Eskapisme

En blog om livet. Det grimme og det smukke…

Ud af Irak? Nej, ud af Afghanistan, sgu!

Mange er kritiske over for eller direkte modstandere af Vestens tilstedeværelse i Irak. Pacifister og USA-hadere er det fordi “en selvstændig nation blev invaderet på illegal vis…” (jep, for Saddam Hussein var super-legal og sympatisk…). Fornuftigere gemytter begrunder deres kritik med den inkompetence og skruppelløshed Bush, Cheney og Rumsfeld (og bette Anders Fogh) greb det an med.

I dag – hvor Bush og Cheney i praksis er impotente – er der gudskelov kommet mere styr på sagerne i Irak, bl.a. pga. general Petreus. Men mange hvæser stadig bevidstløst: UD af Irak.

Afghanistan, derimod… Dét morads har USA og allierede været i i syv år, og pt er dødstallet større dér end i Irak. Alligevel har mange mennesker stadig et anderledes forhold til Afghanistan og Vestens tilstedeværelse. Det hænger naturligvis sammen med at det var hér Osama Bin Laden holdt til, sammen med de vanvittige Taliban – der stadig kæmper med næb og klør.

Jeg er klar tihænger af et vestligt engagement i Afghanistan (og i Irak, i øvrigt), men der må fandentagemig være en grænse. Overskrides den, så må vi trække os ud og overlade dem til sig selv. Kort og godt.

Og den grænse er overtrådt nu: En afghansk journalist er blevet idømt 20 års fængsel for blasfemi (Politiken). BLASFEMI?! Efter sigende fordi han havde tilladt sig at stille kritiske spørgsmål om kvinders rettigheder i Islam.

Umiddelbart ser Vesten ud til at være tilfreds med at kravet om at den oprindelige dødsstraf er blevet omstødt (det var således Dansk Folkepartis krav; ellers ville de ikke længere støtte den danske regerings Afghanistan-mission). Men det er simpelthen ikke godt nok. Vesten skal kræve at han sættes på fri fod.

Hvad kæmper vi ellers for i Afghanistan? Det er vel først og sidst et samfund der er tåleligt at leve i? Og et sådant får man ikke uden plads til kritiske spørgsmål.

Jeg er med på at man er nødt til at tage det skridt for skridt; man kan ikke indføre et skandinavisk demokrati i Afghanistan fra den ene dag til den anden. Men der bør være grænser for hvad man skal acceptere.

oktober 21, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik, Religion | | 3 Kommentarer

Utidssvarende tronfølgerlov… Er det en vittighed?

Anders Fogh og co. vil slå et slag for ligestillingen. Den 7. juni næste år – samtidig med valget til Europaparlamentet – er der derfor folkeafstemning om ændring af tronfølgerloven: Danskerne skal sige ja eller nej til et forslag om at sidestille kvinder med mænd.

Som det er nu, går regenttitlen til den førstefødte søn – også selv om han måtte have en storesøster.

Faktisk er Doktor Margrethe udelukkende regent fordi Frederik og Ingrid kun fik piger, tre af slagsen, og fordi tronfølgerloven via en folkeafstemning i 1953 fik et appendix der muliggjorde en kvindelig regent. Indtil da sagde loven at regenten skulle være af hankøn; og derfor stod Frederiks yngre bror, Arveprins Knud, til at blive konge.

Den ville danskerne trods alt ikke være med til (Knud var ikke den skarpeste kniv i skuffen) – men man gik altså ikke så langt som til decideret at ligestille kønnene. Det skal ske nu, siger regeringen.

“Den fortrinsret, som den gældende tronfølgelov giver mandlige arveberettigede, finder regeringen utidssvarende” skriver bl.a. DR.

UTIDSSVARENDE?!

Hele det royale cirkus er jo for pokker utidssvarende. Ligestilling? Det er absurd at tale om ligestilling når der er tale om en position som man ikke gør sig fortjent til; man FØDES til den.

Jeg har det med den sexistiske arvefølgelov som jeg har det med den katolske kirkes forbud mod kvindelige præster: I don’t give a fuck. Det er jo indlysende at det ikke er DET der er problemet (det er blot et af mange symptomer). Problemet er selve institutionen.

Nedlæg nu det tåbelige monarki.

oktober 6, 2008 Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Politik | | 7 Kommentarer