Fra en hospitalsseng

Noter fra et kort hospitalsophold (blev indlagt i torsdags, fik rekonstrueret forreste korsbånd i venstre knæ – og blev udskrevet fredag). Skrevet torsdag, i morfinrus:

Operation seems to have gone fine. And then i got a bottle of morphine and a button i could control myself. Nice feature

I have to stay overnight. Irritating as I can’t work here, the keyboard and the internet connection is shite (this takes forever to write). but i guess it makes sense what with the pain and the drugs. Am trying to watch a film but keep nodding off. They almost did not want to let me use the toilet by myself, thinking i might faint, so it was either a bottle in bed or an escort. A nurse followed me there, me on crutches, she carrying the bottles that are attached to me, one with the morphine, one for the blood coming out of the knee. but at least she left while i was peeing.

Funny by the way. the day nurse was a sweet woman. the night nurse, however, is a big, bald man. who came in, looked at me and said: “I know you…”

“Is that good or bad? From where?” I asked. but he didnt explain, letting me wonder how he knows me; does he carry a chip on his shoulder, have i done something to him? Weird , I dont remember him. maybe the morphine is messing with my mind.

Anyway. He then went on to explain that i needed to take some antiinflammatory medicin: “Do you want tablets to swallow or the alternative?”

Me: “What is the alternative?”"
Him: “To be put up your bum.”
Me: “Ah, yeah I dont think…”
Him: “Dont worry, we’ll do it for you.”
Me: “Yeah, no I’ll just take the ones I can swallow, thanks…”

All in all, though , they are nice here. But I long to get out. oh well, better get some rest now.

Jesus. Another nurse just came in: “Are you roman catholic?”

Me: ‘Ehm… why?’
Her: ‘A priest will come by tomorrow.’
Me: ‘ What, I am dying now?! The last oil?’
Her: ‘No no, it’s just the holy communion.’ (or something)
Me: ‘Well I’m not catholic. But thanks.’

Maybe it’s just me but this is kind of weird. And outside some goddamn brass band is playing away in the street. Loudly and badly, Typically Maltese.

“At heart I am a democrat” (Vladimir Putin)

At heart I am a democrat…

Citat Vladimir Putin (ved et møde i 2003 med en række (regerings-håndplukkede) russiske menneskerettigheds-forkæmpere).

Skal man le eller græde over den slags absurditeter? Anna Politkovskaya græd ikke, men bed tænderne sammen og skrev sin ”Russisk Dagbog” – fra december 2003 til januar 2005. Sideløbende med en karriere som frygtløs journalist der skrev artikler (der somme tider, men ikke altid, blev bragt; ind i mellem turde avisens redaktør ikke) om krigen i Tjetjenien og alle de andre ting der var grueligt gale i Putins Rusland.

Hendes dagbog er en åbenbaring. I et nøgternt og klart sprog opbygger hun en uigendrivelig sag mod Putin og hans mafiavælde (og mod den patetiske opposition). Rædsel efter rædsel løftes frem. Fra AIDS-syge Tjetjenien-veteraner over valg-svindel til utrøstelige Beslan-mødre. Det er svært ikke at bryde sammen mens man læser, men man er nødt til at tage sig sammen. Af respekt for Annas stoiskhed, selvopofrelse og fantastiske mod. Til sidst er det dog umuligt at holde tårerne tilbage – for man ved jo hvordan det endte for Anna Politkovskaya.

Anne Politkovskaya blev myrdet af ukendte gerningsmænd d. 7. oktober 2006.

D. 7. oktober er Vladimir Vladimirovic Putins fødselsdag.

Krig i Tjetjenien

Putin startede Den Anden Tjetjenske Krig – i 1999 da han var regeringschef under en mere og mere senil/fordrukken præsident Boris Jeltsin. Kort efter blev Putin selv præsident, og han har siden holdt den tjetjenske gryde i kog – med alle midler. De russiske tropper har begået stribevis af krigsforbrydelser, voldtaget, plyndret og dræbt. Og de Ruslands-venlige tjetjenere, under ledelse af den brutale kretiner Ramzan Kadyrov, er endnu værre. Uskyldige mennesker hives ud af deres senge midt om natten og bankes – eller bortføres, tortureres og dræbes.

Resultatet af de groteske metoder er naturligvis en radikalisering af de unge tjetjenere. Og det er årsagen til at islamistiske volds-psykopater som Basajev (død i 2006; men konflikten fortsætter) har haft mulighed for at rekruttere folk til diverse terror-handlinger.

Terror-handlinger som tjener Putin og hans håndlangeres interesser. I en grad så man har dem mistænkt for at have mere end en finger med i spillet i katastrofer som Dubrovka og Beslan.

Beslan og Dubrovka

Dubrovka er et teater i Moskva hvor tjetjenske terrorister i 2002 tog 850 teatergængere som gidsler. Da sikkerhedsstyrker stormede teatret, brugte de giftgas og dræbte 39 gidseltagere og langt over 100 gidsler.

Beslan er en skole i Nord-Ossetien hvor 1.100 mennesker, heraf 777 børn, blev taget som gidsler af terrorister i 2004. På tredjedagen angreb de russiske sikkerhedsstyrker med tanks og diverse tunge våben. Mindst 334 gidsler døde.

Stod Putin i et eller andet omfang bag disse rædsler? Svært at sige. Men man kan konstatere at i begge tilfælde var prioriteringen for sikkerhedsstyrkerne IKKE at få gidslerne ud i live, men at slå alle terroristerne ihjel. Og i begge tilfælde har regimet nægtet at foretage en tilbundsgående undersøgelse af hvad der egentlig foregik.

Der har også været en række mystiske terrorbombninger af lejlighedsblokke i Moskva, startende i 1999. Tjetjenske terrorister, hævder Putin og co. Men hvorfor blev to FSB-agenter grebet i at placere bomber i en bygning? Det er heller ikke blevet undersøgt; FSB hævder at der var tale om en øvelse – og så er dén ikke længere.

Tilbage står at Putin har udnyttet terroren som påskud til at stramme grebet, ikke bare om Tjetjenien, men om hele den russiske føderation.

Fascisme i Rusland

Over hele Rusland har militser lov til at anholde folk uden at bekymre sig om beviser og den slags pjat-detaljer. Domstolene er intet andet end gummistempler for styret i Kreml. Politiske modstandere – fx Kommunisternes ungdomsorganisation – tæves på åben gade af bøller som regimet har udsendt. Som var der tale om Italien og Tyskland under fascismen/nazismen. Typisk er der tale om fodbold-hooligans, skinheads, der bruges som våben mod dissidenterne. Og politi og dommere lader stå til.

Tillader man sig at demonstrere mod Putin, vil man typisk havne i fængsel og få tæv. Det er således sket for Kasparov, ex-skakverdensmester der forsøger at samle den russiske opposition. Og det er sket for hundredevis af andre.

De politiske modstandere nøjes ikke altid med at få bank og et kortvarigs fængselsophold. Hvis de virkelig regnes som farlige, så iværksætter regimet en skueproces og idømmer dem langvarige fængselsstraffe. Det skete for Khodorkovsky, øverste chef for Yukos, en stor og succesrig koncern. I stil med andre oligarker var han blevet styrtende rig efter kommunismens fald. Dét var ikke problemet. Problemet var at han pludselig besluttede sig for at Yukos skulle følge vestlige principper mht åbenhed og anti-korruption. Og at han ville støtte Putin-oppositionen økonomisk. SÅ faldt hammeren. Regimet opfandt diverse vanvittige anklager og idømte ham 8 års fængsel. Og Yukos? Blev splittet ad, og aktiverne gik til Putins venner.

Man må gerne være rig, men man skal sørge for at give zaren hvad der tilkommer ham.

Og i dag?

Vi skriver i dag 2008; det er snart to år siden Anna blev skudt. Har noget ændret sig i Rusland? Nej. Putin er ganske vist ikke længere præsident, men han er premierminister og i høj grad stadig ved magten. Hele det korrupte og psykopatiske bureaukrati han var med til at opbygge, sidder stadig som igler og beriger sig på folkets bekostning. Og Rusland har stadig vanvittige stormagtsdrømme – og har senest invaderet et demokratisk naboland, Georgien…

De onde ler stadig. Og nu kan Anna Politkovskaya ikke længere udstille forbrydelserne. Hvem tager over?