Eskapisme

En blog om livet. Det grimme og det smukke…

Sex, alkohol og fodbold

Intelligent design? Hold nu op med det vrøvl. Kan I stave til e-vo-lu-ti-on?

Jeg gider ikke engang argumentere for det indlysende, vil blot henvise til folk som Richard Dawkins. Gak hen, læs ham og bliv klogere. Og tjek så også lige hans gode ven Douglas Adams, den fremragende (alt for tidligt afdøde) humorist og, ifølge eget udsagn, “radikale ateist”. Adams havde en fin lille lignelse til dem der var så lalleglade at fremture med det sædvanlige sjask om at verden er så fantastisk, fx er mennesket så sindrigt indrettet, at nogen (Gud) MÅ stå bag det…

Lignelsen handler om en vandpyt der er overbevist om at hullet den fylder, er skabt for DENS skyld. Og det bliver pytten ved med at tro – indtil den er udtørret af solen…

Henrivende naive, disse kreationister – eller utålelige?

Nå, men til mit egentlige ærinde. Mit knæ som jeg smadrede til fodbold i sidste uge.

Apropos intelligent design/evolution, er knæet jo et fremragende indicium. Alt for skrøbeligt; slet ikke stærkt nok til det vi udsætter det for; de kilo vi stabler ovenpå. Og her taler jeg ikke bare om fodbold, men alene det at gå og løbe; det kan knæet sgu ikke tåle i længden. Hvis Gud har skabt os, har han huleme gjort et sjusket job. Et endnu bedre eksempel er blindtarmen, for længst overflødiggjort af evolutionen – men skidtet er der stadig. For sådan fungerer evolutionen: Det bevæger sig, men ikke gnidningsfrit, ikke 100 procent hensigtsmæssigt hele tiden.

Nå, røg igen ud ad en tangent. Tilbage.

Var hos specialist i dag. Knæ stadig for hævet til at man sige noget med sikkerhed, men det ser skidt ud. Værre end frygtet, nærmest. Ledbånd røget; korsbånd sandsynligvis også. Og menisk kan være skadet.

Og jeg kan ikke drikke sorgerne væk længere. Må ikke indtage alkohol mens jeg tager piller for at reducere hævelse; ellers får jeg mavesår.

Jeg kan ikke engang dyrke sex mens knæet er i denne tilstand.

Fodbold, alkohol, sex… Hvad fanden er der så tilbage at leve for?

P1, har en bekendt foreslået. Tjah. Jeg skal se om jeg kan undertrykke min begejstring. Indtil videre klynger jeg mig til førnævnte Douglas Adams. Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er en god måde at abstrahere på. Og Woody Allen-film…

marts 25, 2008 - Skrevet af Jens Bøye | Fuckery, Privat, Religion | | 5 Kommentarer

5 Kommentarer »

  1. Jeg troede egentlig at man havde fundet ud af at blindtarmen hjælper til med produktionen af nogle blodlegemer af en art. Aner ikke om det passer dog…

    Det er sgu synd for dig med knæet, er der nogen som helst prognose i forhold til hvor godt du kan komme dig over skaden?

    Comment af Emil Bøye | marts 27, 2008 | Svar

  2. Det er da super ærgerligt med dit knæ. Gjorde det ikke en smule naller?

    Nå, men skal man se lidt positivt på det, så kan det være du får mere tid til at skrive glade indlæg i din blog igen, som vi andre så kan fornøje os med at læse.

    (sagde jeg glade, jeg mente gale ;-) )

    Comment af Willy | marts 27, 2008 | Svar

  3. Den teori om blindtarmen har jeg ikke hørt. Så folk der har fået fjernet blindtarmen, kan have problemer med produktionen af røde blodlegemer? Hmm. En anerkendt teori?

    Uanset hvad, er det jo ikke just en pind i ligkisten for evolutions-teorien :-) .

    Knæet: Nu må vi se når jeg får det scannet om et par uger, når hævelsen forhåbentligt er helt væk. Der er en lillebitte chance for at et korsbånd ikke er helt fucked. Men hvis det er (og menisken ditto), ligner det en operation om en måneds tid eller halvanden. Og så – tjah, op til seks måneders genoptræning. Hvorefter jeg så bør være nogenlunde ligesom før. Ja, måske endda med bedre lårmuskler, grundet den træning jeg skal gennemgå (suk).

    Så min førlighed som sådan er jeg såmænd ikke så bange for. Men det koster altså lige forår og sommer. Plus en hulens bunke penge. Jeg har været så dum IKKE at tilmelde mig privat sygesikring hernede (kun snakket om at gøre det). Man er i princippet dækket ind via skatten, men ventetiden i det offentlige system… Så jeg går på privat hospital. Hvor en MRI-scanning (eller hvad fanden det hedder; MR?) koster godt og vel 5.000 kr… Og en operation tør jeg slet ikke tænke på.

    Men tjah. Tænk på hvor mange penge jeg sparer i alkohol-udgifter.

    Willy: Det gjorde en smule ondt, ja. Jeg begyndte at råbe (ok, skrige) mens jeg stadig hang i luften. Og var nødt til at bande vildt for ikke at begynde at græde som et lille barn.

    Comment af Jens Bøye | marts 27, 2008 | Svar

  4. Jeg har ingen anelse om, om den teori er anerkendt. Eller om det bare er noget jeg har bildt mig selv ind, at jeg har hørt.
    Jeg lavede lige en kort søgning, det ser ud til der bare er uenighed om det.

    Comment af Emil Bøye | marts 28, 2008 | Svar

  5. Jeg håber stadig, det ikke er så slemt som forventet :( Lidt af en udskrivning, både psykisk, fysisk og økonomisk, øv.

    Comment af Rikke | april 2, 2008 | Svar


Skriv en kommentar