Eskapisme

Ok, jeg vidste godt at den skotske sangerinde KT Tunstall var dygtig og værd at lytte til; fantastisk stemme og gode sange. Men tjek lige dét hér. Hun er alt for cool.

Følgende mail blev sendt til mig i min egenskab af redaktør for BetXpert.com - et website der informerer om sport og bookmaking. Baggrunden var en artikel jeg havde skrevet.

Jeg griner stadig - og har sådan set kun eet spørgsmål: (nåja, et par) Exam. astrolog? Hvem pokker eksaminerer disse charlataner? Er der faktisk en divinations-skole et eller andet sted? Hvor ugler kommer flyvende med posten?

Hvis staten på nogen måde betaler for det humbug, så… Galt nok at man som skatteyder betaler for teologi.

Nå, men til mailen:

I artiklen betblafferens guide til oddsuniverset er I for anden gang på et halv års tid ude med riven efter astrologi og kalder det fup og fidus.
Hvad er betxperts baggrund for at svine astrologi til på den måde. Har I nogen indsigt i hvad det er I fordømmer eller svarer det måske til at når nogle folk hører man er interesseret i betting så tror de straks at man nok er lidt ludoman. Den slags uvidenhed og fordomme er ikke særlig rart for spillere men det er heller ikke noget man som astrolog synes er rart.

Jeg går ind for ytringsfrihed og mener da bestemt at I må mene hvad I vil, men hvis I fortsætter med at svine astrologi til vil det klæde jer betragteligt hvis I lader ytringsfriheden gælde for samtlige indlæg her på sitet. Og det kan man vist næppe sige har været tilfældet hidtil !

Med delvis venlig hilsen
xxxxxxxxx
Exam. astrolog

Er det mon en betingelse for at blive medlem af De Konservative at man har en iq på 80 eller derunder?

Igen og igen fremturer disse konservastive fjolser med udtalelser der er både uintelligente og arrogante.

Senest Lene Espersen, vores allesammens kære Justitsminister. Som burde påtvinges et læsepensum der indeholder andet end Ekstra Bladet.

Baggrunden er den nylige sag om to tunesiske statsborgere der blev udvist af Danmark efter angiveligt at have planlagt at myrde Muhammed-tegner Kurt Westergaard. “Angiveligt” fordi sagen ikke kom for retten; PET mistænkte dem, og det var nok til at blive udvist i henhold til gældende (vanvittige) terror-lovgivning. En såkaldt administrativ udvisning. Ironisk nok betyder det i øvrigt at de to tunesere nu går frit rundt i Danmark- fordi man ikke kan sende dem til Tunesien før Flygningenævnet vurderer at de ikke vil blive idømt dødsstraf eller tortureret. Med andre ord: Staten har givet to muligvis uskyldige mennesker en straf uden at bringe dem for en dommer. Slemt nok i sig selv (uacceptabelt, faktisk), men oven i det skal danskerne nu finde sig i at to terror-mistænkte går frit rundt - i stedet for at blive stillet for en dommer og evt derefter placeret i fængsel. Flot.

Tilbage til Lene Espersens tåbelighed.

Hun afviser at lade sig inspirere af England hvor administrativt udviste får deres sag for en instans bestående af særligt udvalgte dommere og advokater der foretager en uvildig bedømmelse af sagen, inklusive efterretningstjenestens hemmelige materiale (der er årsagen til at man ikke ønsker almindelige retssager). (Politiken).

Espersen siger: “I England kan man tilbageholde folk i en måned uden, at de bliver stillet for en dommer. Det kan slet ikke lade sig gøre i Danmark, der skal man for en dommer inden for 24 timer, og derfor skal man passe på med at tro, at man bare kan kopiere modeller fra udlandet, og så sige, at så er det problem løst.”

Hvad pokker har de to ting med hinanden at gøre? Ingen forbyder Danmark at lade sig inspirere på eet punkt og i øvrigt ignorere andre elementer i den engelske lovgivning. Enten er Espersen decideret dum - eller også er hun så arrogant at hun virkelig tror at befolkningen æder den slags vrøvl råt. Tjah. Eller også er der tale om en blanding.

En undtagelse fra den konservative iq-regel synes at være Connie Hedegaard. Og vel også Per-Stig Møller der i hvert fald er en dygtig litterat (man har mindre tillid til hans politiske evner). Men ellers er De Konservative en temmelig sølle flok. Fra Bendt Bendtsen over Brian Mikkelsen til Lene Espersen. Og naturligvis Helle Sjelle…

Så kom Fitna, Geert Wilders’ film om Islam. Og straks gik den politiske korrektheds velsmurte maskineri igang: Wilders er højreekstremist, og Fitna er hadsk og manipulerende propaganda i stil med nazisternes “Der Ewige Jude”…

Men er det nu også tilfældet?

Fitna blev i første omgang publiceret på Internet-siden LiveLeak - men blev hurtigt fjernet efter dødstrusler mod firmaet bag siden (i øvrigt ironisk - men en ironi der nok går hen over hovederne på de militante idioter - at ekstreme elementer dermed bekræfter filmens budskab. Ganske som det var ironisk at man reagerede med vold mod en tegning fordi den IKKE fremstillede Muhammed som fredselsker…). Men Fitna kan stadig ses, bl.a. på YouTube. Og hér.

Og dermed kan man selv se filmen - og selv dømme. Den varer kun cirka et kvarter, så det er til at overskue.

En tikkende bombe
Fitna - et arabisk ord der kan oversættes med kaos eller strid (eller borgerkrig) - åbner med Kurt Westergaards berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen. Der vises derefter nogle grumme Koran-vers der bl.a. handler om at slå hårdt ned på ikke-muslimer - samt en masse klip af islamistiske terror-handlinger og af fundamentalistiske imamer og andre galninge (ingen billeder af Bin Laden, pudsigt nok) der hidser muslimske folkeskarer op mod Vesten. Dertil kommer et kig på en statistik der fortæller hvordan antallet af muslimer er steget voldsomt i Holland - så der nu er cirka en million. Og filmen slutter med endnu et kig på Muhammed-tegningen - nu med zoom på den tikkende bombe.

Budskabet er umisforståeligt: Holland - og Vesten som sådan - skal tage sig i agt. Det går galt hvis man lukker for mange muslimer ind, og hvis man ikke sørger for at stå værn om de vestlige værdier. Det går galt fordi der er disse volds-forherligende elementer i Koranen, og fordi de intolerante muslimske værdier ikke er forenelige med den vestlige friheds-tankegang, herunder synet på kvinder, på homoseksuelle, etc.

Propaganda?
Er filmen propaganda? Tjah. Der er i høj grad tale om et partsindlæg. Et subjektivt syn på Islam og på muslimer. Men særligt manipulerende vil jeg faktisk ikke kalde den.

Nuanceret er Fitna ikke. For den viser jo ikke det fulde billede. Der er også masser af imamer der prædiker ikke-vold. Masser af muslimer der ikke læser Koranen med samme militante briller som Bin Laden og co. Faktisk er det jo kun et meget lille mindretal der decideret kan kaldes ekstremistisk.Men Fitna hævder heller ikke at alle muslimer er morderiske terrorister. Filmen fremlægger nogle ubestridelige fakta: Ja, der begås terrorhandlinger i Allahs navn. Ja, der findes fundamentalister der forsøger at få alle muslimer til at foragte Vesten. Sådan er det. Hvor stort problemet er, dvs. hvor stor gennemslagskraft fundamentalisterne har, kan man så diskutere. Wilders mener at det er et kæmpe-problem.

Denne mangel på nuancer gør ikke Fitna til en anti-muslimsk udgave af “Der Ewige Jude” (der jo for pokker var racistisk - og decideret løgnagtig). Sammenligningen er ahistorisk og faktisk meget mere manipulerende end Fitna selv.

Fitna er generelt temmelig bombastisk - og kunstnerisk ikke specielt vellykket - men kun eet sted får filmen mig for alvor til at krumme tæer. Nemlig hvor Wilders mere eller mindre antyder at der bag enhver muslimsk emigration ligger en konspiration, et ønske om at islamisere verden. Det er et paranoidt ræsonnement. Der skal nok være nogle skumle elementer der håber at kunne bruge muslimer som en femtekolonne, men det turde da sige sig selv at den typiske muslim flytter til Vesten for at tjene flere penge og/eller for at undslippe krig/undertrykkelse i hjemlandet.

Derudover er der vist en tåbelig faktuel fejl; i stedet for et billede af Van Goghs morder har Wilders indsat billedet af en rapper. Men det må tilskrives inkompetence, snarere end ond vilje.

Og ud over det, synes jeg ikke Fitna går over stregen.

Man kunne - og burde - også lave en film om de fundamentalistiske kristne i USA. Og vise de uhyrligheder prædikanter som Robertson og Falwell har lukket ud gennem årene. Såsom at 9-11-angrebet var Guds Straf for dagens skørlevned i USA (herunder at homoseksualitet er tilladt)… Ville en sådan film være propaganda hvis instruktøren undlod at bringe billeder fra de tusindevis af amerikanske kirker hvor præsten IKKE udspyr svovlende had? Naturligvis ikke.

Det religiøse højre har alt for stor magt i USA - og det skal naturligvis kigges på. Men man har også ret - ja pligt - til at kigge på farerne ved fundamentalistisk Islam.

Og ved Islam som sådan. For det er jo ikke kun Bin Laden der ikke bryder sig om homoseksuelle og emanciperede kvinder. Selv mere moderate muslimer har ofte svært ved at goutere den vestlige livsstil. Mainstream-Islam er så at sige mere fundamentalistisk og fylder mere end mainstream-Kristendom. Naturlig evolution, i øvrigt. Islam er simpelthen yngre end Kristendom (og Jødedom, naturligvis). I sig selv er Kristendom cirka lige så kvindeundertrykkende og generelt intolerant - det er blot i de fleste sammenhænge blevet slebet en del af med årene.

Bemærk i øvrigt at problemet ikke kun er religionen, men nok så meget den generelle kultur (eller rettere forskellige kulturer - med intolerancen til fælles). Men det er svært at skille tingene ad. Religion er jo i øvrigt ikke andet end et værktøj magthaverne kan bruge til at undertrykke og hjernevaske folk.

Hjernevask
Sagen er at mange muslimske indvandrere er stærkt præget af kulturen og værdierne i deres hjemlande. Der jo typisk er stik modsat Vesten: Diktatur i stedet for demokrati. Propaganda i stedet for dialog. Ensretning i stedet for tolerance. Hjernevask i stedet for uddannelse og selvstændig tankegang. Social elendighed i stedet for (relativ) velfærd. Og ja - overdreven religiøsitet frem for fornuft og sekularitet.

Er det så mærkeligt at der kan være problemer når de kommer til Vesten?

I Fitna vises et klip af en lille muslimsk pige der kalder jøder “aber og svin”. Wilders budskab er naturligvis ikke at muslimer fødes som jødehadere, men at mange hjernevaskes til at blive det. Jeg oplevede denne kulturkløft da jeg for nogle år siden underviste indvandrere i dansk på en sprogskole: I en klasse bestående næsten udelukkende af muslimer, var stort set alle overbeviste om at Israel og USA stod bag 9-11-terrorangrebet, ikke Al-Qaeda. De var simpelthen blevet gjort fortræd af propagandaen. (Det er i øvrigt værd at bemærke at klassen indeholdt en enkelt kineser; han var også tilhænger af konspirationstankegangen).

Er denne kulturkløft ikke et problem? Og havde Pim Fortuyn sin tid og har Wilders ikke ret til at påpege det?

For slet ikke at tale om mine helte, Ayaan Hirsi Ali og Theo Van Gogh (sidstnævnte blev dræbt af en islamist). Se deres modige, fascinerende og næsten ubærlige (men den SKAL sgu ses) film Submission om det muslimske kvindesyn.

Jeg synes IKKE at muhamedanerne, som usympatiske Glistrup med flere ville sige det, bare skal smides hjem. Og jeg nægter at deltage i en generel dæmonisering af alle muslimer. Det er naturligvis ikke sådan at muslimer ikke kan være fredelige og fornuftige mennesker. Eller at man ikke kan påvirke muslimske indvandrere positivt. Tag Naser Khader: Da han var knægt, var han homofob. I dag er han fortaler for homoseksuelles rettigheder…

Men man skal være opmærksom på hvor mange indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed man lukker ind - og hvordan man håndterer dem. Hen ad vejen vil de fleste indvandrere blive påvirket af kulturen i det land de lever i. Men ikke hvis der er for mange af dem, og ikke hvis vi er for eftergivende og kulturrelativistiske (for halalhippie-fløjlsmavede). Så magter samfundet ikke at påvirke dem positivt (alt for ofte vil de derimod blive marginaliseret og dermed nemmere ofre for fundamentalistisk propaganda); i stedet kan det blive samfundet der påvirkes.

Også for indvandrerenes egen skyld er det bedst at sørge for at der ikke kommer flere end samfundet kan integrere.

Jeg vil meget nødigt se fx en million muslimer i Danmark (lige så lidt som jeg har lyst til at se en million højre-kristne amerikanere komme til landet…). Vi kan ikke håndtere så mange. Vi kan ikke engang håndtere dem vi har nu…

Samtidig skal det dog siges at verdenssituationen - med de mange konflikter - har øget flygtningestrømmen i en grad så det er svært at holde indvandrerantallet nede på en virkelig håndterbart niveau. Det må vi leve med; vi kan ikke lukke øjnene, er nødt til at hjælpe. Men Danmark har været for åben for ikke-flygtninge. Det er vi i mindre grad nu. Men vi er stadig for eftergivende over for de reaktionære elementer i de kulturer vi har lukket ind.

Hysteriske reaktioner
Med andre ord er de politisk korrekte reaktioner på Wilders’ film hysteriske. Igen al dette vrøvl om “ansvarlig ytringsfrihed” og hensyn til religiøse følelser… Anders Fogh og Politiken går endda hånd i hånd i denne sag. Føj.

Hvis man skærer alt bullshit væk, så handler det jo ikke om hensyn til folks følelser. Men om at man er bange for ekstremisternes (og de vildførte massers) voldelige reaktioner. Og det kan simpelthen ikke være rigtigt. Grow a pair, Anders Fogh.

Der er mange ulækre ting i sex-skandalen med den 34-årige socialdemokratiske MF’er Jeppe Kofoed og den 15-årige DSU’er.

Jeg får således kvalme over de hysteriske reaktioner. Fra DSU-formanden der sladrede om affæren til partiet og forældrene (pigens, næppe Jeppes) og nu bræger løs i medierne. Fra den socialdemokratiske ledelse der har tvunget Kofoed på “tænkepause”. Fra de mange danskere der udtrykker deres skinhellige forargelse i mere eller mindre artikulerede læserbreve og net-indlæg.

Og Se & Hørs og andre mediers klapjagt på pigen er hamrende usympatisk. Lad hende være i fred.

Ikke umoralsk
Men at de havde sex, er ikke ulækkert eller umoralsk. En smule fjollet, måske, men det er så dét.

Har Jeppe Kofoed misbrugt pigen? Intet tyder umiddelbart på at hun har gjort noget mod sin vilje. Og det er ikke ulovligt at have sex med en 15-årig. Heller ikke selv om man er oplægsholder på et kursus for DSU’ere. Ingen advokat med respekt for sig selv vil stille sig op og sige at Kofoed på ulovlig vis har udnyttet sin position. Det vil ikke holde en meter i byretten.

Pigen har sikkert været betaget af den kække Folketingsmand - og hvad så? Følelser og lyst influeres af så mange ting.

Det er forargeligt og umoralsk hvis Kofoed har udnyttet en naiv ung pige ved at love hende guld og grønne skove. Eller ved at drikke hende hønefuld. Men hvad nu hvis de simpelthen har været småfulde og kære i hinanden, som man siger (dette skrives med forbehold; jeg ved jo ikke hvad der præcis er foregået på højskolen i Esbjerg)?

Hvad er så problemet? Må 15-årige ikke have one-night-stands eller sex i det hele taget? Så lav loven om.

Lur mig, i øvrigt, om ikke Kofoed har troet at pigen var nogle år ældre end 15. Selv en fuld Folketingsmand ville nok være bevidst om at det frister den puritanske skæbne at være sammen med en purung pige.

Men det skete altså. Og nu har vi så balladen. Ganske som med Jørgen Leth i sin tid. Leth der “tog kokkens datter når han ville”. Dybt forstemmende at opleve dette hysteri.

Dårlig dømmekraft?
Har Kofoed udvist dårlig dømmekraft? Det kan man mene. Men der er i givet fald tale om noget der bider sig selv i halen. For det primære problem i denne sag er umiddelbart folks skinhellige hysteri (dertil kommer at det jo ikke er særligt smart af Kofoed at bryde DSUs regler for samkvem mellem oplægsholdere og kursister - men herregud…). Skal man tage hensyn til det? Ja, hvis man er populistisk spindoktor. Og så handler dømmekraft ikke om at vælge mellem rigtigt og forkert, men udelukkende om at kunne vurdere hvad der vil se dårligt ud hos den menige dansker. Er det dér vi vil hen?

Hvad var problemet med Bill Clintons affære med Monica Lewinsky? At han var tåbelig nok til at lyve om den. Han skulle naturligvis simpelthen have sagt: None of your goddamn business!

Lad mig i den forbindelse hylde François Mitterrand (der ellers var en skurk). Da han blev konfronteret af en journalist der havde fundet ud af at præsidenten havde en affære, sagde den gamle blot: “Et alors…?”

Enig med Krarup!
Heldigvis er der også nogle fornuftige stemmer midt i al hysteriet. Og endda fra folk jeg ellers regner som dybt forstyrrede. Folk som Anne-Grethe Holmsgaard. Og Søren Krarup…

Ja, sgu! For een gangs skyld er jeg enig med Sorte Søren fra Seem. Hør blot hvad han udtaler til DR:

- Jeg har da ondt af den unge mand, som selvfølgelig har dummet sig, men det sker jo, når unge mennesker drikker sig fulde, ikke? Og en 15-årig pige er jo ikke noget barn, og derfor er der heller ikke noget kriminelt i det. Han har dummet sig, men det er, hvad der sker for mennesker, og den forargelse, der rejser sig, den finder jeg en smule hyklerisk.

Sådan. Men samtidig lidt foruroligende. Ikke ubetinget rart at være enig med Krarup. Heldigvis kan jeg søge trøst i at han 99 ud af 100 gange vil sige noget vås. Således i et symbol-hysterisk overfald på den grønne farve på de faner der skal pyntes med når Livgarden fejrer 350 års jubilæum til sommer:

- Det ville vække afsky hos mig. Den er grim, og den kan ikke undgå at fremstå som et islamisk symbol med de der grønne farver på fanerne, siger Søren Krarup til Ritzau.

Fæ.

Intelligent design? Hold nu op med det vrøvl. Kan I stave til e-vo-lu-ti-on?

Jeg gider ikke engang argumentere for det indlysende, vil blot henvise til folk som Richard Dawkins. Gak hen, læs ham og bliv klogere. Og tjek så også lige hans gode ven Douglas Adams, den fremragende (alt for tidligt afdøde) humorist og, ifølge eget udsagn, “radikale ateist”. Adams havde en fin lille lignelse til dem der var så lalleglade at fremture med det sædvanlige sjask om at verden er så fantastisk, fx er mennesket så sindrigt indrettet, at nogen (Gud) MÅ stå bag det…

Lignelsen handler om en vandpyt der er overbevist om at hullet den fylder, er skabt for DENS skyld. Og det bliver pytten ved med at tro - indtil den er udtørret af solen…

Henrivende naive, disse kreationister - eller utålelige?

Nå, men til mit egentlige ærinde. Mit knæ som jeg smadrede til fodbold i sidste uge.

Apropos intelligent design/evolution, er knæet jo et fremragende indicium. Alt for skrøbeligt; slet ikke i stærkt nok til det vi udsætter det for; de kilo vi stabler ovenpå. Og her taler jeg ikke bare om fodbold, men alene det at gå og løbe; det kan knæet sgu ikke tåle i længden. Hvis Gud har skabt os, har han huleme gjort et sjusket job. Et endnu bedre eksempel er blindtarmen, for længst overflødiggjort af evolutionen - men skidtet er der stadig. For sådan fungerer evolutionen: Det bevæger sig, men ikke gnidningsfrit, ikke 100 procent hensigtsmæssigt hele tiden.

Nå, røg igen ud ad en tangent. Tilbage.

Var hos specialist i dag. Knæ stadig for hævet til at man sige noget med sikkerhed, men det ser skidt ud. Værre end frygtet, nærmest. Ledbånd røget; korsbånd sandsynligvis også. Og menisk kan være skadet.

Og jeg kan ikke drikke sorgerne væk længere. Må ikke indtage alkohol mens jeg tager piller for at reducere hævelse; ellers får jeg mavesår.

Jeg kan ikke engang dyrke sex mens knæet er i denne tilstand.

Fodbold, alkohol, sex… Hvad fanden er der så tilbage at leve for?

P1, har en bekendt foreslået. Tjah. Jeg skal se om jeg kan undertrykke min begejstring. Indtil videre klynger jeg mig til førnævnte Douglas Adams. Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er en god måde at abstrahere på. Og Woody Allen-film…

Byggerod i Dubai, ladyboys i Phuket og Bangkok, joints på Koh Lanta, massage med og uden “happy ending”. Jul på en dykkerbåd, nytårsaften på en strand. Og alt for mange svenskere…

Her følger beretningen om min ferie i Thailand. (Forsinket, jeg ved det, men man skulle lige tage sig sammen - og det kneb indtil en togtur fra Jylland til København skulle fordrives på een eller anden måde).

Vi – undertegnede og to kammerater (danske Jesper og dansk-islandske Ravn) - drog fra Malta d. 14. december. Efter 3 dage i Dubai, gik det videre østpå til Bangkok. Et par dage i den sydende storby, og så sydpå til strand, sol og vand. Dykning. De sidste par feriedage blev afsat til et gensyn med Bangkok, og d. 11. januar landede vi på Malta igen. Solbrune og afslappede. Og ølmaven (mmmm, Chang-beer!) en smule omfangsrigere, end da vi drog afsted. Detaljer følger længere nede.

Billeder (klik for at se flere):

Ovenvands

Undervands

Detaljer:

Dubai
”Under construction.” Det burde der stå med fede typer under ”Dubai” på kort over den arabiske halvø. Denne by i De Arabiske Emirater bliver utvivlsomt et pragtfuldt skue engang, om 10-15 år, men nu og her er der tale om en masse byggerod, og derudover er det simpelthen en kedelig ørkenby (beboet næsten udelukkende af fremmedarbejdere, især fra Pakistan; sjældent at se en indfødt) med langt mellem oaserne. Hvormed jeg mener steder hvor man kan få en øl.

Det var sådan set det vi mest brugte tiden på i Dubai.

Dels på at spejde forgæves efter seværdigheder som ”Verden” (en kunstig ø-gruppe der skal være en mini-kopi af – ja, verden) og et hyperhøjt tårn der skal være det højeste… (ok, dét stod der faktisk, men langt fra færdiglavet). De billeder man ser? Computermanipulationer. Kun een ting står færdig: Luksushotellet ”Sejlet”, hvortil millionærer flyves med helikopter direkte fra Dubai Lufthavn, mens almindelige dødelige må tage bussen eller en taxi. Et flot syn, dette ”Sejl” – og efter sigende skulle udsigten fra restauranten foroven være lige så imponerende. Det mislykkedes desværre for os at komme derop. Noget med at vores sandaler, short og ærmeløse t-shirts ikke lige fulgte det snobbede tøjkodeks.

Dels på at lede desperat efter et vandhul hvor vi kunne fugte den tørre gane og hvile de ømme fødder efter den skuffende seværdighedsjagt. Det lykkedes dog til sidst. I Dubai som er et muslimsk samfund (omend ikke wahabi-ekstremt som Saudi-Arabien) er alkohol forbudt. Med enkelte undtagelser. Nogle hoteller har lov til at udskænke alkohol. Og et sådant hotel fandt vi. Vi fik noget at spise, med samt et par øl. Som smagte af mere, som den slags jo gør – og så var det så heldigt at samme hotel havde en bar/natklub hvor man kunne fortsætte. Den Afrikanske Klub hed stedet, et eksotisk navn. Vi regnede med at det indebar et par masker og et spyd på væggen, men nej, det var temmelig gennemført. En afrikansk gruppe optrådte med sang og dans. Interessant stil med ryst af skiftevis brystparti og skuldre. Tre kønne piger og en mand – hvis skulderryst mildest talt så bizart ud, men ok. Bartender og servitricer var også afrikanske. Og det var langt hovedparten af klientellet, bortset fra nogle enkelte vesterlændinge og hér og dér en araber. Masser af afrikanske piger. Som, viste det sig hurtigt, alle var prostituerede. Og de kunne pinedød ikke forstå hvad i alverden tre fyre fra Danmark dog ville i Den Afrikanske Klub hvis det ikke netop var for at hooke up med en luder… Vi var åbenbart havnet i Dubais fremmeste luderbule. Nå, men vi er ikke så sarte, og nu havde vi endelig fundet et sted, så vi blev der en del timer. Masser af øl, og fin underholdning på scenen. Luderne prøvede da til, men forstod efterhånden at vi ikke bare spillede kostbare, at vi ikke havde tænkt os at købe deres ydelser. Og så blev vi ladt i fred.

Den Afrikanske Klub var helt klart Dubai-opholdets højdepunkt.

Ah ja, vi var naturligvis på ørkensafari. Men sikke en turistfælde. Sammen med en hel masse andre godtroende mennesker blev vi proppet i firehjulstrækkere der så drønede rundt i sandet i høj fart. Meget sjovt i begyndelsen, men i længden småirriterende at gokke hovedet op i loftet. Derefter safariens klimaks, sand-boarding, dvs stå ned ad en sandklit på et snowboard. Det havde islændingen Ravn med stor snowboard-erfaring set frem til og talt meget om. Hæ. Det foregik ned ad en fem meter høj og meget lidt stejl bakke. Hvor vores guides – alle pakistanere, i øvrigt – dannede en kæde for at sikre sig at ingen faldt… Ravn var grædefærdig.

Bagefter lidt mere rystetur i bilerne, og til sidst aftensmad og mavedans i noget der skulle ligne en beduin-lejr. Hvor man dog, helt skidt var det ikke, kunne købe øl.

Men alt i alt var det ikke just med vemod vi forlod Dubai og drog mod Thailand. Tre dage i Dubai er for meget, een dag er mere end nok.

Bangkok
Vi landede i Bangkok, efter endnu en lang flyvetur med Air Emirates.
Krung Thep, som det hedder på thai (men de høflige thaier accepterer stiltiende vesterlændingenes imperialistiske navne-diktat) og hvilket sådan cirka betyder “Englenes by”, er der ingen ende på. Man skiftevis fascineres og forarges, men uinteressant bliver byen aldrig.

Da vi vendte tilbage til Bangkok efter nogle uger i syd, ramte Jesper det meget godt. Mens han snuste ind, sagde han: ”Ahh, der er lugte man har savnet – og lugte man bestemt IKKE har savnet…”

Ditto med synsindtrykkene.

Bangkok er en myriade af gaderestauranter med alle mulige og umulige former for mad (man ser ind i mellem rotter løbe rundt i restauranternes udstillingsvinduer; mæskende sig i det udstillede kød). En blanding af smalle gyder og brede boulevarder propfyldt med billeder af kongen; han hænger OVERALT, som en anden Big Brother, og med den berygtede trafik. Tag IKKE en taxi, hvis du kan undgå det; det er simpelthen for frustrerende (medmindre man, som mange taxichauffører gør, medbringer en bog så man har noget at fordrive tiden med når køen holder stille). Og tag ikke en tuc-tuc (en knallert med lad, med plads til 2-3 passagerer); medmindre du er pjattet med udstødningsgasser lige i fjæset.

Bangkok er også en blanding af dyd og skørlevned. Fyldt med templer og munke. Side om side med skumle massage-parlours og bordeller (ofte mere eller mindre det samme). Og ping-pong shows (gæt selv hvad det indebærer; vi overvejede at overvære et show, naturligvis for at gøre sociologiske studier, men undlod – var bange for at det ville blive for kvalmende).

Og naturligvis fyldt med thaier. Altid smilende og talende. ”Helloooooo. You want massaaaaage? Ping-pong-shooow? Fucky-fuckieeee?”

Her taler vi naturligvis ikke om den almindelige thai, men om dem der jager i området omkring den berømte og berygtede Khao San Road. Hvor turisterne flokkes, og hvor det for geskæftige alfonser er som at skyde sild i en tønde. Gaden består af restauranter, værtshuse, skræddere (en kæmpe-industri i Thailand. Alle med burmesisk/indisk personale og en væg med stort set enslydende anbefalinger fra tilfredse turister der har betalt pebernødder for et skræddersyet jakkesæt af ofte tvivlsom kvalitet) og butikker der sælger diverse former for turistjunk. Og sidegaderne, tjah, dér har vi så massage-bulerne, blandt andet.

Turisterne er en broget flok. Der er den unge idealist, med fornuftigt fodtøj og fjällräv på ryggen. Der er den gamle hippie, med grå hestehale og batikskjorte. Og der er den midaldrende mand med tyk mave og (mistænker man) hang til unge piger og/eller drenge…

Vi så dog ikke noget til pædofili. Til gengæld så vi masser af par der bestod af en ældre vesterlandsk mand og en relativt ung thai-kvinde. Det kan man så mene om hvad man vil (lidt patetisk er det jo), men man skal nok passe på med at lade forargelsen skygge over kendsgerningerne. Som blandt andet er at udnyttelsen reelt er ret begrænset, eller rettere; den går nogenlunde lige op, i et frivilligt forhold hvor begge giver noget, og begge tager noget. Manden (faktisk oplevede vi også et eksempel på det omvendte, at kvinden var ældst og fra Vesten, fyren var en yngre thai) har penge, kvinden har ungdom og skønhed. Hvem udnytter hvem?

Kærlighed? Tjah, det er en luksus som kun de rige og relativt kønne har råd til, sådan er verden nu engang.

Khao Lak
Efter et par dage i Bangkok, tog vi sydpå til Khao Lak, en badeby på vestkysten. Et sted for familier og par, og derfor var det småt med nattelivet. En våd klud i ansigtet – vi havde vænnet os til Bangkoks vilde puls. Det lykkedes os dog at finde en irer, en englænder og en flaske gin, og så gik det jo alligevel.

I øvrigt et yderst sympatisk par, en irsk pige og en engelsk fyr der begge var i Thailand som frivillige i tsunami-hjælpearbejdet; de underviste forældreløse børn i engelsk. Og dér sad vi så, tre fyre på dykker- og drukferie. Lidt dårlig samvittighed fik man vel.

Og så blev vi i øvrigt, sent på natten og efter en flaske gin, sat kærligt, men håndfast på plads af den irske pige med følgende karakteristik af os:

Jeg var ”the obnoxious one” (nok fordi jeg tillod mig at ymte at jordskælvs-tsunamier næppe skyldes global warming og altså næppe har noget at gøre med menneskets generelle voldtægt af kloden…).

Jesper var ”arrogant – but nice”.

Og Ravn var ”the sensitive one…”

Tjah.

Dykkertur
Efter et par dage i Khao Lak tog vi på en fire-dages dykkertur på en live-aboard-båd. Turen gik til Similan Islands, en smuk øgruppe et stykke ude i Andaman-havet (del af det indiske ocean).

Vandet var 30-31 grader i overfladen (måske 28 grader på 20-30 meters dybde), øerne lignede noget fra en Bounty-reklame, og Andaman-havet er fyldt med et virvar af farverige fisk. Der var med andre ord lagt op til en stor oplevelse, og vi blev da heller ikke skuffede.

Ganske vist måtte vi vente til allersidste dyk før vi så Manta Rays (Kæmperokke, hedder det muligvis), men det var også ventetiden værd. Fantastiske kræ, enorme vingefang; de glider majestætisk afsted og ligner en slags ufo. Og indtil da havde vi set alverdens skabninger. Søheste, muræner, blæksprutter, barrucadaer og alle mulige andre former for fisk.

Een ting manglede dog. Hajer. Det er ingen hemmelighed at jeg i mange år led af hajfobi. Jeg kunne ikke engang gå i svømmehallen uden at høre temaet fra Dødens Gab for mit indre øre. Og svømme i Øresund eller Kattegat? Glem det. Ikke længere ud end man kunne bunde, i hvert fald.

Netop derfor, for at gøre noget ved fobien, tog jeg dykkercertifikat på Malta. Og det virkede. Jeg kan nu svømme og snorkle – og dykke, naturligvis – uden at gå i panik hver gang jeg ser en skygge.

Meeen. Man vil jo gerne se en haj. For lige at sikre sig at man rent faktisk ER fri af fobien. Helst en bette een der ligger fredeligt på bunden. Dét må gerne være den første haj, derefter må de gerne gradvist blive større.

Og det var der netop mulighed for i Thailand hvor hajerne typisk er vældigt fredelige (og relativt små, bortset fra hvalhajer – der er kæmpestore, men til gengæld MEGET uskadelige, hvis man ikke er plankton). Så derfor var det temmelig ærgerligt at gå glip af det. Men skidt-pyt, jeg må tage til Egypten og se mig en haj.

Hajer eller ej, var bådturen en stor oplevelse. Den strakte sig fra d. 23. til d. 27. december, og juleaften skulle altså fejres på en båd i det indiske ocean. En lidt speciel oplevelse, men det gik fint. Juleaftensdag dykkede vi med nissehuer på, hvilket besætningen grinede meget af, og fiskene har sikkert også gloet (en enkelt gjorde mere end dét, den bed i min kvast), og om aftenen fik vi en ekstra øl.

Dykkermæssigt fik jeg en masse ud af det. Jeg fordoblede mit dykantal og blev klart bedre som turen skred frem. I starten havde jeg et iltforbrug som Darth Vader og blev to gange sat under administration til sidst i dykket (hvilket bestod i at jeg måtte hægte mig fast til en guide og bruge hans reserve-mundstykke; temmelig ydmygende), men derefter begyndte det at gå bedre og bedre, og til sidst var jeg nede på et ret normalt iltforbrug.

Turen kostede en pæn sjat, men det var det hele værd. En kok var medbragt, og maden var lækker og righoldig. Og besætningen stod på pinde og gjorde alt udstyr klart. Man skulle faktisk ikke lave andet end at sove, spise og dykke. Efter hvert dyk – tre-fire om dagen, stod maden klar. En luksustilværelse. Cruise-agtigt.

De andre passagerer, vi var 23, var for de flestes vedkommende søde og flinke (enkelte var småirriterende, men så undgik man dem). Og selvfølgelig alle de forudsigelige klichéer: Den skilte (og meget tavse) svenske mand på ferie med sin søn. En flok meget talende, men også meget søde, amerikanere. En supersmuk sydafrikansk pige der naturligvis havde sin superflinke fyr med. En bulgarsk kvinde med sin thai-fyr. En midaldrende tandlæge fra Köln der rejste alene. Selvsamme tysker var vældigt flink, men en smule speciel. Han havde en pudsig vane med at gå rundt i et par meget små og meget stramme badebukser – og med, når han talte med en anden passager (altid af hankøn), at sætte den ene fod op på en bænk og placere sig meget tæt på den siddende samtalepartner der dermed befandt sig med øjnene i hvad jeg vil kalde skridtnær skridthøjde…

Ikke et ondt ord om homoseksuelle; denne adfærd ville være lige så bizar hvis det havde drejet sig om en heteroseksuel. Nå, men samme tysker var havnet i samme fire-kahyt som vi tre, og den første nat ombord vågnede Ravn ved at køjen bevægede sig… Ovenover lå tyskeren og masturberede. Ravn var temmelig chokeret, mens vi andre der havde sovet sødeligt, brølede af grin da vi fik historien dagen efter – ved tanken om den stakkels traumatiserede islænding… Tyskeren må nu også have fundet det ret pinligt, i hvert fald flyttede han til en anden kahyt.

Koh Lanta
Efter dykkerturen drog vi lidt længere sydpå, i vores søgen efter et godt sted at holde nytårsaften. Vi hørte om steder med Full moon-parties, med alt hvad det indebærer af druk og hedonisme. Og vi var da fristet, men gad på den anden side ikke være et sted med alt for mange mennesker. Vi endte derfor på Koh Lanta, en ø tæt på kysten, ved Krabi og Phuket. Her skulle man efter sigende både kunne finde natteliv og gode snorkel- og dykningsmuligheder.

Tjah. Øen viste sig at være reserve-Sverige. Propfyldt med svenskere, unge og gamle, ferierende og fastliggere. I en grad så der var 3-4 svenske skoler og diverse svenske bygningsarbejder, markeret med blå-gule skilte: ”Här byggar vi drömmar!”. Tjah, drøm eller mareridt? Vi var sgu ikke taget til Thailand for at være omgivet af svenskere. Hvis det var det vi ville, kunne vi være blevet på Malta. Men vi gav det en chance, og det viste sig at være udholdeligt. Koh Lanta ER generelt temmelig turistpræget, men man kan finde fredelige strande, eller man kan drage ud i junglen. På elefantsafari, fx, hvad vi dog ikke var. Jeg fik kolde fødder da jeg så de store dyr traske sørgmodigt afsted med en ydmygende platforms-saddel og en gruppe dovne mennesker på ryggen.

Vi kom i stedet rundt på lejede scootere. Det gik fint selv om bremserne ikke virkede optimalt på Ravns…

Koh Lanta-opholdet var een stor afslapning. Vi tulrede rundt på scooter eller sad på stranden og drak kolde øl, hentet i en nærtliggende bar. Nytårsaften blev fejret på en strand, naturligvis, omgivet af diverse andre turister (på mirakuløs vis ingen svenskere, derimod franske, hollandske og tyske piger). Øl og gin, igen. Og så nød man ellers nattehimmelen, stjernerne og de lys der blev sendt op. I Thailand har man en skik med at sende ”papir-drager” til vejrs. En lille oliebeholder antændes og opvarmer luften i en slags lampeskærm af papir – der flyver afsted og mest af alt ligner et langsomt flyvende meteor. Meget dekorativt.

Phuket
Efter otte dage på Koh Lanta, nærmede feriens slutning sig. Vi skulle tilbage til Bangkok, men ønskede ikke at tage bussen som vi gjorde på vej ned (et helvede; det tog tyve timer at komme frem). I stedet ville vi flyve (i øvrigt næsten lige så billigt), og det skulle ske via enten Krabi eller Phuket. Krabi havde vi set kortvarigt, på vej til Koh Lanta, og der var ikke noget at skrive hjem om, så det blev Phuket.

En beslutning vi skulle komme til at fortryde – og så alligevel glædes over.
For Phuket er et helvede. Det synes at eksistere helt og aldeles for turisternes skyld. ALT handler om turisme. Trættende og meget lidt charmerende. Lige fra den overfyldte strand til byens gader, hvor skræddere, restauranter og souvenirshops ligger side om side i en uendelighed. Nåja, og en massage-bule hér og dér.

Vi skulle heldigvis kun være der een dag, og om aftenen kunne vi jo være gået tidligt i seng. Meen. Man skulle jo lige have en enkelt øl – selv om vi havde bange anelser. Og ganske rigtigt. Også i nattelivet handlede det om at servicere turisterne, her mest mænd. Vi fandt værtshusgaden, med en række barer på rad og række. I hver eneste sad der 5-10 ludere. Og ventede på sådan nogle som os. Nul chance for at få en fredelig øl. Vi blev konstant antastet af piger. Og naturligt nok; de skulle jo tjene til dagen og vejen. Men det var ikke lige det vi ville.

Så humøret dalede, og vi gik hjemad. Men faldt så over et sted, en bikerbar. Et band spillede god, gammeldags rock, og klientellet var stort set normalt. Her kunne vi sidde i fred for prostituerede og nyde musikken og en øl. Og det gjorde vi så. Hen på aftenen kastede Ravn sin kærlighed på en t-shirt der sad på en fyr ved nabobordet. Forståeligt nok, for t-shirten var sej (en motorcykel og teksten ”Too drunk to sex” (bortset fra at det var forkert stavet, så der stod ”To”, men meningen var klar, og stavefejlen blot yderligere charmerende), og fyren ditto. Mr. B kaldte han sig, en stor fyr, høj og kraftig af en thai at være. Tatovør, udsmider, lidt af hvert. Og masser af udstråling. Og et harem… Jep, han sad ene mand, omgivet af seks kvinder, noget af et entourage. Ludere? Nøh. Ellers var de kommet hen og havde falbudt deres ynder.

Nå, men Ravn roste t-shirten – og Mr. B fik så den idé at de skulle bytte; så han fik Ravns skjorte. De byttede, vi bød på tequila, og så gik det derudad med hyggesnak og festlighed. Senere på aftenen tog Mr. B os med hen til en anden bar, også med levende musik, og der blev drukket mere øl og tequila.

Alt i alt blev det altså alligevel en hyggelig aften i Phuket…

På vej hjem fra Mr B’s bar havde jeg dog en smule problemer. Prostituerede tilbød deres service, og især ladyboys var svære at ryste af. Jeg måtte faktisk til sidst løbe, for at slippe væk fra en særligt ihærdig ladyboy.

Det skete i øvrigt også i Bangkok. En pudsig oplevelse, irriterende i situationen, men grinagtig bagefter. Men sagen er at de virkelig ind i mellem er vedholdende, de bliver simpelthen ved med at følge efter, i en grad så man enten må blive voldelig (og jeg vil ikke begynde at slå på en lillebitte thai – pige eller fyr) eller tage benene på nakken.

Der synes at være et mønster. Kvindelige prostituerede er pågående, men tager typisk et nej for et nej. Hvorimod en katoey (ladyboy) ofte bliver ved. Irriterende. Men ok, nok meget sundt at opleve den mandlige måde at lægge an på…

Happy ending i Thailand
Nu vi er ved prostitution. Mange spørger mig om jeg fik massage med ”happy ending”. Svaret er: Nej. Jeg kan berolige med at ingen af os gjorde noget i Thailand vi ikke ville have gjort alle andre steder :-).

Massage fik jeg een gang. Oliemassage på en strand på Koh Lanta. Og det var fantastisk. Yderst afslappende (jeg fulgte det så op med en joint mens jeg nød solnedgangen; smuk oplevelse). Men selv om massøsen vitterligt havde magiske hænder, var det altså en helt normal olie-massage, uden seksuelle implikationer.

En fransk pige som vi mødte, fortalte om en massage hun engang havde fået i Bangkok. Hun havde regnet med at der var tale om en normal massage, men det viste det sig ikke at være. På det tidspunkt hvor det gik over grænsen, så at sige, var hun dog blevet så hypnotiseret af den generelt sensuelle massage at det stort set føltes som en naturlig forlængelse, og hun lod det ske. Tjah. Jeg kan såmænd godt se hvad hun mener; massagen er hypnotiserende og ikke usensuel. Men det var nu godt nok at der ikke var happy ending (ud over det med solnedgangen og jointen) dér på stranden på Koh Lanta. Det ville have været lidt pinligt, i en åben bås med svenskere til højre og venstre…

Formålet med terrorisme er - det ligger ligesom i ordet - at indgyde frygt. Gøre folk bange.

Det er lykkedes i Danmark. Rædde er vi. I en grad så vi tilsidesætter hævdvundne principper om retssikkerhed.

Et uhyggeligt eksempel er den verserende sag om de tre mænd der er anklaget for at ville myrde Muhammed-tegner Kurt Westergaard. Problemet er at “anklaget” er det forkerte ord, for de er netop ikke blevet præsenteret for en formel anklage og er ikke blevet fremstillet for en dommer med henblik på at afgøre om de er skyldige eller uskyldige.

Ikke desto mindre straffes de. Den ene, en marokkaner med dansk statsborgerskab, slipper med en advarsel. De to andre, begge tunesere uden dansk statsborgerskab (men dansk gift), udvises af Danmark.

Dette er muligt i henhold til udlændingelovens såkaldte terror-bestemmelser (indført i 2002) der siger at terror-mistænkte udlændinge kan udvises uden at blive stillet for en dommer. Det er altså politiet og Justitsministeriet/Integrationsministeriet der bestemmer om en person skal udvises. En såkaldt administrativ udvisning…

Retsprincipper er uundværlige
Og det er vel godt nok? Nødvendigt med skarp lud til skurvede får: Nødvendigt i disse tider hvor flag og ambassader brændes af, tårne styrter i grus og hollandske filmskabere myrdes på åben gade?

Skændigt, skændigt og atter skændigt. Men nej.

Uanset hvilken forbrydelse man mistænkes for, om det er i Mammons, hidsighedens eller Allahs navn, så skal man jo for pokker stadig dømmes skyldig.

Og jo mere ekstreme midler terrorister tager i brug, desto vigtigere er det at holde fast i de helt fundamentale retsprincipper, herunder at man har ret til at blive stillet for en dommer, ret til en advokat, ret til at få sin sag hørt. Og ret til at blive dømt uskyldig hvis politiet ikke kan fremvise tilstrækkeligt med beviser.

Uden disse principper fungerer retsstaten ikke. Næste logiske skridt er Guantanamo, og glidebanen ender i fascisme. Og hvad fanden er det så egentlig vi kæmper for? Er det ikke netop retsløse tilstande som diktatur og religiøs fanatisme, vi ønsker at hæve os over?

Den danske stat har med den gældende lovgivning ophævet skellet mellem den udøvende og den dømmende magt. Og hvad så? Tjah, der er jo for pokker en årsag til at delingen blev indført i sin tid, af forstandige mennesker. Det handler naturligvis om at den udøvende magt ikke skal være for stærk, den skal kunne kontrolleres. Blandt andet så man reducerer risikoen for fejltagelser (justitsmord)…

PETs dagsorden skal tjekkes
Hvad er ræsonnementet bag lovgivningen og dermed politiets mulighed for at stritte mistænkte ud af landet uden dom? At PET vil have svært ved at skaffe sig meddelere i fundamentalistkredse hvis en sag rulles op i retten?

Det er et ræsonnement jeg for så vidt godt kan forstå. Sagen er blot at det ikke vejer tungt nok i forhold til behovet for at tjekke om der nu også er hold i mistanken. I bedste fald kan der være tale om at meddelerne eller PET selv har fejlet. Det sker. I værste fald er der tale om skjulte dagsordener. Der er masser af eksempler på meddelere der har løjet, opfundet sager - for at tjene penge eller på anden måde tjene egen sag (Irak-krigen er et godt eksempel; her valgte USA at tro blindt på diverse åbenlyst utroværdige eksil-irakere der kæftede op om masseødelæggelsesvåben). Og PET kan også sagtens have lyssky hensigter. Jo mere snak der er om terror, jo flere bevillinger får tjenesten jo…

Dermed ikke sagt at det er dét der er sket. Men humlen er at det er det en retssag skal afgøre. Man kan simpelthen ikke undvære en sådan.

Er disse tunesere muslimske fundamentalister? Sikkert. Og dermed nogle temmelig usympatiske fæ. Men det er ikke nok til at udvise dem (hvis usympatisk og fundamentalistisk var nok til at udvise folk, burde Søren Krarup og co. ryste i bukserne).

Er de terrorister? Havde de rent faktisk planlagt at myrde Kurt Westergaard (der i øvrigt i min bog er en helt)?

Vi ved det ikke. Og pga den afsindige danske lovgivning, fostret af paniske (eller populistiske) politikere, får vi det ikke at vide.

Integrationsminister uden integritet
Føj for pokker.

Men i det mindste har vi en integrationsminister med integritet, en kvinde der står værn om retsprincipperne og holder fast i sine synspunkter. Ikke?

Nej. Birthe Rønn-Hornbech var bestemt ingen fan af terror-pakken i 2002. Men det seneste man har hørt hende sige i udvisningssagen er at Regeringen ikke har planer om at ændre udlændingeloven. Hæ. Nej, gu har den da ej, så længe den er afhængig af dybt usympatiske populister som Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard. Men er det en regering du har lyst til at være medlem af, Fru Hornbech? Åbenbart.

Rygrad? Jeg kan ikke se den.

Billeder fra Thailand.

Undervands

Ovenvands

Der er nu gået godt og vel to uger siden jeg vendte hjem fra min ferie i Thailand. Jetlag-tilstanden har for længst fortaget sig, og kun den fortsatte indtagelse af malaria-piller betyder at man kan holde fast i en rest af ferie-fornemmelsen. Anyway.

Her er nogle billeder fra turen (undervands-billeder er der også taget en masse af; jeg skal nok linke når de ligger klar).

En af dagene kommer desuden en beretning.

En smagsprøve på billederne. Fra afrejsedagen - og fra en af feriens sidste dage. Jeg synes godt man kan ane at ferien gjorde godt.