Paragliding: Den flyvende rodeotyr

Føljetonen fortsætter (se begyndelsen hér):

Lektion 7: Den flyvende rodeotyr
Tirsdag 26. juni. Ta’ Qali.

Jeg tager alene afsted med instruktør-Henry; Glenn er på arbejde, og Pekka, tjah, han svarer ikke på opkald eller beskeder. For meget vodka?

Denne gang kører vi til Ta’ Qali, ved siden af det maltesiske nationalstadion. Ingen bakker, men en græsplæne, og hvis vinden er god, kan man lave en masse ground handling-træning.

Da vi ankommer, står det dog meget klart at vinden er alt for kraftig. Henry er lige ved at vende om og køre hjem, men tøver. “Do you want to give it a go?”. “Sure,” siger jeg.

Vi pakker skærmen ud og binder harnisket/seletøjet fast til et træ med et reb. Jeg synes egentlig det er lidt hysterisk, men hvad pokker.

Og så prøver jeg: Skærmen brager op, jeg forsøger at styre med bremserne, forsøger at holde den stabil. Men befinder mig pludselig et par meter oppe i luften, og skærmen kaster mig hid og hid, rusker mig som en kludedukke, som en mus i et kattegab. Hvis jeg ikke havde været bundet fast til træet, ville jeg være blæst ad helvede til, eller i hvert fald et stykke ind på en mark. Jeg flås fra side til side, bankes ned i jorden – og op igen.

Skærmen kollapser. Skal jeg stoppe? Nej, fandeme, een gang mere. Jeg hiver skærmen op – og HOPLA! Rodeotyren flyver derudad, og jeg får samme ublide behandling som før.

Indtil Henry synes det er for meget, og han hjælper med at hive i den ene side, så skærmen kollapser.

Tilbage står jeg – ør i hovedet og øm diverse steder. Begrænset hvad jeg fik ud af det (i alt måske eet minut), men sikke et trip!

“Dangerman,” beslutter Henry: Det skal være mit tilnavn. Hæ.

Paragliding: Kursus på Malta

Ved jorden at blive, det tjener os bedst.

Muligvis, men den slags kedsommelig snusfornuft kan og vil jeg ikke tage alvorligt. At svæve som en fugl må være en fantastisk oplevelse. Det er min drøm.

Derfor slog jeg til da jeg fandt ud af at der er mulighed for at tage certificat som paraglider-pilot her på Malta. Foreningens hjemmeside har ganske vist ikke været opdateret siden 1999, og der er kun en håndfuld aktive udøvere – men to veteraner, maltesiske Henry og italienske Enrico, underviser gerne håbefulde formedelst en sum der er rørende lav (80 MTL) i betragtning af hvor meget tid de bruger på det, de to ildsjæle der begge er i 60′erne.

Sammen med to kammerater, en smånervøs midtjyde ved navn Glenn og en flyvende finne ved navn Pekka (med faldskærmsudsprings-erfaring), gik jeg i gang med kurset sidst i maj. Forneden følger beretningen (endnu ufuldendt), men først lige det allermest fundamentale:

Hvad er en paraglider?
En paraglider er ikke en faldskærm, men en glide-skærm, om man så må sige. Hvis man er dygtig og kan fange thermaler og opvinde, kan man faktisk flyve opad. Men generelt handler det om at svæve ned fra et højereliggende sted til et lavereliggende. I modsætning til en hangglider der har stive vinger og er hurtigere (men meget mindre handy; man kan ikke bære rundt på den i en rygsæk), og hvor piloten ligger ned, sidder piloten i en stol under paraglideren.

En paraglider er en stor (30-40 kvadratmeter) vingeformet skærm. Den består af celler der er åbne i den ene ende, lukkede i den anden. Dvs at den fyldes med luft, hvormed den pustes op og får den vingeform, som den jo skal have hvis den skal kunne svæve (Bernoulli-princippet, som jeg ikke vil gå nærmere ind på hér; slå det op. Ok lige kort: Luften deles når den rammer vingen – og den del af luften der bevæger sig ovenover den buede form, skal skynde sig for for at nå hen til enden på samme tid som den del der ryger nedenunder. Det betyder mindre tryk ovenfor, og mere tryk nedenfor. Vupti!).

Egentlig er det meget simpelt: Man løber ned ad en skrænt; luften fylder skærmens celler, den pustes op og danner en vinge – og vupti, den bærer din vægt (den kan bære en bils vægt) mens den svæver nedad. Med et cirka-fald på 1 meter per otte fløjne meter.

Men helt så simpelt er det nu ikke. Skærmen skal nemlig op at svæve og hænge stabilt over piloten før denne kan “lette”. Og på Malta er der generelt meget lidt plads – og næsten ingen bakker som man kan løbe nedad indtil man svæver. Man må finde på noget andet – nemlig “reverse launch”.

Skærmen ligger på jorden, med “bugen” opad; og man står selv foran, med ryggen mod skærmen og front mod løberetningen (ned ad bakke), spændt fast til bære-linerne og med styre-linerne i hånden. I princippet klar til at løbe fremad. Men da det er Malta, må man vende sig om, med krydsede liner. Og med et kraftigt ryk og bagudtrin hive skærmen op. Jo mere vind (modvind) der er, jo nemmere kommer skærmen op (men ikke for meget vind, for så har man ikke kontrol). Når den så er oppe og er stabil, kan man vende rundt – og “take off” (træde ud over en kant, fx).

Fint nok – men hvordan stabiliserer man skidtet? For skærmen opfører sig som en stor drage, kastes hid og did af vinden. Medmindre man altså sørger for at kontrollere den!

Det gør man med de to kontrol-liner; bremserne. Som trækker nedad i hver sin side af skærmen og nedsætter farten. Så hvis skærmen er ved at kæntre, skal man sørge for at bremse i den anden ende – så de to sider hænger symmetrisk.

Sagen er bare, at man med reverse launch står med krydsede liner. Dvs at man for at bremse i højre side skal trække med venstre hånd. MEGET ulogisk og svært!

Nå, men. Man skal altså lære at kontrollere skærmen – dvs styre den som en kæmpestor drage – før man overhovedet kan komme ud at svæve. Ground handling, som det hedder. Og de første mange gange bruges på det, sideløbende med teori-undervisning…

Anyway, here goes: The never-ending story about the boy who wanted to learn how to fly:

Lektion 1.
Søndag 27. maj. Bahar ic-Caghaq.

Allerførste gang: Kun en introduktion. Derfor foregår det på en lillebitte bakke – ikke vendt mod havet. Det vil sige at vinden er turbulent. Skærmen er derfor umulig at styre for os nybegyndere – men vi får en fornemmelse af skærmen og af linerne. Og smag for mere.

Lektion 2.
Søndag 2. juni. Bahar ic-Caghaq.

Bedre bakke (omend stenet og hullet), ned til havet (dvs lav højde, uden chance/risiko for at man letter). Men vinden er svag, så det er svært at øve reverse launch (her skal der en del vind til). Vi øver derfor forward launch. Dvs løbe fremad og få skærmen op at hænge.

Sagen er bare at jeg er fuld… Jep. Bytur lørdag – for meningen var jo at vi først skulle paraglide søndag eftermiddag. Men instruktøren ringer allerede kl 9 (et par timer efter min slingrende hjemkomst fra byen) – så er det afsted!

Så jeg får rent ud sagt intet ud af det.

Uansvarligt, siger du? Jojo, men jeg fløj jo ingen steder. Faldt blot over mine egne ben og blev viklet ind i alverdens snore…

Lektion 3
Fredag 8. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Bedre vind. Nu kan vi så øve reverse launce. Meningen er så at man skal få kontrol over skidtet – og når det er der, kontrollen og balancen, så skal man vende rundt og i princippet være parat til at svæve (hvis man altså havde været højere oppe). Svært.

Lektion 4: Endelig kontrol (men nej…)
Fredag 15. juni. Bahar ic-Caghaq.

Samme bakke. Pludselig lykkes det: Kontrollen er der! Jeg løber baglæns, får skærmen op at hænge – og kan ved at løbe sidelæns, hen under den, sørge for at den holder sig symmetrisk og stabilt over mig. Og jeg kan vende rundt – og foretage et hop på skrømt. Naturligvis uden at komme op at flyve – vi er næsten nede ved havniveau – men tegningen er der.
Imidlertid er der denne gang TO paraglidere. Og efter at jeg har fået styr på den sædvanlige trænings-paraglider, prøver jeg med med en ny – en hurtigere, mere labil én. En grøn paraglider: Det grønne monster…

Og nu er min kontrol pist væk! Jeg hiver skærmen op – og den kæntrer straks og falder ned…

Årsagen er naturligvis at det ikke er nok at løbe sidelæns; man skal også bruge bremserne. Og det duer jeg slet ikke til. Jeg kan ikke koordinere så mange ting på een gang. Jeg kan løbe, baglæns, forlæns, sidelæns, men fanden tage mig om jeg kan finde ud af at hive i den rigtige line!

Lektion 5: This is your first time?
Lørdag 16. juni

Nyt sted: Ghajn Tuffieha. En flot bugt med høje og stejle skrænter ned til vandet.

Vi starter næsten nede ved vandet, lige over en sandstrand der vrimler med mennesker.

Der er ikke plads til at løbe sidelæns, så man skal have tjek på bremserne.

Det kniber i starten, men efterhånden går det lidt bedre. Meningen er så at man skal løbe et kort stykke og så foretage et hop – så vil man i princippet svæve cirka en meter og så lande igen.

Det gør jeg: Får skærmen fint op og løber – og hopper. Idet jeg lander, ryger benene væk under mig, og jeg lander på røvetten. Til strandfolkets jubel: Stående applaus!

Derefter går vi højere op ad skrænten. Her er mere vind, men stort set ingen plads. Meget svært at kontrollere skærmen.

Der er dog en smule fremgang at spore. Men man føler stadig at flyvning ligger meget langt forude…

Mens vi træner, kommer en gut (fra Gozo, naboø til Malta) der skal ud på sin første svævetur. En elev ligesom os, blot lidt længere fremme. Mens han venter på at komme til, betragter han os og vores patetiske forsøg på at styre skærmen. Og spørger venligt: “This is your first lesson?”

Hrmph (vi får heldigvis vores hævn da malteseren Henry fortæller hvorfor gozotianeren er så god til at styre skærmen: Fordi han er analfabet og ikke kender forskel på højre og venstre…).

Men vi får også en opmuntring: Vores instruktør tager sin egen skærm frem og letter – og svæver frem og tilbage, trods svag vind. Ser fantastisk ud!

Det er også fascinerende at se førnævnte elev på den første svævetur. Han har problemer med at få skærmen til at makke ret (godt at se at det ikke kun er os), men pludselig hænger den der, og så tager han nogle få løbeskridt nedad, og SÅ svæver han. Og flyver nedover skrænten – og lander forneden, lige før stranden. Se to korte video-klip på min MySpace-side:

Paragliding: First flight of Gozotian (ground handling)

Paragliding: First flight of Gozotian (actual flight)

Det bliver os, en dag. Måske.

Lektion 6: Første flyvetur (ups)
23. juni. Ghajn Tuffieha

Samme sted som sidst. Denne gang går vi næsten helt op – og har en imponerende udsigt ud over bugten.

Desværre er vinden svag OG turbulent, og vi får næsten ingen træning ud af det.

Til sidst prøver vi dog at lave noget forward launch, et temmelig stejlt sted. 10 meter nede står instruktøren så og agerer bagstopper. Meningen er at vi skal få skærmen op og løbe – og så stoppe og bremse skærmen i sidste øjeblik.

Jeg får skærmen op og løber. Men den trækker til venstre, og mens jeg er optaget af at korrigere, glemmer jeg at stoppe og løber udenom instruktøren. Og pludselig hænger jeg i luften; jeg flyver!

Jeg når lige at tænke to ting. Først: SHIT! Dernæst: Ok, hvad nu…

Men så kaster den 65-årige instruktør sig i en rugby-tackling og får fat i linerne, så jeg falder ned og rammer skråningen og får skærmen ned over mig (og rammes i hovedet af instruktøren; godt man har hjelm på). Bag mig kan jeg høre latterbrøl fra min finske kammerat…

Jeg er både lettet og lidt ærgerlig. Hvis jeg havde fået lov at flyve, var jeg nok landet i et krat og havde sikkert forstuvet en ankel – men alligevel, det kunne have været interessant…

Lektion 7
Mandag 25. juni. Bahar ic-Caghaq.

Aflyst pga manglende vind. Lidt fik jeg dog ud af scooterturen derhen; jeg slugte et stort insekt.

Føljetonen fortsætter. Hold øje med siden.

Jeg tager kokkens datter når jeg vil – det er min ret

Jeg tager kokkens datter, når jeg vil, det er min ret… Jørgen Leth i selvbiografien “Det Uperfekte Menneske”.

En gammel gris?
En gammel racistisk gris der udnytter sin overlegenhed, sit koloni-overherredømme, til at misbruge en ung haitiansk pige?

Nej.

Pigen var ung, ja, men ikke ude af stand til at sige til og fra. Hun havde: Ungdom og skønhed. Han havde: Relativ rigdom og status – og så var han udlænding og dermed spændende. Begge var interessante for den anden. Og hun brugte ham lige så meget som han brugte hende. Et ligeværdigt forhold.

En del taler faktisk for at han fik flere sår på sjælen af forholdet end den temmelig robuste pige gjorde.

Jamen selve formuleringen?
Leth er digter – og hans ord skal ikke læses som udtryk for at han faktisk MENER det: Han mener selvfølgelig ikke at det er hans ret som husets herre at bolle en ung pige når han har lyst, uanset hvad hun måtte synes.

Det skal nok snarere ses, dels som en slags seksuel fantasi, dels som en implicit kritik af førnævnte hvide koloniherre-tankegang. For sådan er der vitterligt mange der har tænkt. Og måske er der stadig en del.

Ikke særligt sympatisk
Rent bortset fra det, fremstår Leth langt fra sympatisk i sin selvbiografi “Det Uperfekte Menneske”. Jeg har ikke tal på hvor mange koner og børn han forlader fordi han skal realisere sig selv. På et tidspunkt rejser han væk fra sin højgravide kone, fordi han “simpelthen er nødt til at komme væk..”

Ekstremt neurotisk, selvoptaget og navlebeskuende.

Men det er jo netop dét: Han er ikke perfekt. Det erkender han og lægger åbent frem.
Og han er som altid uhyre velskrivende og interessant.

Læs bogen – og døm selv (men først da).

Blekingegadebanden: Psykopatiske drengerøve

“Blekingegadebanden” er en fremragende bog om den danske gruppe af venstreekstremister der for at støtte terroristorganisationen PFLP begik diverse røverier op igennem 70′erne og 80′erne (kulminerende med Købmagergade-røveriet i 1988 hvor en ung politimand blev dræbt – hvilket førte til deres anholdelse i 1989).

En dokumentarbog der er spændende som en kriminalroman. Godt gået af Peter Øvig Knudsen der godt nok er kommet langt siden han spurgte sine interviewofre hvilken slags træ de var, hvis de altså var et træ…

Læs den.

Mao wannabe
Bogen fortæller historien om den maoistiske organisation KAK stiftet af den karismatiske, højt begavede og dybt forstyrrede Gotfred Appel (næstkommanderende var i nogle år Benito Scocozza der siden sprang fra og stiftede KAP hvor han selv kunne være kalif). Sammen med sin ikke mindre usympatiske kone Ulla Hauton samlede Appel sidst i 60′erne en flok unge mennesker der var oprørte over Vietnam-krigen og Vestens (og det officielle Danmarks) reaktion herpå. Op igennem 70′erne var der tale om en Tvind-lignende organisation, med tøjindsamling til Afrika – og sektagtige forhold. Medlemmerne måtte kun socialisere med andre medlemmer – hvilket gjorde det nemmere at holde styr på dem; også fordi de dermed havde ekstremt meget at miste hvis de skulle blive udstødt. Sideløbende var der en hård kerne der – i starten orkestreret af Appel – begik hård kriminalitet (bortførelse, røverier).

Tæv til de onde mænd
Sekten eksploderede sidst i 70′erne da Ulla Hauton og nogle af KAKs kvindelige medlemmer nedsatte en komité der skulle udrense mandschauvinistiske elementer. Det indebar Tvind-agtige forhør: Alle mænd (undtagen Appel) blev én efter én sat på en stol i et lokale hvor man så blev udspurgt på klassisk Stalin-manér (man ER skyldig; man kan ligeså godt indrømme) af en gruppe kvinder. Manden skulle bekende sine synder og beklage dem. Gik det for langsomt eller hvis han virkede utroværdig, så tyede kvinderne til vold. De tævede ham simpelthen. De kaldte også allerede omvendte mænd ind, så de kunne tæve deres kammerat…

Et groteskt forløb. Chokerende, men også en smule morsomt…

Det blev trods alt for meget – især for den førnævnte hårde kerne der kun indeholdt mænd, og som, trods alle idealerne, var temmelig macho, med volds- og våben-fascination. De forlod KAK og stiftede deres egen gruppe – og PFLP-røverierne fortsatte.

Idealister?
Hvem var de så, disse Blekingegadebande-medlemmer? Idealister der gik for langt?

Nej, ikke som jeg ser det. Vel var der et eller andet sted en vis idealisme; man følte for de fordrevne palæstinensere. Men det var der så mange der gjorde – uden at ty til vold mod uskyldige. Vigtigst for Blekingegadebanden var snarere handlingen, action-euforien, og overbevisningen om at man var bedre end andre.

Psykopater, med andre ord. Psykopater der var pjattede med at lege cowboyder og indianere.
Brutalt og med skarpe skud i revolverne.

Hvad de i øvrigt stadig ikke er blevet straffet for! Ingen blev dømt for mordet på politibetjenten. De ville ikke sladre; fair nok. Men så burde de alle have været dømt for drab. De vidste alle at der var skarpe skud i geværet, og at man skulle skyde mod eventuelle forfølgere.

Tableau-quiz fra Amsterdam

Amsterdam er et charmerende sted – det ved alle der har besøgt byen med den afslappede atmosfære, de hyggelige coffee shops og de mange kønne kanaler. Men det er også et sted hvor svage sjæle kan miste orienteringen for en stund eller for altid. Sodoma & Gomorra.

I begyndelsen af maj befandt jeg mig i Amsterdam i fire dage i fobindelse med en konference (poker & casino, så nej, det var ikke Indre Mission der lige var kommet ind med 4-toget…). Og nu var det så egentlig meningen at jeg ville fortælle vidt og bredt om mine oplevelser og indtryk. Men det vil jeg undlade. Fordi jeg principielt mener at det er bedst hvis man ikke får alt serveret, man skal selv lade fantasien arbejde.

Nåja, og så fordi jeg ved at mine forældre læser med på denne blog…

Men helt vil jeg ikke snyde folk for et glimt af Amsterdam – et fragmenteret indblik i noget af det der foregik i de fire varme maj-dage.

Her kommer derfor en tableau-quiz. Et antal ansigter – og et antal situationer. Læseren skal så gætte hvem der skal forbindes med hvad. Bud kan skrives i en kommentar (insider-viden om flere end tre af kombinationerne betragtes som snyd).

Den første der svarer rigtigt, kan vælge mellem en øl på Exiles (en charmerende strandbar på Malta) og en mailadresse på en giftelysten canadisk pige.

Tableau-quiz

Lasse		Benjamin		Jens		Rasmus		Nicolai		Erik

Situation 1

Why didn’t you tell me you didn’t pee yet?

- sagt af en politikvinde der skulle til at tildele en bøde for ulovlig vandladning på gaden, men efter at have inspiceret gerningsstedet med en lommelygte, mente hun at plamagerne alligevel ikke var friske. Eller også opgav hun bare at håndtere en fnisende fuld dansker, omgivet af en håndfuld venner der prøvede at aflede ordensmagtens opmærksomhed, blandt andet ved at råbe op om et alvorligt trafikuheld rundt om hjørnet.

Situation 2

Jeg skulle bare væk; det var jo for åndssvagt…

- sagt af en person efter at han havde tilbagelagt 200 meter på 10 sekunder da der var optræk til slagsmål i Red Light District. Mens kammeraterne både skulle håndtere situationen og bekymre sig om den pludseligt forsvundne: Hvor faen blev han af?

Situation 3

Maybe I’m lying, maybe I’m not. But what can you do about it?

- sagt af en person der blev trukket ind til siden af to civilklædte betjente – der nægtede at tro på ham (You’re lying!) da han bedyrede at den afrikanske gentleman han netop havde stået og snakket med, ikke var narko-handler…

Situation 4

Skal vi ikke finde et andet sted? Der er totalt mange kinesere!

- sagt kort efter at han havde forladt en mørk, hyggelig og jointduftende coffee shop – for pludselig at befinde sig på et solbeskinnet fortov i en vrimmel af asiater der netop var blevet sat af en bus.

Situation 5

Og så løb jeg. Så hurtigt som jeg kunne; jeg skulle jo nå om hjørnet før hun kom ned igen – og det ville være pinligt hvis hun så mig stikke af…

- sagt af en person der havde kysset lystigt med en pige, men da hun lige skulle op på sit hotelværelse for at hente penge før de gik videre i byen, tog han en lynsnar beslutning og konsekvensen af sine kolde fødder.

Situation 6

Bevares. Så går vi bare et andet sted hen…

Sagt da han til sit chok fandt ud af at “Free bar & gambling” betød at baren var fri i halvanden drinks tid, derefter skulle man selv betale – og gamblingen var bestemt ikke gratis. Ellers en fancy fest på en fancy båd, arrangeret af et fancy pokerrum. Det lykkedes heldigvis at hoppe fra borde før båden lagde fra kaj – OG at finde en fest hvor der faktisk var fri bar…

Ægteskabstilbud på MySpace

Ok, jeg ved godt at jeg er supersmuk og fandens charmerende, guds gave til kvinder. Men min gennemslagskraft på MySpace overrasker mig alligevel en smule…

Jeg får rundt regnet et ægteskabstilbud om dagen. Og her tæller jeg ikke henvendelser som den jeg fik fra hende der engang havde været en ham – som havde set og misforstået et billede hvor jeg fremviser røde negle. Hun ville bare hænge ud når hun kom på ferie på Malta…

Næh, jeg taler om kvinder der erklærer sig interesserede i at starte et meningsfyldt forhold, og som i mig mener at have fundet den helt rette mand.

Disse kvinder kommer typisk fra Rusland eller også er de afrikanske indvandrere i USA eller Canada.

Jeg er naturligvis overbevist om oprigtigheden i deres henvendelser, og jeg er især rørt over at de typisk er meget omhyggelige med at gøre opmærksom på at aldersforskel ikke betyder noget for dem…

De får et høfligt og forekommende svar – hvor jeg typisk fortæller dem at jeg ikke er på MySpace for at finde hverken kæreste eller kone (hvilket i forvejen fremgår af min MySpace-profil, men ok).

Her er den seneste henvendelse – og mit svar:

Hello,
How are you today and hows the weather treating you out there?? ….l was going through ur profile l realise u pocesses all the qualities l needed in man and ur profile caught my eyes and captured my soul..am a very good christain with good sense of humour. to me age is never a barrier in relationship. ..wanna know if you would like to chat and we get to know each other better…..so get backto me with your yahoo IM so we can chat there and get to know each other better but mine is xxxx, thanks and hope to read from you soonest.
With heart of sincerity…..
Brenda………….

Hi Brenda
Thanks for your message. However, if you were going through my profile (and noticed my age!) you apparently skipped the part where it says “agnostic”. It means I do not believe in a god; and I am most certainly not a Christian. Since you are a good Christian, I really don’t think I’m your type. Or you mine, for that matter. I have very little patience with people who are superstitious.

Thanks for your offer, though.

Best regards
Jens

Gamle mennesker kan også sparke røv

Årets bedste musikvideo!

En fascinerende udgave af The Who-klassikeren “My Generation” – indspillet i det berømte Abbey Road-studie.

Bandet hedder The Zimmers, forsangeren hedder Alf og er 90 år…

Skandale-kamp: Svensk held & dansk hysteri

Fodbold er ikke et spørgsmål om liv eller død. Det er meget mere end det…

Liverpool-legenden Bill Shanklys budskab om passion er 40 år gammelt, men stadig højaktuelt. Senest illustreret af begivenhederne under og efter lørdagens fodboldlandskamp i Parken i København.

Der var nemlig drama for alle pengene – og lidt til – da Danmark spillede EM-kvalifikationsopgør mod Sverige, broderfolket der denne aften var arvefjenden.

Svenskerne kom foran 3-0 på 26 minutter, men det danske hold fik udlignet på en manér der – apropos Liverpool – vakte mindelser om Champions League-finalen i 2005 hvor den engelske klub hentede Milans tremåls-forspring. Målet til 3-3 blev sat ind i 75. minut af det indskiftede løvehjerte, Leon Andreasen, og derefter bølgede angreb efter angreb ned mod det svenske mål, båret frem af det berømte momentum. Dansk sensations-sejr virkede realistisk, ja sandsynlig – indtil Christian Poulsen pludselig, i 89. minut, fik det røde kort af dommer Fandel der derefter pegede på straffesparkspletten.

Mens hjerter gik i stå over hele Danmark, var det i hjernen det kortsluttede for en tilskuer der forcerede hegnet omkring banen, løb ind og slog dommeren i ansigtet. Og dermed var det slut. Kampen kom aldrig i gang igen, den forskækkede opmand blæste af og gik i gang med sin rapport til UEFA.

Fodboldorganisationen skal nu bestemme hvad der skal ske. Skal de sidste minutter spilles – hvor Sverige i givet fald skal sparke straffespark. Eller skal Danmark – mere sandsynligt – dømmes som taber af kampen, med 3-0? Det vil vise sig.

Hvor blev fornuften af?

Et vanvittigt forløb som selv den allermest forskruede manuskripforfatter ikke kunne have drømt sig frem til. Og reaktionerne hos danskerne, på Parkens tilskuerpladser og hjemme foran stuens TV-skærm, spændte da også fra chokeret måben til voldsomt raseri. Rettet skiftevist mod Christian Poulsen, mod dommeren, mod hans overfaldsmand, mod svenskere og alt svensk…

Og bestemt da. Til et ordentligt drama hører helte og skurke – farverige skikkelser man kan elske eller hade uden nuancer. Således også i lørdagens fodbold-operette.

Men alligevel: hvad blev der af proportionerne, af den sunde fornuft?

Her følger en gennemgang af de forskellige aktører og deres indsats.

Det danske hold

Aftenens soleklare helt. Naturligvis ikke ufejlbarlig, det er ægte helte nemlig ikke, men sikke et mod, sikken gejst!

Danskerne startede kampen temmelig godt, men forsvarsfejl af bl.a. Michael Gravgaard og Jan Kristiansen, og rent og skært uheld betød at stillingen efter blot 22 minutter var 0-3… Det kunne have ledt til et totalt sammenbrud og en pinlig afklapsning, men i stedet rankede danskerne ryggen og kæmpede og spillede sig tilbage. Virkelig imponerende, og der er slet ingen tvivl om hvem der var det bedste hold denne aften.

Ros, især til indskiftede Nicklas Bendtner og til Jon Dahl Tomasson. Og til Daniel Jensen på midtbanen, og såmænd også Martin Jørgensen der ved gud ikke er den hurtigste kniv i skuffen længere, men skarp og snu er han stadig. Michael Gravgaard bør også fremhæves, ikke så meget for sit spil; han var skyld i et mål. Men for at reagere hurtigt og træde ind mellem dommeren og overfaldsmanden.

Morten Olsen/Peter Bonde

Hidsigproppen Olsen havde karantæne efter sin bortvisning mod Spanien og måtte overdrage tøjlerne til assistenten, Peter Bonde. Dermed optrådte Olsen kun indirekte som aktør – men ikke umarkant, for han må bære skylden for den fejlslagne opstilling. Jan Kristiansen spillede venstreback selv om han er bedst som midtbanemand – og den lidt tunge ex-esbjergenser blev lynhurtigt gjort til snurretop af den fiffige Christian ”Chippen” Wilhelmsson. Kristiansen var slet ikke hurtig nok på de første meter – og ikke smart/backrutineret nok til at regne ud hvor han skulle placere sig.

Olsen kan dog til dels undskyldes for denne fejl; dels kunne han ikke vide at Chippen ville få en startplads, dels har Jan K. tidligere gjort det ganske pænt som backafløser. Man kan i øvrigt sige at Bonde, aftenens fungerende landstræner, viste handlekraft ved at udskifte Kristiansen allerede i første halvleg.

Mere kritisabelt var det at formstærke Jesper Grønkjær ikke fik en startplads. Den hurtige og teknisk dygtige fløj har gang på gang vist at han er holdets bedste offensive kort – alligevel skulle man et stykke ind i anden halvleg før han kom ind. Mystisk.

Sverige

Hvor heldig kan man være? Svenskerne scorede tre hurtige mål på een (ok, halvanden) chance, og siden, da danskerne havde fået udlignet og var på vej mod sejrsmålet, fik Sverige en mirakuløs håndsrækning af Christian Poulsen.

Et ordentligt drama har naturligvis en Deus ex machina…

Svenskerne kan juble over tre point, men kan bestemt ikke være stolte over forløbet. Spille- og gejstmæssigt var danskerne lysår bedre.

Christian Poulsen

Det er ikke særligt smart at slå en modstander i maven, og at gøre det – endda i straffesparksfeltet, i en situation hvor det danske mål IKKE er særligt truet – to minutter før tid i en vigtig EM-kvalifikationskamp hvor stillingen er 3-3, er decideret dumt.

Vold skal undgås og fordømmes når det sker. Og Poulsen får da også en velfortjent karantæne. Fint nok.

Men jernmanden fra Holbæk er ingen skidt knægt. Han er en god fodboldspiller og en sympatisk fyr udenfor fodboldbanen. På banen? Tjah, Poulsen er faktisk ikke en svinsk spiller, han er hård og kontant. Og vender ikke den anden kind til. Får han et slag eller et spark, jamen så kvitteres der.

Det er Poulsen ikke ene om. Det gælder rigtigt mange fodboldspillere; vi skal vel op til en helgen som Michael Laudrup før vi finder en der ikke kunne finde på det. Selv svenske Henke Larsson, en sand gentleman, kan gå amok, så man sidste år hvor han slog en modstander i maven. Han var naturligvis blevet provokeret.

Ganske som Poulsen blev det i lørdags, af svenske Marcus Rosenberg. Han skulle ikke have reageret som han gjorde, men i stedet for at vælte en skidtspand ud over Poulsen, burde man måske snarere kigge på selve fodboldspillet: Hvorfor er det så voldsomt, og hvorfor er dommerne så dårlige til at slå ned på provokationerne (bruger man kamera-muligheden for lidt)?

En hævn-aktion er jo en reaktion.

Poulsen tog en forkert beslutning i en overophedet situation, og han udførte sin handling, sin hævn-aktion, på klodset vis. Slagudvekslinger hænder masser af gange i en kamp; her blev det blot set af linjedommeren, og da det var i straffesparksfeltet, udløste det straffespark. Foruden naturligvis det røde kort til synderen.

Men faktisk var der ret beset IKKE straffespark. Den korrekte dom ville have været frispark til Danmark, rødt kort til Poulsen samt gult eller endog rødt til Rosenberg.

Hvis linjedommeren altså havde set hele forløbet, og ikke kun Poulsens knytnæve og svenskerens dramatiske fald.

Sådan er det: Tilfælde kan afgøre en fodboldkamp. Og Poulsen fortjener ikke at blive lagt på hjul og stejle over dette. Det var dumt af ham, men han var også uheldig.

Overfaldsmanden

”Fæet skal klynges op…”

Hvis nogen har det værre end Christian Poulsen i disse dage, er det den mand der iført patriotisk rød trøje løb på banen og overfaldt dommeren kort før tid.

Tåben kan forvente en fængselsdom og en langvarig karantæne. Fortjent nok. Men han har også pådraget sig en nations vrede. I en grad så frusterede ”roligans” belejrer hans bopæl – der i øvrigt pudsigt nok ligger i Sverige, uden at man af den grund har belæg for konspirations-paranoia (som ellers kunne være noget i stil med dette: Hvem drog fordel af idiotens overfald på dommeren? Jep, rigtigt gættet: Sverige… ).

Hans bopæl belejres, Ekstra Bladet – denne usympatiske parodi på en avis – og andre medier driver heksejagt på ham, og visse elementer kan finde på at skrive uhyrligheder som det der står foroven.

Til alle der har erstattet hjernen med en bold og hjertet med en rød-hvid, hævngerrig blævremasse:

Få jer et liv. Et liv med proportioner og omtanke i stedet for hjernedød aggressivitet.

For hvad er folk rasende over? Selve det at idioten slog dommeren? Nogle er, og det er for så vidt forståeligt nok – men det er ikke forståeligt at man går ind for at der drives hetz på et fjols.

Andre Ku Klux Klan-danskere glammer over at voldsmanden kostede Danmark EM-deltagelsen. Men faktisk er det ikke rigtigt. EM-deltagelsen var allerede en sags blott før klovnen løb på banen. Svenskerne havde fået straffespark og ville med stor sandsynlighed have vundet kampen. Og selv uafgjort ville være et alvorligt skud for danskernes EM-bov.

Og selv hvis det var tilfældet, hvis han faktisk havde kostet os EM-deltagelsen, selv da ville den forfølgelse manden udsættes for, være overdreven. Det ER altså bare fodbold, uanset hvad Shankly og andre siger.

Hvorfor al dette hysteri? Slap dog af og lad manden skamme sig i fred.

DBU

Det kan ikke undgås, fra tid til anden, at idioter løber på banen, nøgne eller ej, voldsmænd eller ej. Ikke medmindre man vil have høje hegn, og det vil man ikke hvis man har Hillsborough-billederne printet på nethinden. Og det bør man have.

Men det betyder ikke at man kan frikende kontrollørkorpset og dermed DBU/Parken for ansvar for hvad der skete i lørdags. En mand fik lov til at forcere et hegn og løbe ind på banen – hvor han ved gud havde tid til både at slå dommeren OG til at blive holdt tilbage af Gravgaard og Agger.

Man var ikke just imponeret over kontrollørernes reaktionstid…

Løsningen må være at hæve antallet af kontrollører – og forbedre uddannelsen af dem.

Dommeren

Tyske Fandel er en fremragende dommer. Han blev kåret som årets bedste opmand i Bundesligaen i denne sæson – og han dømte Champions League-finalen.

Men han har fået en del kritik efter sin håndtering af lørdagens kamp i Parken. Og det er for så vidt fair nok, for hans afgørelser kan bestemt diskuteres. Men er der egentlig så meget at komme efter?

Christian Poulsens udvisning og straffesparket: Ret beset er der ikke straffespark, eftersom Rosenberg laver frispark på Poulsen før danskeren slår ham i maven. Men eftersom linjedommeren kun ser danskerens slag, så er der ikke andet for end at dømme som Fangel gjorde.

Afbrydelsen af kampen: Var det ok at dommeren blæste af i stedet for at afvikle de sidste minutter? Ja. Dommeren var forståeligt nok forskrækket efter at han var blevet overfaldet, men hans udtalelser efter kampen tyder ikke på at afbrydelsen skete fordi han frygtede for sin sikkerhed. Han blæste af fordi han ville sende et markant signal til alle fodbold-tilskuere om at den slags adfærd er uacceptabel.

Det er svært at være uenig med ham.

Tilskuerne

Idioten der løb ind på banen og slog dommeren, var ikke den eneste der havde parkeret hjernen udenfor Parken. Masser af danskere krængede svinehunden ud.

I minutterne efter udvisningen og straffesparks-kendelsen blev der smidt tonsvis af øl ud over svenske tilskuere og journalister. Virkelig logisk. Som om det var deres skyld…

En del mennesker bør skamme sig.