Bjarne Griis

Hvis jeg for alvor går i gang, tror jeg ikke jeg kan stoppe. Så meget irriterer han mig, den arrogante knudemand – krejleren fra Herning.

Så derfor helt kort: I mere end et årti har bæstet løjet og bedraget. Det gjorde mange andre også, ja. Er det en undskyldning? Naturligvis ikke. Og Bjarne Riis har tjent temmelig mange flere penge end de fleste andre på sit bedrag.

Nu er han så endelig trådt frem med sandheden – eller rettere noget af den (i øvrigt også kritisabelt at han ikke fortæller det hele – og faktisk stadig lyver, bl.a. om omfanget) – og bekræftet hvad alle nok havde en kraftig mistanke om: Ja – han var dopet i sin aktive karriere. Ja – han tog EPO.

Særligt tåkrummende i dén forbindelse er hans totale mangel på anger. Det lyser ud af ham hvor irriteret han er over at folk da for fanden ikke bare kan lade fortiden ligge.

Og samtidig gør han alt for at fremstille sig som en af de fremmeste forkæmpere for at cykelsporten skal være ren NU.

Fanden tage mig om jeg synes man skal stole på ham. Manden er jo en patologisk løgner, kynisk helt ind til benet. Han er KUN trådt frem, fordi han simpelthen ikke havde noget valg – efter det væld af Telekom-tilståelser der har været på det seneste. Det ville være ødelæggende for hans nuværende forretning hvis han ikke trådte frem. Ganske som det kan betale sig for hans cykelhold at han spiller renheds-spillet nu. Det er årsagen til hans tilsyneladende frelsthed.

Altså er der ingen forskel på Bjarne Riis anno 1996 og Bjarne Riis anno 2007. Han er fortsat en kynisk og beregnende slyngel.

Bjarne Riis bør tilbagelevere ikke bare sin gule trøje fra Tour-sejren i 1996, men også alle de mange millioner han har tjent på sit bedrag.

For pokker, jeg husker stadig hvordan folk betalte i dyre domme for at hylde ham i Tivoli da han kom hjem til Danmark efter den store sejr i 1996. Han var jo en helt.

Han var en løgner og bedrager, var han. Og er det nok stadig. Det bærer dog lidt straffen i sig selv, eftersom han – og her bliver jeg lidt morbid, men hvad fanden – i lighed med andre sportsudøvere der har hældt alskens midler i kroppen, næppe bliver særligt gammel.

Film: Anbefalinger & advarsler

Lidt om de film jeg har set på det seneste (når jeg får taget mig sammen, kommer der også lidt smagsdommeri om de bøger jeg har læst). Jeg har forsøgt at undgå at komme med for mange spoilers, men der kan være en enkelt hér og dér.

Lilja 4-Ever (2002)
Pige fra det tidligere Sovjetunionen forlades af sin mor og narres siden til Sverige hvor hun tvinges ud i prostitution. En næsten uudholdeligt hjerteskærende historie om håbløshed, fattigdom og kynisk udnyttelse. Meget, meget svært at se den til ende – tårerne springer allerede efter fem minutter – men det skal man sgu. Fremragende film (kun et par ting burde have været udeladt) af Fucking Åmål-instruktøren Lukas Moodysson og super-skuespil af den på dét tidspunkt kun 15-årige Oksana Akinsjina.

Apropos, i øvrigt, den aktuelle sag i DK hvor en nigeriansk kvinde er gået til politiet og har vidnet i en sag om menneskehandel og tvangsprostitution. Hendes belønning: Hjemsendelse til Nigeria. Selv om meget taler for at skurke vil tage imod i lufthavnen og enten slå hende ihjel eller sætte hende i “arbejde” et andet sted. Virkelig human politik, må man sige. Ifølge Dansk Folkeparti skal man jo passe på hvilke signaler man sender: Det skal jo ikke være sådan at tredjeverdens-kvinder skal kunne spekulere i det… Nej for pokker. Der er helt sikkert en masse kvinder der så vil styrte ned til den nærmeste slavehandler og forlange at blive sendt til Danmark hvor de efter at være blevet misbrugt, vil stikke af, sladre til politiet og få asyl.

Sex & Lucia (2002)
Yderst seværdig spansk film, med hvad dertil hører af smukke billeder og interessante personer. Gribende historie om kærlighed og skæbne. Pragt-præstation af den smukke Paz Vega i hovedrollen. Sex? Jep, der er da noget, men slet ikke i en grad så det berettiger den bølge af dels nyfigenhed, dels bonerthed der slog filmen i møde. En del af forargelsen skyldtes at der vises ikke bare nøgne kvindekroppe, men også – gys! – et par mere eller mindre erigerede penisser. And so what? Ved gud ikke et særligt kønt syn, men for pokker da, det er vel en slags ligestilling.

Volver (2006)
Charmerende og rørende Almodóvar-melodrama. Stærke kvinder og svigefulde mænd. Og husk: En moders kærlighed er dog det største…

Penélope Cruz er en nydelse. Som sædvanlig en lise for øjet, men hér brænder hendes skuespil også igennem. Velgørende at se hende i en god rolle i stedet for den éndimensionelle trutmunds-latina hun typisk spiller i Hollywood-produktioner.

The Hills Have Eyes 2 (2007)
Undgå den for enhver pris. Mere ulækker end uhyggelig. En virkelig elendig film.

300 (2007)
Endnu en værdig indspilning af en Frank Miller-tegneserie (Sin City kan også varmt anbefales): Slaget ved Thermopylæ mellem 300 heltemodige spartanere og 10.000 invaderende persere. En ekstremt voldelig og blodig historie filmatiseret på lækker vis. Ikke for at heroisere vold, men for at heroisere heroisme… Og det er vel ok, selv om det også er lidt anstrengt når den ene part er SÅ modig og SÅ god, mens den anden part er gennemført degenereret og ond. I øvrigt illustreret ved at gøre perserkongen Xerxes og hans hof til en omgang orgie-elskende makeup-bærende svanse, mens spartanerne naturligvis er rigtige mænd… Hæ, selv om de har barberet brystet og bærer meget korte og stramme shorts… Man kan dog ikke helt afvise at først Frank Miller, dernæst filmens instruktør har været opmærksom på ironien og måske tegner og fortæller med et glimt i øjet…

Dialogen er ofte fjollet, men faktisk også ind i mellem ret sej. Hvilket man også kan sige om filmen generelt. Det er under alle omstændigheder en visuel oplevelse ud over det sædvanlige – og den bør bestemt ses, medmindre man hader at se voldsomme krigsscener.

Flags of Our Fathers – og Letters From Iwo Jima (2006)
Clint Eastwood er en mesterinstruktør. Det viser han gang på gang – og i særdeleshed med denne dobbeltfilm om det japansk-amerikanske slag på Stillehavsøen Iwo Jima under Anden Verdenskrig. Den første film er med amerikansk perspektiv, den anden med japansk – en temmelig genial løsning der understreger hvor absurd og frygtelig krig er, uanset hvilken side af fronten man befinder sig på. Filmene er ikke fri for sentimentalitet, men det holdes i snor – og der er simpelthen tale om nogle gribende historier.

Sunshine (2007)
Fascinerende science-fiction instrueret af dygtige Danny Boyle, manden bag store og små mesterværker som Trainspotting og 28 Days After og Vacuuming Completely Naked in Paradise – og en halvskidt film som The Beach. Manuskriptet er i øvrigt skrevet af netop Alex Garland der jo skrev The Beach (god bog, til gengæld) og også stod for manus til 28 Days After.

Et hold modige videnskabsfolk og piloter sendes afsted i et rumskib; hensigten er at nå den døende sol og sparke liv i den med en kæmpe bombe. Og dermed redde jorden der befinder sig i en evig vintertilstand. En film der i sagens natur er en smule klaustrofobisk, men det gør den ikke mindre fascinerende. Historien er – som stort set alle science-fiction-historier – en smule, tjah fantastisk. Men dygtigt skuespil og flotte billeder gør den i høj grad seværdig. Der er også lidt filosofi og gud-spekulation til dem der er til den slags…

Blood Diamond (2006)
Jeg er ikke meget for Leonardo di Caprio i helteroller, men han gør det faktisk ok hér. Og filmen er en dygtigt lavet opsang til verden: Glem ikke Vestafrika hvor borgerkrige konstant ulmer eller flammer – og hvor krigsherrerne finansierer deres voldtægt af landene ved at sælge bl.a. diamanter. Kyniske forretningsfolk i Vesten er naturligvis klar til at aftage skidtet og sælge det videre til mennesker der kun tænker på sig selv.

The Last King of Scotland (2006)
Historien om den karismatiske og splitterravende vanvittige Idi Amin Dada der i 1971 greb magten i Uganda og i otte år torturerede og dræbte så mange af sine fjender (virkelige og indbildte) han nu kunne komme til. Man følger en skotsk doktor, Amins først frivillige og glade, dernæst meget modstræbende rådgiver og livlæge, der i dén grad kommer for tæt på begivenhedernes gang…

Imponerende skuespil af Forrest Whitaker og James McAvoy.

Number 23 (2006)
Jeg er som regel parat til at strække mig langt for at kunne lide en ikke-komedie med Jim Carrey. Fordi han i supergodefilm som The Truman Show, Man on the Moon og Eternal Sunshine in a Spotless Mind spillede fremragende i alvorlige roller – uden at få tilstrækkelig anerkendelse (Oscar). For ringe. Men selv om Carrey igen gør det godt (dog ikke fantastisk denne gang) er denne film et fejlskud. Ok, den er ikke KUN dårlig, denne historie om en konspirationsvanvittig mand der besættes af tallet 23. Men den er temmelig ulogisk og temmelig anstrengende. Og ikke en biograftur værd.

Stranger Than Fiction (2006)
En af de allerbedste film der er kommet ud meget længe. Afsindigt charmerende historie og ditto skuespil. Anderledes og tankevækkende. Harold Crick (Will Ferrell, superdygtig i en for ham aparte rolle) lever et helt normalt og meget kedeligt liv som skatteembedsmand indtil han finder ud af – via en kvindestemme der pludselig kan høres i hans hoved mens han børster tænder – at han faktisk kun er en person i en bog, og at den skriveblokerede forfatter har tænkt sig at han snart skal dø. Rent bortset fra det neurose-provokerende i at finde ud af at man er en fiktiv person, så passer det faktisk ikke Harold særlig godt at skulle dø – for han er netop blevet forelsket…

Også fine præstationer af Maggie Gyllenhaal, Emma Thompson, Dustin Hoffmann

The Chumscrubber (2005)
Egentlig en historie man ligesom har set og hørt før. Et typisk amerikansk samfund hvor forældre ikke har tid til deres børn – der derfor bliver mere eller mindre kulrede. Men den er egentlig ret charmerende, denne film – og så har den Jamie Bell i en hovedrolle. Mærk jer mine ord: Han bliver kæmpestor, den knægt. Han brød igennem som Billy Elliot, drengen der hellere ville danse ballet end leve op til sin fars primitive macho-tankegang. Siden havde han en ret lille, men bemærkelsesværdig rolle i Flags of Our Fathers, og han var såmænd også med i King Kong. Men ind i mellem var han altså med i Chumscrubber som livstræt og følelsesforvirret skoleknægt.

Forsvar for ytringsfriheden

Demokratiet skal beskytte mennesker – ikke deres idéer.

Citat Salman Rushdie, Frederik Stjernfelt og andre fornuftige folk.

Stjernfelt angriber (i Weekendavisen) de tåber der i sin tid var imod internationalt indgreb mod folkedrabene i Bosnien og omegn og siden fik et føl på tværs over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Han har ret: Groteskt at man vil ofre levende muslimer, men forsvare islamismen.

Rushdie:

The moment you declare a set of ideas to be immune from criticism, satire, derision, or contempt, freedom of thought becomes impossible.

Politisk rutsjebane

Det går op og ned. Den ene dag begejstres jeg over at Khader og Samuelsen endelig tager konsekvensen af deres åbenlyse uenighed i Jelveds tåbelige linje i Det Radikale Venstre, den næste får jeg morgenkrydderen galt i halsen da jeg læser at Leif Mikkelsen forlader Venstre og slutter sig til Ny Alliance.

Leif Mikkelsen?!

For hede hule helvede.

Leif Mikkelsen var eksponenten for Venstres og dermed Regeringens nepotistiske forhold til Danske Spil. Han er tidligere formand for DGI (medejer af Danske Spil) og har altid været en ivrig forkæmper for det danske spille-monopol.

Anders Samuelsen, derimod, har ved flere lejligheder påpeget det utidssvarende og ulogiske i den danske spillelovgivning.

Det kan synes som en lille sag i den store sammenhæng, men for pokker da, Samuelsen – hvordan kan du samarbejde med Leif Mikkelsen?

Gerner Nielsens idiotiske cykelhjelm

Hvornår lærer danske politikere at de skal passe på med hvad de tager på hovedet?

I sin tid fik Poul Nyrup vittighedstegnerne til at savle ved at tage en alt for lille cykelhjelm på og deltage i en demonstration vendt mod Frankrigs atomprøvesprængninger i Stillehavet.

Nu er det Elsebeth Gerner Nielsens tur til at se tåbelig ud – denne gang ved at tage et tørklæde om håret. En happening vendt mod Dansk Folkeparti, især Søren Krarup der jo har sammenlignet islamiske hovedtørklæder med det nazistiske svastika, altså et symbol på det totalitære.

Dén sammenligning er hysterisk og ukonstruktiv, men Gerner Nielsens happening er ikke det rigtige svar. I modsætning til Nyrups cykelhjelm der var sympatisk, men blot så fjollet ud, er Gerner Nielsens tørklæde udtryk for en bekymrende tankegang. Eller nok snarere udtryk for en manglende tankegang…

Hvor idiotisk kan man være? Ved at bagatellisere den islamiske tørklæde-brug, går Gerner Nielsen – som Naser Khader har påpeget det – islamisternes ærinde. Tørklædet er ikke et svastika, men det er huleme et symbol på kvinde-undertrykkelse. Det skal ikke banaliseres, men bekæmpes. Fx ved at forbyde folk at hylle børn ind i skidtet.

Gerner Nielsen har i øvrigt understreget sin tåbelighed ved at sige at mange danske kvinder for 100 år siden såmænd også bar tørklæder der dækkede håret. Jep, for 100 år siden, i gamle dage. Og hvorfor var det mon sådan (ud over erhverv hvor det var og er indlysende nødvendigt, af sikkerheds- eller hygiejne-grunde, at dække håret til)? Fordi Danmark i gamle dage var et patriarkalsk samfund hvor kvinder fanme skulle klæde sig tækkeligt og ikke friste fremmede mandfolk ved at have udslået hårpragt. Kvindeundertrykkende og usympatisk, med andre ord.

Og hvis nogle kvinder frivilligt tager tørklæde på, fordi de synes det ser pænt ud, eller fordi det tjener et hygiejne-formål, ja hvad så? Hvordan i alverden kan det sammenlignes med det groteske i at en bog (skrevet af mænd), en kultur og en bunke ansvarsforflygtigende mandschauvinister kræver at kvinder skal tildække sig – så de ikke frister de stakkels mænd…?

Gerner Nielsen er historieløs og tåbelig. Heldigvis bærer det straffen i sig selv – for hold op, hvor ser hun dum ud med det tørklæde på…

Tørklædet er designet af Mads Nørgaard, erklærede Elsebeth kækt i fjernsynet. Og? Gør det sagen bedre at man har betalt en mindre formue for kluden (ikke Elsebeth Gerner Nielsen, hun har utvivlsomt fået lortet foræret til gengæld for at gøre usmagelig reklame)?

Man kan godt være chic selv om man er undertrykt? Flot budskab, Elsebeth.