Ud af Irak? Nej, ud af Afghanistan, sgu!

Mange er kritiske over for eller direkte modstandere af Vestens tilstedeværelse i Irak. Pacifister og USA-hadere er det fordi “en selvstændig nation blev invaderet på illegal vis…” (jep, for Saddam Hussein var super-legal og sympatisk…). Fornuftigere gemytter begrunder deres kritik med den inkompetence og skruppelløshed Bush, Cheney og Rumsfeld (og bette Anders Fogh) greb det an med.

I dag – hvor Bush og Cheney i praksis er impotente – er der gudskelov kommet mere styr på sagerne i Irak, bl.a. pga. general Petreus. Men mange hvæser stadig bevidstløst: UD af Irak.

Afghanistan, derimod… Dét morads har USA og allierede været i i syv år, og pt er dødstallet større dér end i Irak. Alligevel har mange mennesker stadig et anderledes forhold til Afghanistan og Vestens tilstedeværelse. Det hænger naturligvis sammen med at det var hér Osama Bin Laden holdt til, sammen med de vanvittige Taliban – der stadig kæmper med næb og klør.

Jeg er klar tihænger af et vestligt engagement i Afghanistan (og i Irak, i øvrigt), men der må fandentagemig være en grænse. Overskrides den, så må vi trække os ud og overlade dem til sig selv. Kort og godt.

Og den grænse er overtrådt nu: En afghansk journalist er blevet idømt 20 års fængsel for blasfemi (Politiken). BLASFEMI?! Efter sigende fordi han havde tilladt sig at stille kritiske spørgsmål om kvinders rettigheder i Islam.

Umiddelbart ser Vesten ud til at være tilfreds med at kravet om at den oprindelige dødsstraf er blevet omstødt (det var således Dansk Folkepartis krav; ellers ville de ikke længere støtte den danske regerings Afghanistan-mission). Men det er simpelthen ikke godt nok. Vesten skal kræve at han sættes på fri fod.

Hvad kæmper vi ellers for i Afghanistan? Det er vel først og sidst et samfund der er tåleligt at leve i? Og et sådant får man ikke uden plads til kritiske spørgsmål.

Jeg er med på at man er nødt til at tage det skridt for skridt; man kan ikke indføre et skandinavisk demokrati i Afghanistan fra den ene dag til den anden. Men der bør være grænser for hvad man skal acceptere.