER racist. Selv om det vel højst kræver en iq på 84 at regne ud at hun netop udstiller og latterliggør racismen, stereotypi-tendenserne, hykleriet, tankeløsheden, egoismen…

Apropos er jeg simpelthen nødt til at bringe et lille klip fra et interview med Sarah Silverman i Maxim:

How do you distinguish between a joke about racism and a joke that’s racist?
“By not being retarded?”

Se klip med hende (bl.a fra hendes stand-up) på YouTube (gå ikke glip af det sted hvor hun har sex med en imaginær ost…).

Se også dette website, dedikeret til Sarah Silverman.

Og se klip fra hendes TV-show – The Sarah Silverman Program – hos Comedy Central. Ikke alt er lige sjovt, men det bedste er fremragende. Fx hvor hun møder Gud, som tilfældigvis er sort: “Hello, are you God’s black friend?” Siden har hun et one-night-stand med Gud, og det ender lidt småpinligt…

Her er en artikel skrevet af Sarah Silverman.

Paragliding: Kursus på Malta

Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Muligvis, men den slags kedsommelig snusfornuft kan og vil jeg ikke tage alvorligt. At svæve som en fugl må være en fantastisk oplevelse. Det er min drøm.

Derfor slog jeg til da jeg fandt ud af at der er mulighed for at tage certificat som paraglider-pilot her på Malta. Foreningens hjemmeside har ganske vist ikke været opdateret siden 1999, og der er kun en håndfuld aktive udøvere – men to veteraner, maltesiske Henry og italienske Enrico, underviser gerne håbefulde formedelst en sum der er rørende lav (80 MTL) i betragtning af hvor meget tid de bruger på det, de to ildsjæle der begge er i 60′erne.

Sammen med to kammerater, en smånervøs midtjyde ved navn Glenn og en flyvende finne ved navn Pekka (med faldskærmsudsprings-erfaring), gik jeg i gang med kurset sidst i maj. Forneden følger beretningen (endnu ufuldendt), men først lige det allermest fundamentale:

Hvad er en paraglider?
En paraglider er ikke en faldskærm, men en glide-skærm, om man så må sige. Hvis man er dygtig og kan fange thermaler og opvinde, kan man faktisk flyve opad. Men generelt handler det om at svæve ned fra et højereliggende sted til et lavereliggende. I modsætning til en hangglider der har stive vinger og er hurtigere (men meget mindre handy; man kan ikke bære rundt på den i en rygsæk), og hvor piloten ligger ned, sidder piloten i en stol under paraglideren.

En paraglider er en stor (30-40 kvadratmeter) vingeformet skærm. Den består af celler der er åbne i den ene ende, lukkede i den anden. Dvs at den fyldes med luft, hvormed den pustes op og får den vingeform, som den jo skal have hvis den skal kunne svæve (Bernoulli-princippet, som jeg ikke vil gå nærmere ind på hér; slå det op. Ok lige kort: Luften deles når den rammer vingen – og den del af luften der bevæger sig ovenover den buede form, skal skynde sig for for at nå hen til enden på samme tid som den del der ryger nedenunder. Det betyder mindre tryk ovenfor, og mere tryk nedenfor. Vupti!).

Egentlig er det meget simpelt: Man løber ned ad en skrænt; luften fylder skærmens celler, den pustes op og danner en vinge – og vupti, den bærer din vægt (den kan bære en bils vægt) mens den svæver nedad. Med et cirka-fald på 1 meter per otte fløjne meter.

Men helt så simpelt er det nu ikke. Skærmen skal nemlig op at svæve og hænge stabilt over piloten før denne kan “lette”. Og på Malta er der generelt meget lidt plads – og næsten ingen bakker som man kan løbe nedad indtil man svæver. Man må finde på noget andet – nemlig “reverse launch”.

Skærmen ligger på jorden, med “bugen” opad; og man står selv foran, med ryggen mod skærmen og front mod løberetningen (ned ad bakke), spændt fast til bære-linerne og med styre-linerne i hånden. I princippet klar til at løbe fremad. Men da det er Malta, må man vende sig om, med krydsede liner. Og med et kraftigt ryk og bagudtrin hive skærmen op. Jo mere vind (modvind) der er, jo nemmere kommer skærmen op (men ikke for meget vind, for så har man ikke kontrol). Når den så er oppe og er stabil, kan man vende rundt – og “take off” (træde ud over en kant, fx).

Fint nok – men hvordan stabiliserer man skidtet? For skærmen opfører sig som en stor drage, kastes hid og did af vinden. Medmindre man altså sørger for at kontrollere den!

Det gør man med de to kontrol-liner; bremserne. Som trækker nedad i hver sin side af skærmen og nedsætter farten. Så hvis skærmen er ved at kæntre, skal man sørge for at bremse i den anden ende – så de to sider hænger symmetrisk.

Sagen er bare, at man med reverse launch står med krydsede liner. Dvs at man for at bremse i højre side skal trække med venstre hånd. MEGET ulogisk og svært!

Nå, men. Man skal altså lære at kontrollere skærmen – dvs styre den som en kæmpestor drage – før man overhovedet kan komme ud at svæve. Ground handling, som det hedder. Og de første mange gange bruges på det, sideløbende med teori-undervisning…

Anyway, here goes: The never-ending story about the boy who wanted to learn how to fly:

Lektion 1.
Søndag 27. maj. Bahar ic-Caghaq.

Allerførste gang: Kun en introduktion. Derfor foregår det på en lillebitte bakke – ikke vendt mod havet. Det vil sige at vinden er turbulent. Skærmen er derfor umulig at styre for os nybegyndere – men vi får en fornemmelse af skærmen og af linerne. Og smag for mere.

Lektion 2.
Søndag 2. juni. Bahar ic-Caghaq.

Bedre bakke (omend stenet og hullet), ned til havet (dvs lav højde, uden chance/risiko for at man letter). Men vinden er svag, så det er svært at øve reverse launch (her skal der en del vind til). Vi øver derfor forward launch. Dvs løbe fremad og få skærmen op at hænge.

Sagen er bare at jeg er fuld… Jep. Bytur lørdag – for meningen var jo at vi først skulle paraglide søndag eftermiddag. Men instruktøren ringer allerede kl 9 (et par timer efter min slingrende hjemkomst fra byen) – så er det afsted!

Så jeg får rent ud sagt intet ud af det.

Uansvarligt, siger du? Jojo, men jeg fløj jo ingen steder. Faldt blot over mine egne ben og blev viklet ind i alverdens snore…

Lektion 3
Fredag 8. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Bedre vind. Nu kan vi så øve reverse launce. Meningen er så at man skal få kontrol over skidtet – og når det er der, kontrollen og balancen, så skal man vende rundt og i princippet være parat til at svæve (hvis man altså havde været højere oppe). Svært.

Lektion 4: Endelig kontrol (men nej…)
Fredag 15. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Pludselig lykkes det: Kontrollen er der! Jeg løber baglæns, får skærmen op at hænge – og kan ved at løbe sidelæns, hen under den, sørge for at den holder sig symmetrisk og stabilt over mig. Og jeg kan vende rundt – og foretage et hop på skrømt. Naturligvis uden at komme op at flyve – vi er næsten nede ved havniveau – men tegningen er der.
Imidlertid er der denne gang TO paraglidere. Og efter at jeg har fået styr på den sædvanlige trænings-paraglider, prøver jeg med med en ny – en hurtigere, mere labil én. En grøn paraglider: Det grønne monster…

Og nu er min kontrol pist væk! Jeg hiver skærmen op – og den kæntrer straks og falder ned…

Årsagen er naturligvis at det ikke er nok at løbe sidelæns; man skal også bruge bremserne. Og det duer jeg slet ikke til. Jeg kan ikke koordinere så mange ting på een gang. Jeg kan løbe, baglæns, forlæns, sidelæns, men fanden tage mig om jeg kan finde ud af at hive i den rigtige line!

Lektion 5: This is your first time?
Lørdag 16. juni

Nyt sted: Ghajn Tuffieha. En flot bugt med høje og stejle skrænter ned til vandet.

Vi starter næsten nede ved vandet, lige over en sandstrand der vrimler med mennesker.

Der er ikke plads til at løbe sidelæns, så man skal have tjek på bremserne.

Det kniber i starten, men efterhånden går det lidt bedre. Meningen er så at man skal løbe et kort stykke og så foretage et hop – så vil man i princippet svæve cirka en meter og så lande igen.

Det gør jeg: Får skærmen fint op og løber – og hopper. Idet jeg lander, ryger benene væk under mig, og jeg lander på røvetten. Til strandfolkets jubel: Stående applaus!

Derefter går vi højere op ad skrænten. Her er mere vind, men stort set ingen plads. Meget svært at kontrollere skærmen.

Der er dog en smule fremgang at spore. Men man føler stadig at flyvning ligger meget langt forude…

Mens vi træner, kommer en gut (fra Gozo, naboø til Malta) der skal ud på sin første svævetur. En elev ligesom os, blot lidt længere fremme. Mens han venter på at komme til, betragter han os og vores patetiske forsøg på at styre skærmen. Og spørger venligt: “This is your first lesson?”

Hrmph (vi får heldigvis vores hævn da malteseren Henry fortæller hvorfor gozotianeren er så god til at styre skærmen: Fordi han er analfabet og ikke kender forskel på højre og venstre…).

Men vi får også en opmuntring: Vores instruktør tager sin egen skærm frem og letter – og svæver frem og tilbage, trods svag vind. Ser fantastisk ud!

Det er også fascinerende at se førnævnte elev på den første svævetur. Han har problemer med at få skærmen til at makke ret (godt at se at det ikke kun er os), men pludselig hænger den der, og så tager han nogle få løbeskridt nedad, og SÅ svæver han. Og flyver nedover skrænten – og lander forneden, lige før stranden. Se to korte video-klip på min MySpace-side:

Paragliding: First flight of Gozotian (ground handling)

Paragliding: First flight of Gozotian (actual flight)

Det bliver os, en dag. Måske.

Lektion 6: Første flyvetur (ups)
23. juni. Ghajn Tuffieha

Samme sted som sidst. Denne gang går vi næsten helt op – og har en imponerende udsigt ud over bugten.

Desværre er vinden svag OG turbulent, og vi får næsten ingen træning ud af det.

Til sidst prøver vi dog at lave noget forward launch, et temmelig stejlt sted. 10 meter nede står instruktøren så og agerer bagstopper. Meningen er at vi skal få skærmen op og løbe – og så stoppe og bremse skærmen i sidste øjeblik.

Jeg får skærmen op og løber. Men den trækker til venstre, og mens jeg er optaget af at korrigere, glemmer jeg at stoppe og løber udenom instruktøren. Og pludselig hænger jeg i luften; jeg flyver!

Jeg når lige at tænke to ting. Først: SHIT! Dernæst: Ok, hvad nu…

Men så kaster den 65-årige instruktør sig i en rugby-tackling og får fat i linerne, så jeg falder ned og rammer skråningen og får skærmen ned over mig (og rammes i hovedet af instruktøren; godt man har hjelm på). Bag mig kan jeg høre latterbrøl fra min finske kammerat…

Jeg er både lettet og lidt ærgerlig. Hvis jeg havde fået lov at flyve, var jeg nok landet i et krat og havde sikkert forstuvet en ankel – men alligevel, det kunne have været interessant…

Lektion 7
Mandag 25. juni. Bahar ic-Caghaq.

Aflyst pga manglende vind. Lidt fik jeg dog ud af scooterturen derhen; jeg slugte et stort insekt.

Føljetonen fortsætter. Hold øje med siden.

Tableau-quiz fra Amsterdam

Amsterdam er et charmerende sted – det ved alle der har besøgt byen med den afslappede atmosfære, de hyggelige coffee shops og de mange kønne kanaler. Men det er også et sted hvor svage sjæle kan miste orienteringen for en stund eller for altid. Sodoma & Gomorra.

I begyndelsen af maj befandt jeg mig i Amsterdam i fire dage i fobindelse med en konference (poker & casino, så nej, det var ikke Indre Mission der lige var kommet ind med 4-toget…). Og nu var det så egentlig meningen at jeg ville fortælle vidt og bredt om mine oplevelser og indtryk. Men det vil jeg undlade. Fordi jeg principielt mener at det er bedst hvis man ikke får alt serveret, man skal selv lade fantasien arbejde.

Nåja, og så fordi jeg ved at mine forældre læser med på denne blog…

Men helt vil jeg ikke snyde folk for et glimt af Amsterdam – et fragmenteret indblik i noget af det der foregik i de fire varme maj-dage.

Her kommer derfor en tableau-quiz. Et antal ansigter – og et antal situationer. Læseren skal så gætte hvem der skal forbindes med hvad. Bud kan skrives i en kommentar (insider-viden om flere end tre af kombinationerne betragtes som snyd).

Den første der svarer rigtigt, kan vælge mellem en øl på Exiles (en charmerende strandbar på Malta) og en mailadresse på en giftelysten canadisk pige.

Tableau-quiz

Lasse		Benjamin		Jens		Rasmus		Nicolai		Erik

Situation 1

Why didn’t you tell me you didn’t pee yet?

- sagt af en politikvinde der skulle til at tildele en bøde for ulovlig vandladning på gaden, men efter at have inspiceret gerningsstedet med en lommelygte, mente hun at plamagerne alligevel ikke var friske. Eller også opgav hun bare at håndtere en fnisende fuld dansker, omgivet af en håndfuld venner der prøvede at aflede ordensmagtens opmærksomhed, blandt andet ved at råbe op om et alvorligt trafikuheld rundt om hjørnet.

Situation 2

Jeg skulle bare væk; det var jo for åndssvagt…

- sagt af en person efter at han havde tilbagelagt 200 meter på 10 sekunder da der var optræk til slagsmål i Red Light District. Mens kammeraterne både skulle håndtere situationen og bekymre sig om den pludseligt forsvundne: Hvor faen blev han af?

Situation 3

Maybe I’m lying, maybe I’m not. But what can you do about it?

- sagt af en person der blev trukket ind til siden af to civilklædte betjente – der nægtede at tro på ham (You’re lying!) da han bedyrede at den afrikanske gentleman han netop havde stået og snakket med, ikke var narko-handler…

Situation 4

Skal vi ikke finde et andet sted? Der er totalt mange kinesere!

- sagt kort efter at han havde forladt en mørk, hyggelig og jointduftende coffee shop – for pludselig at befinde sig på et solbeskinnet fortov i en vrimmel af asiater der netop var blevet sat af en bus.

Situation 5

Og så løb jeg. Så hurtigt som jeg kunne; jeg skulle jo nå om hjørnet før hun kom ned igen – og det ville være pinligt hvis hun så mig stikke af…

- sagt af en person der havde kysset lystigt med en pige, men da hun lige skulle op på sit hotelværelse for at hente penge før de gik videre i byen, tog han en lynsnar beslutning og konsekvensen af sine kolde fødder.

Situation 6

Bevares. Så går vi bare et andet sted hen…

Sagt da han til sit chok fandt ud af at “Free bar & gambling” betød at baren var fri i halvanden drinks tid, derefter skulle man selv betale – og gamblingen var bestemt ikke gratis. Ellers en fancy fest på en fancy båd, arrangeret af et fancy pokerrum. Det lykkedes heldigvis at hoppe fra borde før båden lagde fra kaj – OG at finde en fest hvor der faktisk var fri bar…

Ægteskabstilbud på MySpace

Ok, jeg ved godt at jeg er supersmuk og fandens charmerende, guds gave til kvinder. Men min gennemslagskraft på MySpace overrasker mig alligevel en smule…

Jeg får rundt regnet et ægteskabstilbud om dagen. Og her tæller jeg ikke henvendelser som den jeg fik fra hende der engang havde været en ham – som havde set og misforstået et billede hvor jeg fremviser røde negle. Hun ville bare hænge ud når hun kom på ferie på Malta…

Næh, jeg taler om kvinder der erklærer sig interesserede i at starte et meningsfyldt forhold, og som i mig mener at have fundet den helt rette mand.

Disse kvinder kommer typisk fra Rusland eller også er de afrikanske indvandrere i USA eller Canada.

Jeg er naturligvis overbevist om oprigtigheden i deres henvendelser, og jeg er især rørt over at de typisk er meget omhyggelige med at gøre opmærksom på at aldersforskel ikke betyder noget for dem…

De får et høfligt og forekommende svar – hvor jeg typisk fortæller dem at jeg ikke er på MySpace for at finde hverken kæreste eller kone (hvilket i forvejen fremgår af min MySpace-profil, men ok).

Her er den seneste henvendelse – og mit svar:

Hello,
How are you today and hows the weather treating you out there?? ….l was going through ur profile l realise u pocesses all the qualities l needed in man and ur profile caught my eyes and captured my soul..am a very good christain with good sense of humour. to me age is never a barrier in relationship. ..wanna know if you would like to chat and we get to know each other better…..so get backto me with your yahoo IM so we can chat there and get to know each other better but mine is xxxx, thanks and hope to read from you soonest.
With heart of sincerity…..
Brenda………….

Hi Brenda
Thanks for your message. However, if you were going through my profile (and noticed my age!) you apparently skipped the part where it says “agnostic”. It means I do not believe in a god; and I am most certainly not a Christian. Since you are a good Christian, I really don’t think I’m your type. Or you mine, for that matter. I have very little patience with people who are superstitious.

Thanks for your offer, though.

Best regards
Jens

Jeltsin og det vodkaløse helvede

Hvordan vil du huske nyligt afdøde Boris Jeltsin?   Som det modige demokrati-ikon der modsatte sig kuppet i 1991? Som den joviale hvidhårede bjørn, altid god for et grin og et damerumpe-klap? Eller som den dybt korrumperede og nepotistiske forbryder der indsatte Vladimir Putin som præsident?

Til gengæld for at gøre Putin til kalif fik Jeltsin livslang immunitet (Nixon/Ford-syndromet om igen, bortset fra at den ambitiøse, men ikke alt for kvikke Ford ikke rigtigt kan sammenlignes med monstret Putin).

Jeltsin udviklede sig til en regulær diktator, der sørgede for at berige sig selv og sin familie og sine venner – på bekostning af folket. Nåja, og det var ham der invaderede Tjetjenien i 1994…

I det lys er Putin en værdig efterfølger; Vladimirs kors er at han ikke har Boris’ charme.

Jeg gider ikke at høre på historieløse lovprisninger af Jeltsin. Gid han må leve for evigt i et vodkaløst helvede.

Nu må der sgu rulle politihoveder

Ih hvor det kører for politiet i København – og for kontrollen med korpset.

Læs – hvis du ikke allerede har set den – denne artikel fra Politiken.

Sidste år i juni blev en psykisk syg mand skudt og dræbt af fire politimænd i en 7-11-kiosk på Frederiksberg. Hver gang der løsnes politiskud, skal sagen undersøges, og det blev den – men statsadvokaten for København vurderede at der ikke var grundlag for at rejse sigtelse mod betjentene. Begrundelse: Manden var til fare for betjentene. Statsadvokatens indstilling blev fulgt af politiklagenævnet, med to stemmer mod een.

Fair nok. Eller hvad? For nu – NU, næsten et år senere – viser det sig at det var løgn og latin. En videooptagelse viser at manden blev skudt mens han lå på ryggen, med det ene ben i gabet på en politihund. Hvem var han til fare for? Muligvis for hunden – han havde nemlig en kniv. Men er det en årsag til at skyde en mand? Naturligvis ikke, selv om det er synd for hunden.

En klokkeklar sag. Så hvordan hulen kunne statsadvokaten nå til en sådan afgørelse? Hvordan kunne politiklagenævnet? Og hvordan kan der gå så lang tid før advokater og medier får fat i så væsentlig en sagsakt som kioskens videooptagelse af forløbet?

Nu må det sgu høre op. Samfundet kan ikke være tjent med at have betjente der ikke kan finde ud af hvornår de skal lege Dirty Harry og hvornår de skal bruge deres sunde fornuft. Dette er langt fra den første sag.