Blekingegadebanden: Psykopatiske drengerøve

“Blekingegadebanden” er en fremragende bog om den danske gruppe af venstreekstremister der for at støtte terroristorganisationen PFLP begik diverse røverier op igennem 70′erne og 80′erne (kulminerende med Købmagergade-røveriet i 1988 hvor en ung politimand blev dræbt – hvilket førte til deres anholdelse i 1989).

En dokumentarbog der er spændende som en kriminalroman. Godt gået af Peter Øvig Knudsen der godt nok er kommet langt siden han spurgte sine interviewofre hvilken slags træ de var, hvis de altså var et træ…

Læs den.

Mao wannabe
Bogen fortæller historien om den maoistiske organisation KAK stiftet af den karismatiske, højt begavede og dybt forstyrrede Gotfred Appel (næstkommanderende var i nogle år Benito Scocozza der siden sprang fra og stiftede KAP hvor han selv kunne være kalif). Sammen med sin ikke mindre usympatiske kone Ulla Hauton samlede Appel sidst i 60′erne en flok unge mennesker der var oprørte over Vietnam-krigen og Vestens (og det officielle Danmarks) reaktion herpå. Op igennem 70′erne var der tale om en Tvind-lignende organisation, med tøjindsamling til Afrika – og sektagtige forhold. Medlemmerne måtte kun socialisere med andre medlemmer – hvilket gjorde det nemmere at holde styr på dem; også fordi de dermed havde ekstremt meget at miste hvis de skulle blive udstødt. Sideløbende var der en hård kerne der – i starten orkestreret af Appel – begik hård kriminalitet (bortførelse, røverier).

Tæv til de onde mænd
Sekten eksploderede sidst i 70′erne da Ulla Hauton og nogle af KAKs kvindelige medlemmer nedsatte en komité der skulle udrense mandschauvinistiske elementer. Det indebar Tvind-agtige forhør: Alle mænd (undtagen Appel) blev én efter én sat på en stol i et lokale hvor man så blev udspurgt på klassisk Stalin-manér (man ER skyldig; man kan ligeså godt indrømme) af en gruppe kvinder. Manden skulle bekende sine synder og beklage dem. Gik det for langsomt eller hvis han virkede utroværdig, så tyede kvinderne til vold. De tævede ham simpelthen. De kaldte også allerede omvendte mænd ind, så de kunne tæve deres kammerat…

Et groteskt forløb. Chokerende, men også en smule morsomt…

Det blev trods alt for meget – især for den førnævnte hårde kerne der kun indeholdt mænd, og som, trods alle idealerne, var temmelig macho, med volds- og våben-fascination. De forlod KAK og stiftede deres egen gruppe – og PFLP-røverierne fortsatte.

Idealister?
Hvem var de så, disse Blekingegadebande-medlemmer? Idealister der gik for langt?

Nej, ikke som jeg ser det. Vel var der et eller andet sted en vis idealisme; man følte for de fordrevne palæstinensere. Men det var der så mange der gjorde – uden at ty til vold mod uskyldige. Vigtigst for Blekingegadebanden var snarere handlingen, action-euforien, og overbevisningen om at man var bedre end andre.

Psykopater, med andre ord. Psykopater der var pjattede med at lege cowboyder og indianere.
Brutalt og med skarpe skud i revolverne.

Hvad de i øvrigt stadig ikke er blevet straffet for! Ingen blev dømt for mordet på politibetjenten. De ville ikke sladre; fair nok. Men så burde de alle have været dømt for drab. De vidste alle at der var skarpe skud i geværet, og at man skulle skyde mod eventuelle forfølgere.