Opråb til kvinderne

 

Efter 5 dage med pandehulebetændelse, intens hovedpine og meget lidt søvn fik man endelig fat i effektive smertestillende tabletter. Nu er trangen til at hoppe ud det nærmeste vindue og/eller skyde sig fuld af heroin endelig så nogenlunde under kontrol.

Hmm. Er der mon noget om de feministiske teorier om at mænd har lavere smertetærskel og klynker mere når de er syge?

Jeg kan ikke afvise det, med mig selv som eksempel. Jeg har temmelig ondt af mig selv når jeg er syg. Samtidig vil jeg ikke finde mig i det; så jeg spiller raskt væk fodbold (en øl siger jeg heller ikke nej tak til). Hvilket blot svækker mig endnu mere og gør det endnu tungere for mit immunforsvar at få sygdommen ud af kroppen. Så man er altså både en klynker og totalt irrationel og ukonstruktiv. Det går sgu godt. Er jeg som mænd er flest, kan jeg godt forstå, at kvinder ryster på hovedet.

I det hele taget begynder det at se småt ud med områder hvor mænd kan siges at være overlegne. Vi kan ikke engang multi-taske, siger man… Vi kan til gengæld fokusere intenst på ét område. Fint nok. Lidt små-autistisk, men ok…

I dagens samfund er der snart ikke noget tilbage som kvinder ikke kan udrette mindst lige så godt som mænd. Hvad har vi tilbage? Vi kan åbne skruelåg, kan vi…

Det er altså ikke helt uproblematisk, denne udvikling. Heller ikke for kvinder. Mænd demaskuliniseres, mister deres rolle som forsørgere, som jægere. Mister deres eksistensberettigelse. Og mest af alt mister de deres selvtillid.

Og hvad får I så? En masse depressive regnorme. Er det det, I vil have?