Utidssvarende tronfølgerlov… Er det en vittighed?
Anders Fogh og co. vil slå et slag for ligestillingen. Den 7. juni næste år – samtidig med valget til Europaparlamentet – er der derfor folkeafstemning om ændring af tronfølgerloven: Danskerne skal sige ja eller nej til et forslag om at sidestille kvinder med mænd.
Som det er nu, går regenttitlen til den førstefødte søn – også selv om han måtte have en storesøster.
Faktisk er Doktor Margrethe udelukkende regent fordi Frederik og Ingrid kun fik piger, tre af slagsen, og fordi tronfølgerloven via en folkeafstemning i 1953 fik et appendix der muliggjorde en kvindelig regent. Indtil da sagde loven at regenten skulle være af hankøn; og derfor stod Frederiks yngre bror, Arveprins Knud, til at blive konge.
Den ville danskerne trods alt ikke være med til (Knud var ikke den skarpeste kniv i skuffen) – men man gik altså ikke så langt som til decideret at ligestille kønnene. Det skal ske nu, siger regeringen.
“Den fortrinsret, som den gældende tronfølgelov giver mandlige arveberettigede, finder regeringen utidssvarende” skriver bl.a. DR.
UTIDSSVARENDE?!
Hele det royale cirkus er jo for pokker utidssvarende. Ligestilling? Det er absurd at tale om ligestilling når der er tale om en position som man ikke gør sig fortjent til; man FØDES til den.
Jeg har det med den sexistiske arvefølgelov som jeg har det med den katolske kirkes forbud mod kvindelige præster: I don’t give a fuck. Det er jo indlysende at det ikke er DET der er problemet (det er blot et af mange symptomer). Problemet er selve institutionen.
Nedlæg nu det tåbelige monarki.
