Jeg tager kokkens datter når jeg vil – det er min ret

Jeg tager kokkens datter, når jeg vil, det er min ret… Jørgen Leth i selvbiografien “Det Uperfekte Menneske”.

En gammel gris?
En gammel racistisk gris der udnytter sin overlegenhed, sit koloni-overherredømme, til at misbruge en ung haitiansk pige?

Nej.

Pigen var ung, ja, men ikke ude af stand til at sige til og fra. Hun havde: Ungdom og skønhed. Han havde: Relativ rigdom og status – og så var han udlænding og dermed spændende. Begge var interessante for den anden. Og hun brugte ham lige så meget som han brugte hende. Et ligeværdigt forhold.

En del taler faktisk for at han fik flere sår på sjælen af forholdet end den temmelig robuste pige gjorde.

Jamen selve formuleringen?
Leth er digter – og hans ord skal ikke læses som udtryk for at han faktisk MENER det: Han mener selvfølgelig ikke at det er hans ret som husets herre at bolle en ung pige når han har lyst, uanset hvad hun måtte synes.

Det skal nok snarere ses, dels som en slags seksuel fantasi, dels som en implicit kritik af førnævnte hvide koloniherre-tankegang. For sådan er der vitterligt mange der har tænkt. Og måske er der stadig en del.

Ikke særligt sympatisk
Rent bortset fra det, fremstår Leth langt fra sympatisk i sin selvbiografi “Det Uperfekte Menneske”. Jeg har ikke tal på hvor mange koner og børn han forlader fordi han skal realisere sig selv. På et tidspunkt rejser han væk fra sin højgravide kone, fordi han “simpelthen er nødt til at komme væk..”

Ekstremt neurotisk, selvoptaget og navlebeskuende.

Men det er jo netop dét: Han er ikke perfekt. Det erkender han og lægger åbent frem.
Og han er som altid uhyre velskrivende og interessant.

Læs bogen – og døm selv (men først da).