Thailand: Fra ladyboys til massage med happy ending

Byggerod i Dubai, ladyboys i Phuket og Bangkok, joints på Koh Lanta, massage med og uden “happy ending”. Jul på en dykkerbåd, nytårsaften på en strand. Og alt for mange svenskere…

Her følger beretningen om min ferie i Thailand. (Forsinket, jeg ved det, men man skulle lige tage sig sammen – og det kneb indtil en togtur fra Jylland til København skulle fordrives på een eller anden måde).

Vi – undertegnede og to kammerater (danske Jesper og dansk-islandske Ravn) – drog fra Malta d. 14. december. Efter 3 dage i Dubai, gik det videre østpå til Bangkok. Et par dage i den sydende storby, og så sydpå til strand, sol og vand. Dykning. De sidste par feriedage blev afsat til et gensyn med Bangkok, og d. 11. januar landede vi på Malta igen. Solbrune og afslappede. Og ølmaven (mmmm, Chang-beer!) en smule omfangsrigere, end da vi drog afsted. Detaljer følger længere nede.

Billeder (klik for at se flere):

Ovenvands

Undervands

Detaljer:

Dubai
”Under construction.” Det burde der stå med fede typer under ”Dubai” på kort over den arabiske halvø. Denne by i De Arabiske Emirater bliver utvivlsomt et pragtfuldt skue engang, om 10-15 år, men nu og her er der tale om en masse byggerod, og derudover er det simpelthen en kedelig ørkenby (beboet næsten udelukkende af fremmedarbejdere, især fra Pakistan; sjældent at se en indfødt) med langt mellem oaserne. Hvormed jeg mener steder hvor man kan få en øl.

Det var sådan set det vi mest brugte tiden på i Dubai.

Dels på at spejde forgæves efter seværdigheder som ”Verden” (en kunstig ø-gruppe der skal være en mini-kopi af – ja, verden) og et hyperhøjt tårn der skal være det højeste… (ok, dét stod der faktisk, men langt fra færdiglavet). De billeder man ser? Computermanipulationer. Kun een ting står færdig: Luksushotellet ”Sejlet”, hvortil millionærer flyves med helikopter direkte fra Dubai Lufthavn, mens almindelige dødelige må tage bussen eller en taxi. Et flot syn, dette ”Sejl” – og efter sigende skulle udsigten fra restauranten foroven være lige så imponerende. Det mislykkedes desværre for os at komme derop. Noget med at vores sandaler, short og ærmeløse t-shirts ikke lige fulgte det snobbede tøjkodeks.

Dels på at lede desperat efter et vandhul hvor vi kunne fugte den tørre gane og hvile de ømme fødder efter den skuffende seværdighedsjagt. Det lykkedes dog til sidst. I Dubai som er et muslimsk samfund (omend ikke wahabi-ekstremt som Saudi-Arabien) er alkohol forbudt. Med enkelte undtagelser. Nogle hoteller har lov til at udskænke alkohol. Og et sådant hotel fandt vi. Vi fik noget at spise, med samt et par øl. Som smagte af mere, som den slags jo gør – og så var det så heldigt at samme hotel havde en bar/natklub hvor man kunne fortsætte. Den Afrikanske Klub hed stedet, et eksotisk navn. Vi regnede med at det indebar et par masker og et spyd på væggen, men nej, det var temmelig gennemført. En afrikansk gruppe optrådte med sang og dans. Interessant stil med ryst af skiftevis brystparti og skuldre. Tre kønne piger og en mand – hvis skulderryst mildest talt så bizart ud, men ok. Bartender og servitricer var også afrikanske. Og det var langt hovedparten af klientellet, bortset fra nogle enkelte vesterlændinge og hér og dér en araber. Masser af afrikanske piger. Som, viste det sig hurtigt, alle var prostituerede. Og de kunne pinedød ikke forstå hvad i alverden tre fyre fra Danmark dog ville i Den Afrikanske Klub hvis det ikke netop var for at hooke up med en luder… Vi var åbenbart havnet i Dubais fremmeste luderbule. Nå, men vi er ikke så sarte, og nu havde vi endelig fundet et sted, så vi blev der en del timer. Masser af øl, og fin underholdning på scenen. Luderne prøvede da til, men forstod efterhånden at vi ikke bare spillede kostbare, at vi ikke havde tænkt os at købe deres ydelser. Og så blev vi ladt i fred.

Den Afrikanske Klub var helt klart Dubai-opholdets højdepunkt.

Ah ja, vi var naturligvis på ørkensafari. Men sikke en turistfælde. Sammen med en hel masse andre godtroende mennesker blev vi proppet i firehjulstrækkere der så drønede rundt i sandet i høj fart. Meget sjovt i begyndelsen, men i længden småirriterende at gokke hovedet op i loftet. Derefter safariens klimaks, sand-boarding, dvs stå ned ad en sandklit på et snowboard. Det havde islændingen Ravn med stor snowboard-erfaring set frem til og talt meget om. Hæ. Det foregik ned ad en fem meter høj og meget lidt stejl bakke. Hvor vores guides – alle pakistanere, i øvrigt – dannede en kæde for at sikre sig at ingen faldt… Ravn var grædefærdig.

Bagefter lidt mere rystetur i bilerne, og til sidst aftensmad og mavedans i noget der skulle ligne en beduin-lejr. Hvor man dog, helt skidt var det ikke, kunne købe øl.

Men alt i alt var det ikke just med vemod vi forlod Dubai og drog mod Thailand. Tre dage i Dubai er for meget, een dag er mere end nok.

Bangkok
Vi landede i Bangkok, efter endnu en lang flyvetur med Air Emirates.
Krung Thep, som det hedder på thai (men de høflige thaier accepterer stiltiende vesterlændingenes imperialistiske navne-diktat) og hvilket sådan cirka betyder “Englenes by”, er der ingen ende på. Man skiftevis fascineres og forarges, men uinteressant bliver byen aldrig.

Da vi vendte tilbage til Bangkok efter nogle uger i syd, ramte Jesper det meget godt. Mens han snuste ind, sagde han: ”Ahh, der er lugte man har savnet – og lugte man bestemt IKKE har savnet…”

Ditto med synsindtrykkene.

Bangkok er en myriade af gaderestauranter med alle mulige og umulige former for mad (man ser ind i mellem rotter løbe rundt i restauranternes udstillingsvinduer; mæskende sig i det udstillede kød). En blanding af smalle gyder og brede boulevarder propfyldt med billeder af kongen; han hænger OVERALT, som en anden Big Brother, og med den berygtede trafik. Tag IKKE en taxi, hvis du kan undgå det; det er simpelthen for frustrerende (medmindre man, som mange taxichauffører gør, medbringer en bog så man har noget at fordrive tiden med når køen holder stille). Og tag ikke en tuc-tuc (en knallert med lad, med plads til 2-3 passagerer); medmindre du er pjattet med udstødningsgasser lige i fjæset.

Bangkok er også en blanding af dyd og skørlevned. Fyldt med templer og munke. Side om side med skumle massage-parlours og bordeller (ofte mere eller mindre det samme). Og ping-pong shows (gæt selv hvad det indebærer; vi overvejede at overvære et show, naturligvis for at gøre sociologiske studier, men undlod – var bange for at det ville blive for kvalmende).

Og naturligvis fyldt med thaier. Altid smilende og talende. ”Helloooooo. You want massaaaaage? Ping-pong-shooow? Fucky-fuckieeee?”

Her taler vi naturligvis ikke om den almindelige thai, men om dem der jager i området omkring den berømte og berygtede Khao San Road. Hvor turisterne flokkes, og hvor det for geskæftige alfonser er som at skyde sild i en tønde. Gaden består af restauranter, værtshuse, skræddere (en kæmpe-industri i Thailand. Alle med burmesisk/indisk personale og en væg med stort set enslydende anbefalinger fra tilfredse turister der har betalt pebernødder for et skræddersyet jakkesæt af ofte tvivlsom kvalitet) og butikker der sælger diverse former for turistjunk. Og sidegaderne, tjah, dér har vi så massage-bulerne, blandt andet.

Turisterne er en broget flok. Der er den unge idealist, med fornuftigt fodtøj og fjällräv på ryggen. Der er den gamle hippie, med grå hestehale og batikskjorte. Og der er den midaldrende mand med tyk mave og (mistænker man) hang til unge piger og/eller drenge…

Vi så dog ikke noget til pædofili. Til gengæld så vi masser af par der bestod af en ældre vesterlandsk mand og en relativt ung thai-kvinde. Det kan man så mene om hvad man vil (lidt patetisk er det jo), men man skal nok passe på med at lade forargelsen skygge over kendsgerningerne. Som blandt andet er at udnyttelsen reelt er ret begrænset, eller rettere; den går nogenlunde lige op, i et frivilligt forhold hvor begge giver noget, og begge tager noget. Manden (faktisk oplevede vi også et eksempel på det omvendte, at kvinden var ældst og fra Vesten, fyren var en yngre thai) har penge, kvinden har ungdom og skønhed. Hvem udnytter hvem?

Kærlighed? Tjah, det er en luksus som kun de rige og relativt kønne har råd til, sådan er verden nu engang.

Khao Lak
Efter et par dage i Bangkok, tog vi sydpå til Khao Lak, en badeby på vestkysten. Et sted for familier og par, og derfor var det småt med nattelivet. En våd klud i ansigtet – vi havde vænnet os til Bangkoks vilde puls. Det lykkedes os dog at finde en irer, en englænder og en flaske gin, og så gik det jo alligevel.

I øvrigt et yderst sympatisk par, en irsk pige og en engelsk fyr der begge var i Thailand som frivillige i tsunami-hjælpearbejdet; de underviste forældreløse børn i engelsk. Og dér sad vi så, tre fyre på dykker- og drukferie. Lidt dårlig samvittighed fik man vel.

Og så blev vi i øvrigt, sent på natten og efter en flaske gin, sat kærligt, men håndfast på plads af den irske pige med følgende karakteristik af os:

Jeg var ”the obnoxious one” (nok fordi jeg tillod mig at ymte at jordskælvs-tsunamier næppe skyldes global warming og altså næppe har noget at gøre med menneskets generelle voldtægt af kloden…).

Jesper var ”arrogant – but nice”.

Og Ravn var ”the sensitive one…”

Tjah.

Dykkertur
Efter et par dage i Khao Lak tog vi på en fire-dages dykkertur på en live-aboard-båd. Turen gik til Similan Islands, en smuk øgruppe et stykke ude i Andaman-havet (del af det indiske ocean).

Vandet var 30-31 grader i overfladen (måske 28 grader på 20-30 meters dybde), øerne lignede noget fra en Bounty-reklame, og Andaman-havet er fyldt med et virvar af farverige fisk. Der var med andre ord lagt op til en stor oplevelse, og vi blev da heller ikke skuffede.

Ganske vist måtte vi vente til allersidste dyk før vi så Manta Rays (Kæmperokke, hedder det muligvis), men det var også ventetiden værd. Fantastiske kræ, enorme vingefang; de glider majestætisk afsted og ligner en slags ufo. Og indtil da havde vi set alverdens skabninger. Søheste, muræner, blæksprutter, barrucadaer og alle mulige andre former for fisk.

Een ting manglede dog. Hajer. Det er ingen hemmelighed at jeg i mange år led af hajfobi. Jeg kunne ikke engang gå i svømmehallen uden at høre temaet fra Dødens Gab for mit indre øre. Og svømme i Øresund eller Kattegat? Glem det. Ikke længere ud end man kunne bunde, i hvert fald.

Netop derfor, for at gøre noget ved fobien, tog jeg dykkercertifikat på Malta. Og det virkede. Jeg kan nu svømme og snorkle – og dykke, naturligvis – uden at gå i panik hver gang jeg ser en skygge.

Meeen. Man vil jo gerne se en haj. For lige at sikre sig at man rent faktisk ER fri af fobien. Helst en bette een der ligger fredeligt på bunden. Dét må gerne være den første haj, derefter må de gerne gradvist blive større.

Og det var der netop mulighed for i Thailand hvor hajerne typisk er vældigt fredelige (og relativt små, bortset fra hvalhajer – der er kæmpestore, men til gengæld MEGET uskadelige, hvis man ikke er plankton). Så derfor var det temmelig ærgerligt at gå glip af det. Men skidt-pyt, jeg må tage til Egypten og se mig en haj.

Hajer eller ej, var bådturen en stor oplevelse. Den strakte sig fra d. 23. til d. 27. december, og juleaften skulle altså fejres på en båd i det indiske ocean. En lidt speciel oplevelse, men det gik fint. Juleaftensdag dykkede vi med nissehuer på, hvilket besætningen grinede meget af, og fiskene har sikkert også gloet (en enkelt gjorde mere end dét, den bed i min kvast), og om aftenen fik vi en ekstra øl.

Dykkermæssigt fik jeg en masse ud af det. Jeg fordoblede mit dykantal og blev klart bedre som turen skred frem. I starten havde jeg et iltforbrug som Darth Vader og blev to gange sat under administration til sidst i dykket (hvilket bestod i at jeg måtte hægte mig fast til en guide og bruge hans reserve-mundstykke; temmelig ydmygende), men derefter begyndte det at gå bedre og bedre, og til sidst var jeg nede på et ret normalt iltforbrug.

Turen kostede en pæn sjat, men det var det hele værd. En kok var medbragt, og maden var lækker og righoldig. Og besætningen stod på pinde og gjorde alt udstyr klart. Man skulle faktisk ikke lave andet end at sove, spise og dykke. Efter hvert dyk – tre-fire om dagen, stod maden klar. En luksustilværelse. Cruise-agtigt.

De andre passagerer, vi var 23, var for de flestes vedkommende søde og flinke (enkelte var småirriterende, men så undgik man dem). Og selvfølgelig alle de forudsigelige klichéer: Den skilte (og meget tavse) svenske mand på ferie med sin søn. En flok meget talende, men også meget søde, amerikanere. En supersmuk sydafrikansk pige der naturligvis havde sin superflinke fyr med. En bulgarsk kvinde med sin thai-fyr. En midaldrende tandlæge fra Köln der rejste alene. Selvsamme tysker var vældigt flink, men en smule speciel. Han havde en pudsig vane med at gå rundt i et par meget små og meget stramme badebukser – og med, når han talte med en anden passager (altid af hankøn), at sætte den ene fod op på en bænk og placere sig meget tæt på den siddende samtalepartner der dermed befandt sig med øjnene i hvad jeg vil kalde skridtnær skridthøjde…

Ikke et ondt ord om homoseksuelle; denne adfærd ville være lige så bizar hvis det havde drejet sig om en heteroseksuel. Nå, men samme tysker var havnet i samme fire-kahyt som vi tre, og den første nat ombord vågnede Ravn ved at køjen bevægede sig… Ovenover lå tyskeren og masturberede. Ravn var temmelig chokeret, mens vi andre der havde sovet sødeligt, brølede af grin da vi fik historien dagen efter – ved tanken om den stakkels traumatiserede islænding… Tyskeren må nu også have fundet det ret pinligt, i hvert fald flyttede han til en anden kahyt.

Koh Lanta
Efter dykkerturen drog vi lidt længere sydpå, i vores søgen efter et godt sted at holde nytårsaften. Vi hørte om steder med Full moon-parties, med alt hvad det indebærer af druk og hedonisme. Og vi var da fristet, men gad på den anden side ikke være et sted med alt for mange mennesker. Vi endte derfor på Koh Lanta, en ø tæt på kysten, ved Krabi og Phuket. Her skulle man efter sigende både kunne finde natteliv og gode snorkel- og dykningsmuligheder.

Tjah. Øen viste sig at være reserve-Sverige. Propfyldt med svenskere, unge og gamle, ferierende og fastliggere. I en grad så der var 3-4 svenske skoler og diverse svenske bygningsarbejder, markeret med blå-gule skilte: ”Här byggar vi drömmar!”. Tjah, drøm eller mareridt? Vi var sgu ikke taget til Thailand for at være omgivet af svenskere. Hvis det var det vi ville, kunne vi være blevet på Malta. Men vi gav det en chance, og det viste sig at være udholdeligt. Koh Lanta ER generelt temmelig turistpræget, men man kan finde fredelige strande, eller man kan drage ud i junglen. På elefantsafari, fx, hvad vi dog ikke var. Jeg fik kolde fødder da jeg så de store dyr traske sørgmodigt afsted med en ydmygende platforms-saddel og en gruppe dovne mennesker på ryggen.

Vi kom i stedet rundt på lejede scootere. Det gik fint selv om bremserne ikke virkede optimalt på Ravns…

Koh Lanta-opholdet var een stor afslapning. Vi tulrede rundt på scooter eller sad på stranden og drak kolde øl, hentet i en nærtliggende bar. Nytårsaften blev fejret på en strand, naturligvis, omgivet af diverse andre turister (på mirakuløs vis ingen svenskere, derimod franske, hollandske og tyske piger). Øl og gin, igen. Og så nød man ellers nattehimmelen, stjernerne og de lys der blev sendt op. I Thailand har man en skik med at sende ”papir-drager” til vejrs. En lille oliebeholder antændes og opvarmer luften i en slags lampeskærm af papir – der flyver afsted og mest af alt ligner et langsomt flyvende meteor. Meget dekorativt.

Phuket
Efter otte dage på Koh Lanta, nærmede feriens slutning sig. Vi skulle tilbage til Bangkok, men ønskede ikke at tage bussen som vi gjorde på vej ned (et helvede; det tog tyve timer at komme frem). I stedet ville vi flyve (i øvrigt næsten lige så billigt), og det skulle ske via enten Krabi eller Phuket. Krabi havde vi set kortvarigt, på vej til Koh Lanta, og der var ikke noget at skrive hjem om, så det blev Phuket.

En beslutning vi skulle komme til at fortryde – og så alligevel glædes over.
For Phuket er et helvede. Det synes at eksistere helt og aldeles for turisternes skyld. ALT handler om turisme. Trættende og meget lidt charmerende. Lige fra den overfyldte strand til byens gader, hvor skræddere, restauranter og souvenirshops ligger side om side i en uendelighed. Nåja, og en massage-bule hér og dér.

Vi skulle heldigvis kun være der een dag, og om aftenen kunne vi jo være gået tidligt i seng. Meen. Man skulle jo lige have en enkelt øl – selv om vi havde bange anelser. Og ganske rigtigt. Også i nattelivet handlede det om at servicere turisterne, her mest mænd. Vi fandt værtshusgaden, med en række barer på rad og række. I hver eneste sad der 5-10 ludere. Og ventede på sådan nogle som os. Nul chance for at få en fredelig øl. Vi blev konstant antastet af piger. Og naturligt nok; de skulle jo tjene til dagen og vejen. Men det var ikke lige det vi ville.

Så humøret dalede, og vi gik hjemad. Men faldt så over et sted, en bikerbar. Et band spillede god, gammeldags rock, og klientellet var stort set normalt. Her kunne vi sidde i fred for prostituerede og nyde musikken og en øl. Og det gjorde vi så. Hen på aftenen kastede Ravn sin kærlighed på en t-shirt der sad på en fyr ved nabobordet. Forståeligt nok, for t-shirten var sej (en motorcykel og teksten ”Too drunk to sex” (bortset fra at det var forkert stavet, så der stod ”To”, men meningen var klar, og stavefejlen blot yderligere charmerende), og fyren ditto. Mr. B kaldte han sig, en stor fyr, høj og kraftig af en thai at være. Tatovør, udsmider, lidt af hvert. Og masser af udstråling. Og et harem… Jep, han sad ene mand, omgivet af seks kvinder, noget af et entourage. Ludere? Nøh. Ellers var de kommet hen og havde falbudt deres ynder.

Nå, men Ravn roste t-shirten – og Mr. B fik så den idé at de skulle bytte; så han fik Ravns skjorte. De byttede, vi bød på tequila, og så gik det derudad med hyggesnak og festlighed. Senere på aftenen tog Mr. B os med hen til en anden bar, også med levende musik, og der blev drukket mere øl og tequila.

Alt i alt blev det altså alligevel en hyggelig aften i Phuket…

På vej hjem fra Mr B’s bar havde jeg dog en smule problemer. Prostituerede tilbød deres service, og især ladyboys var svære at ryste af. Jeg måtte faktisk til sidst løbe, for at slippe væk fra en særligt ihærdig ladyboy.

Det skete i øvrigt også i Bangkok. En pudsig oplevelse, irriterende i situationen, men grinagtig bagefter. Men sagen er at de virkelig ind i mellem er vedholdende, de bliver simpelthen ved med at følge efter, i en grad så man enten må blive voldelig (og jeg vil ikke begynde at slå på en lillebitte thai – pige eller fyr) eller tage benene på nakken.

Der synes at være et mønster. Kvindelige prostituerede er pågående, men tager typisk et nej for et nej. Hvorimod en katoey (ladyboy) ofte bliver ved. Irriterende. Men ok, nok meget sundt at opleve den mandlige måde at lægge an på…

Happy ending i Thailand
Nu vi er ved prostitution. Mange spørger mig om jeg fik massage med ”happy ending”. Svaret er: Nej. Jeg kan berolige med at ingen af os gjorde noget i Thailand vi ikke ville have gjort alle andre steder .

Massage fik jeg een gang. Oliemassage på en strand på Koh Lanta. Og det var fantastisk. Yderst afslappende (jeg fulgte det så op med en joint mens jeg nød solnedgangen; smuk oplevelse). Men selv om massøsen vitterligt havde magiske hænder, var det altså en helt normal olie-massage, uden seksuelle implikationer.

En fransk pige som vi mødte, fortalte om en massage hun engang havde fået i Bangkok. Hun havde regnet med at der var tale om en normal massage, men det viste det sig ikke at være. På det tidspunkt hvor det gik over grænsen, så at sige, var hun dog blevet så hypnotiseret af den generelt sensuelle massage at det stort set føltes som en naturlig forlængelse, og hun lod det ske. Tjah. Jeg kan såmænd godt se hvad hun mener; massagen er hypnotiserende og ikke usensuel. Men det var nu godt nok at der ikke var happy ending (ud over det med solnedgangen og jointen) dér på stranden på Koh Lanta. Det ville have været lidt pinligt, i en åben bås med svenskere til højre og venstre…